Højborg: Sådan er det jo på Vesterbro

Et halvt minut til fods fra, hvad der tidligere blev beskrevet som Vesterbros hjerte - kastanjetræet på Enghave Plads - ligger Kaffeplantagen.

En espressobar, som typografien på facaden fortæller, for kaffebarer er der jo så mange af på Vesterbro. Her mødes gæsterne morgen, middag og aften af det ikoniske Apple-logo fra arbejdspladserne ved vinduet.

Og sjældent begrænset til et enkelt, men derimod en hel række fluorescerende æbler, som hver især indikerer, at deres ejer er optaget. Travl. Beskæftiget.

En af dem, der mandag formiddag under valgkampen betjener ikke bare ét men to Apple-produkter, er den selvstændige musiker Anders Bast. Begravet i egne tanker og kompositioner havde han ikke tænkt over, at Vesterbro, som er hans hjem og arbejdsplads, skulle være en radikal højborg.

Men det er det, kan Altinget så fortælle ham. I 2011 fik partiet 24,2 procent af samtlige stemmer afgivet på det østlige Vesterbro, mens resultatet på landsplan var historisk flotte 9,5 procent. Lige efter fulgte Enhedslisten med 24,1 procent, og det er da også en af pointerne, at det kan være svært at skelne mellem de to partier på stenbroen i den vestlige del af hovedstaden.

Anders Bast stemte selv Enhedslisten. Og regner næste gang med at sætte kryds ved Socialdemokratiet. Men vejen til Det Radikale Venstre er ikke lang. Han interesserer sig for klima og økologi og konstaterer, at udvalget af organisk dyrket grønt i Rema 1000 på Vesterbro er mindst tre gange så stort som i filialerne i Vestjylland, hvor han stammer fra.

At han skriver sine arrangementer fra cafeen på Enghave Plads og ikke 500 meter længere nede ad gaden skyldes tilfældigheder snarere end manglen på udvalg. Hvor Istedgade tidligere bugnede med prostituerede og brune værtshuse, er det i dag cafeerne, der har taget over. En basal viden om brasilianske kaffeavlere, spejlreflekskameraer og gode vinylgemmesteder er nødvendig, hvis man vil begå sig på Vesterbro.

Og det er der mange, der vil, forklarer journalist på Weekendavisen Pernille Stensgaard, som i 2013 skrev bogen “Københavnerne” om livet i hovedstaden. Historien om Vesterbro er kort fortalt, at bydelen, der begyndte som arbejderkvarter og siden blev overtaget af studenterne, i dag i høj grad kan karakteriseres som hjemsted for privilegerede børnefamilier.

Gaderne emmer af designertøj, fornuftigt bagværk, egenimporterede specialøl og udenlandske cykelmagasiner, men også de afrikanske ludere og stofmisbrugere, som gør, at borgerne kan bevare følelsen af autencitet.

“Langt hen ad vejen er det umuligt at skelne mellem folk, der stemmer radikalt, og så folk, der stemmer Enhedslisten. Fælles for begge grupper er, at de tilstræber den forsøgt smadrede stemning,” siger hun.

Byfornyelsen og stigende huslejepriser har betydet, at Vesterbros gamle arbejdere er flyttet til forstæderne. Og ind er kommet horder af akademisk uddannede og vellønnede - men ikke for vellønnede, for så var de flyttet til Frederiksberg - funktionærer, som arbejder i byen og foretrækker at tage cyklen til og fra arbejde. Radikale vælgere, som vi bedst kender dem, med andre ord.

Og udviklingen er sket samtidig med, at Det Radikale Venstre fra stiftelsen i 1905 og frem til i dag har bevæget sig fra at være et husmandsparti til akademikernes foretrukne valg. Partiet opstod som en splittelse i Venstre samt et udslag af den intellektuelle radikale tænkning i 1800-tallets Europa.

Antimilitarisme, stemmeret til kvinder og en progressiv skattepolitik var blandt de første mærkesager, som appellerede til både husmænd og akademikere. Man favnede i mange år begge grupper, men efterhånden som pladsen på den politiske midte indsnævredes, valgte man side og blev i stadig højere grad et storbyfænomen. Tydeligst illustreret, da partiets tidligere skyhøje tilslutning i Skive i 1994 blev overhalet af Vesterbro.

Nordvestjylland er i dag hvis ikke renset, så i al fald godt udtyndet for radikal indflydelse. Det samme kan siges om værtshuset Hos Tove skråt over for Gasværksvejens Skole - arnestedet for Det Radikale Venstres fantomvalg i 2011.

Her er blot ankommet en enkelt gæst, da Altinget begynder sin rundtur klokken 10 om formiddagen. I baglokalet gemmer Daisy sig, som i de sidste 37 år har langet øl over disken i den gamle kaffebar, som blev grundlagt af hendes mor Tove. Det gør Daisy til en ægte vesterbroer, hvis man altså ser bort fra det faktum, at hun for 30 år siden flyttede til Husum for også at få plads til det sidste af sine tre børn.

“Der er sgu ingen her, der stemmer radikalt, og hvis de snakker politik her, så bliver de desuden smidt ud,” siger Daisy og griner, da vi spørger ind til hendes politiske observans.

Budskabet gentages af gæsten Lene, der ligesom Daisy sætter kryds ved Dansk Folkeparti. Enten dem eller socialdemokraterne, som er de eneste partier, der tager hånd om de ældre og passer på sundhedsvæsenet.

“Dem, der stemmer radikalt, er det ikke dem, som vi kalder tilflyttere,” spørger Daisy retorisk og anbefaler os at søge mod cafeerne på Halmtorvet, hvis vi ønsker at opstøve en radikal vælger.

Halmtorvet var tidligere hjemsted for ludere og lommetyve en masse. Men en tilfældig formiddag er det mest kriminaliserende, man får øje på, en tom flaske Gajol-shot efterladt ved springvandet.

Et par meter herfra har veninderne Julie og Elsebeth taget plads på betonkanten. Julie er pædagog, mens Elsebeth arbejder som teaterforestillingsleder - freelance, naturligvis. Deres venskab kan dateres 10 måneder tilbage i tiden, hvilket passer med alderen på deres medbragte børn og tiden tilbragt i samme mødregruppe.

Elsebeth mener, at Vesterbro på mange måder udstråler radikale værdier, mens veninden i højere grad ser det som en rød bastion. Hun undskylder i øvrigt sin søvnmangel og håber, at vi finder nogen, som har mere at sige om det politiske.

Og vi behøver ikke gå langt. Tony Nedelkovski har i fire år været indehaver af Cafe Mandela - også på Halmtorvet. Han har altid stemt SF og troede egentligt, at SF stod som kvarterets stærkeste parti. Men hans overbevisning vakler, og krydset kunne 18. juni meget vel havne ud for en radikal kandidat.

“Jeg har stemt SF hele mit liv, og jeg har tabt min stemme hver gang,” griner han og fortsætter:

“Måske det er på tide, at jeg bruger mit hoved, og ikke mit hjerte.”

Han mener, at de radikale ministre har gjort en god figur og formået at holde Socialdemokratiet på afstand af DF’s udenrigspolitiske kurs.

Det samme mener sjovt nok Manu Sareen, som vi møder foran Mændenes Hjem på Istedgade. Dog ikke tilfældigt, men som alt andet i en travl valgkampshverdag planlagt og med henblik på at forklare, hvad der knytter Det Radikale Venstre og Vesterbro sammen.

Manu Sareen bor selv på den forkerte side af grænsen til Frederiksberg. Men i mange år har han resideret på en sidegade til den nedre del af Istedgade ved Hovedbanegården, og herfra har den socialrådgiveruddannede minister oplevet megen af Vesterbros sociale forarmelse på tæt hold. 

“Der er ingen tvivl om, at Det Radikale Venstre er et storbyparti, som appellerer til mange københavnere. Og det handler ikke om café latte og alt mulig andet crap, men om, at vi er et parti, som har formået at give svar på mange af storbyens udfordringer,” siger han.

Det hånlige prædikat blev påhæftet partiet efter valget i 2005, hvor profiler som Marianne Jelved og Naser Khader brød igennem i medierne. Nu drikker man i øvrigt ikke latte længere, men sort kaffe, griner han, og opponerer imod karikaturen af de radikale som partiet med de “rigtige” holdninger.

“Det er en myte, jeg aldrig har forstået. Vi har da om nogen holdninger, som de andre partier ikke har. Hvem taler ellers om reform af boligskatterne? Hvem var først med efterlønsdiskussionen, og hvem var det lige, der bakkede op, da vi i 2003 lavede en homopolitik i Københavns Kommune,” spørger han.

Ministeren gør sig ikke nogen forhåbninger om at kunne gentage succesvalget fra 2011. Årene i regering har slidt, som de gør på de fleste partier. Og man kan ikke undgå at skubbe vælgere fra sig, når man skal stå på mål for, at man skiftevis lemper og strammer udlændingepolitikken.

“Det er skizofrent, at vi den ene dag kan beskyldes af venstrefløjen for at stramme reglerne for udlændinge, og så næste dag kan få skudt i skoene af Venstre, at vi har lempet lovgivningen på en lang række områder. Fakta er, at vi har fjernet fattigdomsydelserne og fjernet starthjælpen og leveret en række andre resultater på det sociale område,” siger han.

Alligevel trives der i den radikale vælgerbase en fornemmelse af, at partiet er gået fra at være et humanistisk parti med stor vægt på økonomien til at være et regnemaskineparti. Men den udvikling i vælgernes perception benægter Manu Sareen.

“I de første regeringsår lå vi godt i målingerne. Efter vi skiftede formand er vi så gået lidt tilbage, men det handler meget om, at vælgerne lige skal lære Morten at kende. Sådan var det også med Margrethe. Men vi skal bare tale om vores politik, og så skal det nok gå.”

Vi rejser os, giver hånd, og Manu er videre. Det sidste af formiddagens tre interviews er overstået. Næste punkt er et møde om pressen. Så skal han på gaden og dele valgmateriale ud, mens dagens sidste udfordring er en terrordebat med Peter Skaarup - og så er det tid til at forberede sig på næste dags opgaver.

Anderledes lystfuldt synes livet for de muskelbevæbnede mænd og kvinder, der 50 meter inde i Kødbyen sveder om en plads i første sæson af Danmarks Ninja Warrior. Det er dog hverken café latte eller sort kaffe, der skal til, hvis man håber at kunne svinge sig frem og tilbage i de røde gummiringe.

Jagten på den radikale sjæl gør sit sidste stop på Rysensteens Gymnasium på bagsiden af Hovedbanegården. Lærerværelset ånder fred og fordragelig, da Mathias indvilliger i at afbryde sine eksamensforberedelser for at fortælle om sit forhold til partiet.

Han bor selv i det nordlige København, men har med sin daglige færd på Vesterbro en klar fornemmelse af, at de radikale værdier mange steder er i højsædet.

“De fleste af mine elever er mere røde, men i den ældre aldersgruppe, som jeg selv tilhører, stemmer mange radikalt,” siger han.

Mathias underviser i musik og samfundsfag, og det er eksamen i førstnævnte fag, der kræver, at man betjener sig af nodehæftet til Justin Timberlakes debutalbum.

“Jeg tror ikke, at den teknokratiske tilgang appellerer til de unge vælgere. Men selv er jeg glad for den. Jeg kan godt lide, at man er i stand til at arbejde med begge sider af Folketingssalen,” siger han.

Men der er grænser for teknokratiet, forklarer han.

“Morten Østergaard har efter min smag været for teknokratisk som formand. Han får ikke forklaret, hvorfor reformerne er nødvendige, og det giver ham efter min mening en arrogant fremtoning,” siger han og fastslår:

“Jeg savner Margrethe Vestager, men kan ikke se noget alternativ, og derfor stemmer jeg radikalt igen.”

Og sådan er det jo med de radikale. På Vesterbro.

Altinget har besøgt de steder i landet, hvor partierne ved folketingsvalget i 2011 fik deres bedste valg. Dette er sjette reportage i serien: 

Læs vores reportage om Dansk Folkepartis højborg i Thyregod her

Læs vores reportage om Venstrehøjborgen Kalvslund her

Læs vores reportage om S-højborgen Randers her

Læs vores reportage om Enhedslisten på Nørrebro i København her.

Læs vores reportage om SF i Nakskov her.

Læs vores reportage om Det Radikale Venstre på Vesterbro her.