Kommentar af 
David Trads

Trads: Radikales forudsigelige kollaps med Østergaard

KLUMME: Den radikale leder, Morten Østergaard, er på mange måder billedet på en af den slags politikere, der efterhånden er alt for mange af i Danmark. En politiker uden en historie, som vælgerne kan forholde sig til, skriver David Trads. 

Da Morten Østergaard overtog posten som Radikales partileder efter Margrethe Vestager, var det historien om et forudsigeligt kollaps. Man gik fra at have landets mest respekterede politiker i spidsen til i stedet at have en mand, som de færreste kendte, skriver David Trads. 
Da Morten Østergaard overtog posten som Radikales partileder efter Margrethe Vestager, var det historien om et forudsigeligt kollaps. Man gik fra at have landets mest respekterede politiker i spidsen til i stedet at have en mand, som de færreste kendte, skriver David Trads. Foto: Ole Nikolaj Toft
David Trads

Journalist, forfatter, kommentator, foredragsholder

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Regeringens chance for genvalg er i al sin enkelthed baseret på to vigtige forudsætninger:

Socialdemokratiet skal hente stemmer fra Dansk Folkeparti – og De Radikale skal tiltrække vælgere fra Venstre. Den første ser ud til at lykkes, mens det andet går elendigt.

De Radikale, som fik 9,5 procent ved valget i 2011, står nu til blot 6,0 - 6,5 procent i meningsmålingerne – et fald på godt en tredjedel. Det er et kæmpeproblem for regeringen, og årsagen er nem nok at pege på:

Morten Østergaard, den 38-årige radikale partileder, har simpelthen ikke leveret varen.

Østergaard har – åbenlyst – ikke formået at manifestere sig som en stærk politiker. Det er heller ikke underligt – for man får ofte på fornemmelsen, at han egentlig ikke rigtig er tilpas i regeringen.

David Trads

Manden, som fik sin post foræret af Margrethe Vestager, da hun i sensommeren sidste år blev EU-kommissær, har lige siden tabt titusindvis af stemmer. Det store, store problem er, at et sted mellem 50.000 og 80.000 af de tabte vælgere er gået over til blå blok.

Hvad er problemet?
Især Venstre, men også Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, synes stadig mere attraktive for de vælgere, der tilbage i 2011 stemte på Radikale. Det gør særskilt ondt for partiet at se, at Liberal Alliance, som er ledet af Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll, de to tidligere radikale topfigurer, ser ud til at blive større ved valget.

Men hvad er problemet med Morten Østergaard? Hvorfor leverer han ikke varen?

Jeg tror, at det er ret simpelt: Den radikale frontfigur har ganske enkelt ikke den pondus, der skal til for at være partileder og vicestatsminister.

Ingen fortælling
Østergaard er på mange måder billedet på en af den slags politikere, der efterhånden er alt for mange af i Danmark. En politiker uden en narrativ – uden en historie, som vælgerne kan forholde sig til:

Han er – selvfølgelig – uddannet i statskundskab. Det tog ham ganske vist næsten ti år at gennemføre uddannelsen, men færdig blev han dog. Inden han kom i Folketinget i 2005, havde han haft en mellemlederstilling i en slags halv-offentligt, halv-privat konsulentfirma. Han har skrevet en enkelt bog – en lærebog om digital forvaltning for offentlige chefer.

På de tre-og-et-halvt år, som han har været minister, har han haft seks vidt forskellige porteføljer: forskning, innovation, videregående uddannelser, skat, økonomi og indenrigs!

Skøjter rundt
Helt ærligt – så er det ikke særligt seriøst at skøjte fra snart det ene så det andet ministerium. Det giver billedet af en administrator, der hurtigt kan lære at lire en lektie af, men som savner ballasten til at træde i karakter med holdninger, som man kan huske. Han ligner mere kontorchefen end direktøren.

Da De Radikale valgte Østergaard, var det derfor historien om et forudsigeligt kollaps. Man gik fra at have landets mest respekterede politiker i spidsen til i stedet at have en mand, som de færreste kendte.

Selvfølgelig er det svært at følge efter Vestager, men Østergaards resultater er vitterligt svage. Da Altinget for nyligt målte regeringens popularitet, lå han – trods status som vicestatsminister – i den tunge ende. Endnu værre gik det for uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen, som er Østergaards selvudnævnte nummer to. Hun var næstsidst på listen over populære ministre.

Utilpas Østergaard
Østergaard har – åbenlyst – ikke formået at manifestere sig som en stærk politiker. Det er heller ikke underligt – for man får ofte på fornemmelsen, at han egentlig ikke rigtig er tilpas i regeringen. Gentagne gange har han været ’match-spoiler’, når statsminister Helle Thorning-Schmidt har udstukket en ny linje – om eksempelvis syriske asylsøgere eller lempede dagpengeregler.

Lige nu straffer vælgerne Østergaard og De Radikale. I den seneste meningsmåling – Voxmeter for Ritzau i dag – konkurrerer partiet med Konservative om at blive Folketingets mindste parti. Ifølge professor Søren Risbjerg Thomsens vægtede gennemsnit af meningsmålinger står Radikale til at miste fem mandater – så det handler om mennesker.

Et af de tabte mandater ser i øvrigt ud til at falde i Østjylland. Her bør Østergaard dog føle sig sikker på at få et pænt personligt valg, idet nummer to ved sidste valg, nemlig Liv Holm Andersen, trods alt er fuldkommen ukendt for de fleste ...

---
David Trads skriver hver mandag klummen 'Hos Trads' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00