Lisbeth Knudsen: Pressefrihedsdag – nu med bitter smag

KLUMME: ”Fake news” er blevet en epidemi. Vi er nødt til at have en grundlæggende fælles mission om at beskytte uafhængig, ”un-biased”, fordomsfri og veldokumenteret journalistik for blandt andet at værne om demokratiet, skriver Lisbeth Knudsen.

Den tid, vi lever i, kunne – overfladisk betragtet – være den gyldne tidsalder for journalistikken. Vi har aldrig haft så mange muligheder for at sprede vores informationer og så effektive muligheder for at udfylde vores demokratiske rolle med kontrol af magthaverne og med at formidle viden, faktuelle oplysninger og sandheder om de væsentligste begivenheder omkring os.

Alligevel fik FN’s årlige pressefrihedsdag, som var onsdag 3. maj i år et mere trist baggrundstæppe end sædvanligt. Det er der seks alvorlige grunde til.

1) Som sædvanlig, havde jeg nær sagt, kom den årlige tilstandsrapport for pressefriheden udgivet af Reporters Without Borders. Opgørelsen viser en stigning i antallet af lande, hvor pressefriheden er truet rundt omkring i hele verden.

Læs mere: Ny måling: Danske medier kæmper med troværdigheden

En ting er, hvad diktatorer finder på at gøre ved pressefriheden, men den nye opgørelse viser, at pressefriheden også er skrøbelig og under pres i lande, der kalder sig demokratier. Ved hjælp af særlove, fængslinger uden fair rettergang og lukning af kritiske medier trædes pressefriheden også under fode i såkaldte demokratier. I Reporters Without Borders' kommentar til analysen hedder det: Vi er ankommet til den postfaktuelle tidsalder med brug af propaganda og undertrykkelse af frihedsrettigheder – også i demokratier.

2) Ved den seneste opgørelse i december 2016 skrev organisationen Committee to Protect Journalists (som opgør årligt hvor mange journalister, der er blevet dræbt eller fængslet og hvor mange medier, der er lukket på grund af censur eller statslige indgreb) at udviklingen er forværret.

Her lød opgørelsen på, at flere journalister sidder fængslet på grund af deres professionelle arbejde end nogensinde siden CPJ begyndte at indsamle data i 1990, med Tyrkiet repræsenterende tæt på en tredjedel af det samlede tal svarende til 81 journalister ud af 259. Godt 150 medier i Tyrkiet er blevet lukket eller er under undersøgelse, og kun ganske få af dem har fået mulighed for at åbne igen.

3) Mens journalister rundt omkring i verdens konfliktområder sætter livet på spil for at rapportere om, hvad der sker, så har vi nu en amerikansk præsident, der sammen med andre populistiske strømninger anklager medierne for at producere falske nyheder og forsøger at gøre medierne til folkets sande fjende i stedet for dets virkelige ven og vagthund over for politikere som Trump med et alternativt forhold til visse sandheder.

Trump har tilsyneladende brug for fjendebilleder – for at skabe en ”dem” mod ”os”-fiktion til sin kampagne, og her er kritiske medier et nemt mål for angreb, fordi establishmentet, eksperterne og alle klogeågerne har bedre plads i og nemmere adgang til medierne end Trumps vælgere føler, at de har.

4) ”Fake news” er blevet en epidemi, der med Trump som smittespreder og godt hjulpet af folk, der bevidst spekulerer i at sprede misinformation, og som tjener penge på at kreere sensationelle løgnehistorier, der giver massive klik på nettet, har sat spørgsmålstegn ved den generelle tillid til de professionelle medier. Nu er selv en ubevidst og mindre fejl i en avis eller en nyhedsudsendelse pludselig ”fake news”.

Læs mere: Stol på Altingets neutralitet

Alt ryger op i skraldevognen, mens den pløjer igennem de professionelle mediers troværdighed. Og vi er tilmed selv med til at tale fænomenet op, selvom Danmark bestemt ikke svømmer i ”fake news”-eksempler – snarere i omtaler af ”fake news”.

5) Næste problem handler om manglende varedeklaration på medier, der dyrker de klassiske uafhængige nyhedskriterier med balance, fairness og adskilte ”news” og ”views”, og så den voksende skov af holdningsmedier, der ikke lægger skjul på, at de vinkler journalistikken og indholdet i en bestemt retning. Det er faktisk hele deres eksistensberettigelse, men hvordan kender man forskel på holdningsmedierne og de klassiske nyhedsmedier?

6) Til sidst det problem, at de professionelle, uafhængige medier må til at tage sig sammen og være mere omhyggelige med proportioner, vinklinger, kildevalg, udeladelser, stramninger og korrektioner. En form for åbenhed omkring de redaktionelle processer og overvejelser er en forudsætning for, at vi kan genvinde tilliden.

Noget andet alvorligt, der skal til, er at de professionelle medier må have genskabt forbindelsen til den del af publikum, som i dag ikke finder dem relevante eller repræsentative for deres liv og deres synspunkter.

Med baggrund i disse seks refleksioner, burde de professionelle medier gå sammen om at beskrive værdien af den frie, uafhængige, professionelle presse i et moderne demokrati for alle.

Vi må have en grundlæggende fælles mission om at beskytte fri, uafhængig og etisk journalistik, produceret af mennesker, der føler et stærkt ansvar for at levere ”un-biased”, fordomsfri og veldokumenteret journalistik, for at være demokratiets forkæmpere og for at levere modig, væsentlig og relevant kvalitetsjournalistik.

Overalt i den bekymrede, professionelle medieverden drøftes der initiativer blandt medieudgivere og chefredaktører mod ”fake news”-bølgen, mod den politiske sorteper-kampagne målrettet pressen og mod mistilliden til journalister og medier. Det burde vi have stået sammen om på pressefrihedsdagen forleden. Det bør vi i fælleskab bruge det næste år på, mens det stadig kan nås.

Holdningsmedierne, bloggerne og facebook’erne skal nok klare sig, men vi kan ikke undvære den uafhængige presse i et velfungerende demokrati.

.....

Lisbeth Knudsen er ansvarshavende chefredaktør og direktør for Mandag Morgen samt formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kgl. Teater. Hun har været koncernchef for Berlingske Media og ansvarshavende chefredaktør for Berlingske. Før det var hun bl.a. nyhedsdirektør i DR. Hver anden fredag skriver hun en klumme i Altinget, som alene er udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Fock: Flygtninge må ikke ende som underklassen på arbejdsmarkedet Fock: Flygtninge må ikke ende som underklassen på arbejdsmarkedet Næste artikel  Jakob Nielsen: Uden EU-parlamentet ville vi hverken have Brexit eller Le Pen Jakob Nielsen: Uden EU-parlamentet ville vi hverken have Brexit eller Le Pen
  • Anmeld

    Ib Christensen · fhv. MEP & MF

    Medierne er partiske

    De kommercielle medier er borgerlige, public service medierne er politisk mainstream. Det er den måde, medierne ser verden på, og borgere, der ser anderledes på verden, kan selvfølgelig ikke altid have tillid til, at medierne beskriver verden objektivt, eller prøver på at gøre det.

    Lisbeth Knudsen fremstiller de etablerede medier som rene, objektive sandhedsvidner uden politisk inficering. Det er falsk varebetegnelse. Dagligt bringer medierne fake news p.g.a. manglende kritisk og undersøgende journalistisk, men også fordi de ejes og styres af økonomiske og politiske interesser.

  • Anmeld

    Birte Jepsen · pensionist

    Hvordan er man objektiv?

    I al den snak om fake news m.m., om hele skriveriet omkring valget af Trump, er jeg meget i vildrede med, hvad der er holdninger, hvad der er meninger og hvad der redelige fakta. Min tvivl begyndte under den lange debat om miljø, op til Eva Kjær Hansen måtte gå af, da var det hele et sammensurium af politiske holdninger og videnskab, som vist mest var dokumentation af egne holdninger, da følte jeg afmagt, da begyndte politikerleden for mig, da mistede jeg meget af den respekt, jeg altid har haft for de mennesker, som arbejder for vort land.
    Hvordan er man objektiv og hvordan kan man dokumentere det, nå der er så mange følelser blandet ind?