Kommentar af 
Søren Kristiansen Jacobsen Damm

Søren J. Damm: Venstrefløjens slappe muskel og den blå sprække

KLUMME: De borgerlige debattører har haft overherredømmet på menings-slagmarken det seneste årti, men der er ved ske noget. De røde debattører har fået en åbning, skriver Altingets debatredaktør, Søren J. Damm.

DOMINERET: Det blå meningsdanneri har dikteret samfundsdebatten i et mindre årti.
DOMINERET: Det blå meningsdanneri har dikteret samfundsdebatten i et mindre årti.Foto: Colourbox
Søren Kristiansen Jacobsen Damm
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I den brede samfundsdebat, primært indvandrerdebatten, spillede Rødt Hold i dansk politik op gennem 1980’erne og 90’erne i en stærk og effektiv, men samtidig ekstremt spilobstruerende og publikumsfjendsk 10-0-0 opstilling på debatbanen. Holdets forsvar var praktisk talt uigennemtrængeligt. 

I slutningen af 1. halvleg var der enkelte vestegnsborgmestre, som lavede et par fejlafleveringer, men anfører Nyrup fik hurtigt spillet til at glide videre, og buret blev holdt rent – stuerent.

På overfladen lignede det en kamp, der kunne gå i evig overtid, men problemet var, at selvom Rødt Holds forsvar var som en argumentresistent betonmur, lod man i tiltagende grad Blåt Hold føre bolden alene i integrationsdebatten.

Størstedelen af publikum oplevede dog en kæmpe forløsning, da Det Blå Holds nummer 10, Kjærsgaard, efter lang tids tiltagende pres, fik lagt en høj bold ind over forsvaret og ramte den flyvende indskifter, chefredaktør Sven Ove Gade, udlånt fra FC Ekstra Bladet, der med sin kampagne ‘De fremmede’ (1997) fik sakset bolden ind over keeper Marianne Jelved.

Summa summarum – der er optræk til ballade i det blå, mens meningsflankerne svækkes. Den tidligere så kompakte blå knytnæve er ved at spredes i mere udsatte, autonome og pegende fingre.

Søren J. Damm

Jelved og co. var så overbevist om deres egen strategi og fortræffelighed, at de til sidst helt mistede evnen til at forklare sig og stå på mål for egne holdninger.

Den primære forklaring på den røde debat-deroute er, at den mangeårige stilstand på egen banehalvdel har gjort Rødt Hold helt slappe i debatmusklen. Man har simpelthen ikke brugt den i årevis, da man først og fremmest har ladet Blåt Hold løbe alene med bolden, argumenterne og føre diskussionen om de ting, der optog den almene befolkning, mens man selv forlod sig på et indbildt moralsk overherredømme.

Konsekvensen var, som en parafrase over Thomas Hobbes' “Leviathan”, ‘ubehagelig, brutal og konsekvent’, og Rød Blok lå, som sagt, indtil for nyligt stadig blødende i græsset i Meningsdannerland og undrede sig over, hvad der ramte dem.

Søren J. Damm

Blåt Hold derimod, særligt spillerne fra DF, var vant til at blive pryglet med den nihalede debat-pisk, fra de stod op til de igen gik i seng. Og i bedste nietzscheanske forstand gjorde det, der ikke slog dem ihjel, stærkere.

Og DF’ernes tiltagende læderhud og den drakoniske oplæring i offentlig debat og udskamning gjorde efterhånden Blåt Hold veltrænede, kyniske og altid parat med letfordøjelig, serieforbunden maskinsgeværstale, når de endeligt stod ansigt til ansigt med Rødt Holds slappe debattører.

Den brede offentlighed havde dog stadig ikke helt opdaget, at den røde debatmuskel hang slapt under bondeskjorten, men det blev tydeligt for de fleste, da det bestialske, digitale forsamlingshus, Facebook åbnede for ca. ti år siden.

Facebook ramte den offentlige debat, som et overrumplende strubeslag på den etablerede meningsorden og ændrede endegyldigt anatomien af den politiske debat.

Nu var der ikke længere et svalende filter mellem politikerne og vælgerne. Og særligt dogmatikerne fra Rødt Hold fandt ingen skygge for solen.

Den almindelige arrogance og bedreviden, man tidligere ofte havde mødte kritikerne med, eksploderede nu i ansigtet på de selv samme politikere, der få år forinden, var vant til at stå stort set uimodsagt i både medier og i Folketingssalen, hvor man som bekendt afviste politisk dissonans på indvandrerområdet med en henvisning til opponenternes manglende evne til at holde sig inden døre.

Konsekvensen var, som en parafrase over Thomas Hobbes' “Leviathan”, 'ubehagelig, brutal og konsekvent’, og Rød Blok lå, som sagt, indtil for nyligt stadig blødende i græsset i Meningsdannerland og undrede sig over, hvad der ramte dem. Og langsomt, i mangel af en bedre strategi, begyndte man at kopiere Blå Holds taktik og præmisser.

Og hvad værre var, begyndte den store gruppe af vælgere, der havde følt sig fornedret af Rød Bloks arrogance, hurtigt at lade tvivlen sive over i andre politiske områder, som Rød Blok havde haft serveretten på, f.eks. socialområdet og ulandspolitik.

Men der er sket noget

Særligt tydeligt ses det i det let anstrengte arrangerede ægteskab mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. 

Læs mere: Genialt at sætte Thulesen og Frederiksen sammen

Ved at adaptere selektive dele af DFs politiske DNA har S fundet en sprække i den blå enhed, og det er svært at se den rationelle grund til, at partierne ikke skulle blive rødkindede sengekammerater, med mindre DF’erne ikke kan se gennem gammelt nag og jalousien over socialdemokraternes artige ekskæreste, Radikale. 

På debatfronten har det også kostet DF og den blå flanke dyrt, at Morten Messerschmidt, danmarksrekordindehaveren af flest personlige stemmer, har ligget underdrejet i månedsvis pga. Meld- og Feld-sagen. Men med dagens udmelding om ansættelsen af Altingets erfarne nyhedsredaktør og tidligere pressechef i S, Erik Bjørn Møller, er det tydeligt at Messerschmidt endnu ikke, helt har opgivet ånden.

Læs mere: Messerschmidt på vej tilbage – ansætter ny spindoktor

Det konservative meningsbatteri er også begyndt at skyde mere diffust, efter at partiets underskov af meningsdannere er begyndt at glide fra hinanden.

Det skyldes bla. en udvikling, man også så blandt den værdiorienterede yderste venstrefløj i 70’erne, hvor man som i oldkirkens koncilier i tiltagende grad splittedes over mere og mere tekniske og skolastiske forståelser af evangeliet. 

Særligt den nationalkonservative debattør, den alt for tidligt afdøde Mads Holger, formåede som en af meget få at forene den ortodokse kongetro konservative fløj med de mere sekulære liberale falankser. Og med en satirisk og ubønhørlig kultur- og værdikritik, rettet mod det røde parnas, var der nogenlunde orden i geledderne, og den stolte elefantorden vandt sjæle og terræn.

Men den konservative meningsfløj mistede med Mads Holger en vigtig samlende figur og er nu langsomt ved at forskydes i adskillige fløje, der med hvert sit næb synger mere og mere tidehvervske, dogmatiske og altmodische sange. Men viddet og charmen er fløjet væk i skumringen.

Og med Liberal Alliances indtræden i regeringen har det tidligere så skarpe liberale sværd fået sløvet sin stålblå klinge. Indtil videre har partiet haft svært ved at synkronisere den nyvundne realpolitik med tidligere tiders kontante udmeldinger.

Læs mere: LA om Uber-lukning: Ærgerligt, men forventeligt

Spørgsmålet er så, om LA-vælgeren er en pragmatisk natur, der vil være forstående over for realpolitikens ulidelige træghed? Jeg tvivler.

Det er også tydeligt, at regeringen med Støjbergs strammerkage og Martin Henriksens udmeldinger om flygtninges nødvendige kristendomskundskaber har nået en grænse for løjerne.

Summa summarum – der er optræk til ballade i det blå, mens meningsflankerne svækkes. Den tidligere så kompakte blå knytnæve er ved at spredes i mere udsatte, autonome og pegende fingre.

Hvis Rød Blok igen troede på egne præmisser i de politiske diskussioner og igen turde stå ved deres politiske stamtavle i stedet for et adoptere den anden fløjs politiske dagsorden og dygtigt udnyttede de forskellige blå partiers uenigheder, ville den de så igen kunne slå en proper næve i debatten?

Eller har Rød Blok en gang for alle mistet evnen til at sætte dagsordenen og vinde vælgernes gunst med deres årelange fornægtelse af de åbenlyse integrationsproblemer?

Det vil tiden vise, men det er, som verdens bedste sangskriver skrev, i sprækkerne, at lyset siver ind, men er det mon også her, der viser sig den æggende åbning, der kan være den politiske viagra, den hensygnende, røde debatmuskel har manglet i årevis?

.......

Søren Jacobsen Damm er debatredaktør på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens holdning.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pia Kjærsgaard

MF (DF), fhv. formand for Folketinget, fhv. partiformand, DF
kontor (Købmandsskolen København, 1965)

Poul Nyrup Rasmussen

Protektor, Det Sociale Netværk/headspace Danmark, fhv. statsminister (S), partiformand & MF, fhv. formand, PES & LORC, fhv. MEP
cand.polit. (Københavns Uni. 1971)

Søren J. Damm

Litteraturredaktør, Berlingske
BA i filosofi (Københavns Uni. 2007)

0:000:00