Debat

Grøndahl: Tyrkisk peber

KLUMME: Kulturkampen mellem Vesten og Erdogan er ikke en konfrontation mellem Europa og Tyrkiet, eller for den sags skyld mellem Vesten og islam. Kulturkampen er et eksistentielt valg for enhver ung europæer med muslimske rødder, skriver Jens Chr. Grøndahl.

Forsiden af den regeringsvenlige, tyrkiske avis Günes 17. marts.
Forsiden af den regeringsvenlige, tyrkiske avis Günes 17. marts.Foto: Yasin Akgul/Scanpix
Jens Christian Grøndahl
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er stærk lakrids, når Tyrkiets præsident Erdogan og hans ministre fører verbal krig mod Tyskland, Holland og såmænd også Danmark.

På forsiden af den regeringsvenlige avis Günes kunne man forrige fredag se Angela Merkel med skrårem, hagekors og Hitler-moustache. Beskyldningen for nazisme er ledemotiv i den tyrkiske blodstyrtning, og der er tilsyneladende ingen nedre grænse.

Anledningen er som bekendt, at tyrkiske ministre blev forhindret i at tale til de herboende tyrkiske mindretal op til den folkeafstemning, der vil svække demokratiet og styrke præsidentembedets beføjelser i endnu mere diktatorisk retning, hvis Erdogan får sin vilje.

Det sker på en i forvejen dyster baggrund. Erdogan har længe strammet sit greb om pressefriheden, og adskillige journalister sidder fængslet. Senest har han også arresteret en tyrkisk-tysk journalist fra den ansete avis Die Welt under påberåbelse af anklager om terrorstøtte, som er indlysende absurde.

Det afgørende for demokratiets fremtid er ikke befolkningens etniske sammensætning, men dens tilslutning til folkestyret og retssamfundet, tale- og trosfriheden, ligestillingen mellem mænd og kvinder.

Jens Chr. Grøndahl

Hertil kommer udsigten til en genindførelse af dødsstraffen, som vil være uforenelig med Tyrkiets medlemskab af Europarådet.

Man kan spørge sig selv, hvad der får en dreven strateg som sultanen i Ankara til at sætte sit forhold til Europas største land over styr. Der må være noget på spil for ham, som er vigtigere end Tyskland og Europa. Kunne det være selve hans greb om magten?

Sultanen bader i folkets hyldest ved det ene tv-transmitterede stormøde efter det andet, men måske afspejler folkeafstemningen om demokratiets afskaffelse mest af alt Erdogans tvivl på sin egen magtbase.

Jens Chr. Grøndahl

Angsten hviler som en tung sky over sultanens palads. Han er bange for kurderne, han er bange for Gülen-bevægelsen, og han er bange for militæret.

Sultanen bader i folkets hyldest ved det ene tv-transmitterede stormøde efter det andet, men måske afspejler folkeafstemningen om demokratiets afskaffelse mest af alt Erdogans tvivl på sin egen magtbase.

Beskyldningerne mod Tyskland og Holland ligner udslag af desperation, og det samme gjorde ministrenes forsøg på at påvirke stemmeafgivningen blandt tyrkere med dobbelt statsborgerskab.

Mere alvorligt end injurierne er det, når den tyrkiske regering truer med at opsige aftalen fra sidste år om at standse flygtningestrømmen til Europa. Selvfølgelig måtte Erdogan ende med at bruge den imod os, men som diplomatisk pressionsmiddel er der tale om et tveægget sværd.

Flygtningene er en fælles udfordring for Tyrkiet og EU. Modtagelsen af syrere i millionvis er en seriøs belastning for tyrkerne. Uanset hvad vi mener om hinanden, er vi nødt til at samarbejde. Ikke mindst hvis det aktuelle fransk-tyske forslag om modtagecentre i nærområderne skal have en fremtid.

Læs mere: Erdogans roadshow i Europa er absurd

Afhængigheden er gensidig. Europæiske banker har kæmpestore tilgodehavender i Tyrkiet, især de spanske, der kun lige er kommet sig efter finanskrisen. Balladen må give nervøse trækninger på direktionsgangene, men igen: Det er tyrkerne, der skylder de penge.

Gælden afspejler et finansieringsbehov, der igen har en historie at fortælle om Tyrkiets afhængighed af sin omverden. Erdogan tager sit lands velstand som gidsel med sin hysteriske retorik og sin brutale undergravning af det sårbare tyrkiske demokrati.

Da han kom til magten, var det et folkeligt opgør med en verdslig elite, der støttet af militæret havde domineret samfundet i generationer. Til at begynde med kunne man forledes til at anse Erdogan for blot at være en almindelig religiøs konservativ, lidt i stil med en europæisk kristendemokrat. Vi er desværre blevet klogere.

Tyrkiet var den islamiske verdens eneste demokrati, men i lighed med de arabiske lande er tyrkerne nu faldet ned i den samme afgrund mellem to lige udemokratiske alternativer: Verdslighed og modernitet gennemført med diktatoriske midler over for en folkelig protest, der har autoritær islamisme som rettesnor for det gode liv.

Men hvorfor fik de tyrkiske ministre ikke bare lov at tale til deres landsmænd? Ville det ikke have været i pagt med den ytringsfrihed, som vi ellers bryster os af, og som Erdogan skoser os for at knægte, mens han selv sætter journalister i fængsel?

Umiddelbart virker det svagt, når man i Holland og Tyskland har argumenteret med sikkerhedsdimensionen ved de planlagte møder eller med, at de tyrkiske ministres budskab var udemokratisk. Er det ikke netop demokratisk at lade demokratiets fjender komme til orde, så vi kan imødegå dem med argumenter?

Spørgsmålet rejser en principiel diskussion om ytringsfrihedens grænser og om den laveste fællesnævner for politisk uenighed. Men det åbner også for noget andet.

Man kan nemlig spørge, om det overhovedet er rimeligt, at borgere i ét land skal kunne stemme ved valg og afstemninger i et andet land. Man kan med andre ord spørge til rimeligheden ved dobbelt statsborgerskab.

Det betyder ikke alverden, hvis den dobbelte statsborger er dansker og amerikaner. Det betyder til gengæld en del, hvis vedkommende dansker også er borger i et land, hvor demokratiet, ytringsfriheden og ligestillingen er under pres eller helt fraværende.

Problemet blev sat på spidsen, da det kom frem, at herboende tyrkere via en hotline til Tyrkiet angiver dansk-tyrkere, der er kritiske over for Erdogan.

Det dobbelte statsborgerskab kan i værste fald rejse tvivl om de pågældende medborgeres loyalitet, ikke bare over for det danske samfund, men også over for samfundets bærende principper.

Erdogans trumfkort blev trukket, da han i en tale forleden opfordrede tyrkiske familier i Europa til at få fem børn hver (se Die Welts netudgave, 17.3.) Med demografien som våben skal der nok blive rettet op på dekadencen og ugudeligheden i det aldrende Europa.

Sultanen kan ikke have været uvidende om, at han med sin opfordring spillede med på den europæiske højrefløjs skrækscenarie, der lige præcis handler om, at muslimerne bliver flere og flere, indtil de en dag tager magten og indfører sharia på Christiansborg.

Her gælder det mere end i noget andet spørgsmål om at holde hovedet koldt. Hvis vi skal være os selv bekendt, er det nemlig ikke byrd og tro, men loyalitet og god vilje, der bestemmer, om vi har tillid til hinanden.

Det afgørende for demokratiets fremtid er ikke befolkningens etniske sammensætning, men dens tilslutning til folkestyret og retssamfundet, tale- og trosfriheden, ligestillingen mellem mænd og kvinder.

Historiens barske lære er, at demokratierne har svært ved at påvirke en diktator. Tænk bare på Putin, der uhindret bistår Assad i massakren på civile i Syrien. Vores eneste reelle magtmiddel er vores eksempel.

Selvfølgelig er det først og fremmest vores levestandard, der gør Europa til en magnet for alle dem, der håber på en bedre tilværelse. Men hvis man er født i Danmark af forældre, der kom hertil fra Mellemøsten, har man forudsætninger for en mere nuanceret vurdering.

Et håbefuldt gæt er, at hovedparten af unge dansk-tyrkere ser flere fordele end ulemper ved at gribe de muligheder, som det danske samfund tilbyder. Og samtidig tilslutte sig de værdier, der har gjort velfærdssamfundet muligt.

Tyrkiet har en relativt ung befolkning, og unge mennesker er lette at begejstre. De bliver ikke bremset af den skepsis, der kommer med erfaringen. Har de ikke erfaringer med demokrati og frihed, lader de sig nemt forføre af en sultan, der lover dem fremgang, hvis de blot vil undlade at sætte spørgsmålstegn ved hans magt.

Problemet for Erdogan er, at han kun kan bevare sit greb om magten ved at stramme det. Han demonstrerer selv denne logik ved konstant at indsnævre pressefriheden og ved at opildne til paranoid nationalisme frem for at anerkende det kurdiske folks legitime ønske om selvstændighed.

Læs mere: Naive høge i Den Nye Verdensuorden

I betragtning af, hvor dilettantisk kupforsøget sidste år fremstod, er det nærliggende at overveje, om Erdogan i virkeligheden selv satte det i scene for at kunne slå ned på militæret og fremstå som nationens frelser.

Når skruen er strammet tilstrækkeligt, vil den knække. Sådan er det gået enhver diktator før ham. Det er desuden et åbent spørgsmål, om Tyrkiet vil kunne fortsætte vækstraterne, hvis landet kommer til at stå isoleret. Frataget sin rolle som demokratisk formidler mellem Europa og Mellemøsten. Uden udsigt til en tættere tilknytning til EU.

Den dag middelklassen ser sin velstand truet, vil klokken være faldet i slag for selv den mest folkekære sultan. I mellemtiden kan man håbe på, at alt det, Erdogan står for, vil være kommet endegyldigt til kort over for de unge dansk-tyrkeres tanker om deres egen fremtid.

Desperationen i Erdogans hadefulde udfald mod Tyskland og Europa er måske det bedste bevis på, at en kulturkamp er i gang.

Den er ikke, som man umiddelbart skulle tro, en konfrontation mellem Europa og Tyrkiet, eller for den sags skyld mellem Vesten og islam. Kulturkampen er et eksistentielt valg for enhver ung europæer med muslimske rødder.

Valget står mellem at hænge ved fortiden og hjemlandets normer eller tage fremtiden i sine egne hænder. I sidste ende handler det om integration, og fuld integration handler om at favne sammenhængen mellem rettigheder og pligter, muligheder og loyalitet.

Og ja, en ung, demokratisk sindet kvinde kan godt bære tørklæde uden at anse Angela Merkel for at være Adolf Hitlers barnebarn.

.....

Jens Christian Grøndahl skriver fast klummen 'En anden vinkel' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Christian Grøndahl

Forfatter
filminstruktør (Den Danske Filmskole. 1983)

0:000:00