Dansk Byggeri: Et boligpolitisk quickfix findes ikke

Af Michael H. Nielsen 
Direktør i Dansk Byggeri

Debatten om at bygge billige boliger handler ikke bare om at afregulere byggeriet.

Spørgsmålet om afregulering eller mere regulering skal nemlig stå sin prøve i forhold til en totaløkonomisk analyse af et givet tiltag.

Vi må altså se på boliger og byggerier som langvarige forbrugsgoder – produkter, der har lang levetid og næppe kan sammenlignes med andre forbrugsgoder.

Eksempelvis er der jo ingen, der rejser en diskussion om, hvordan vi får billigere biler. Her betaler vi gladelig for høj kvalitet, som også giver en god, men betydeligt lavere byttepris. Omvendt med boliger, som skal være billige, når vi køber dem, så vi kan sidde til en lav husleje og score kassen den dag, vi sælger, fordi prisen ikke er faldet, men ofte steget ganske betydeligt.

På nogle områder adskiller biler sig slet ikke så meget fra boliger. Flere har således i debatten peget på, at boliger tjener et formål som en del af vores identitet og status. Men hertil kommer så boligen som et socialpolitisk redskab, der skal medvirke til at sikre sammenhængskraft i vores samfund.

Billige boliger kræver altså nuancerede svar, i forhold til hvilken boligpolitisk udfordring, der skal løses.

Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri

Det er boligen som socialpolitisk redskab, der gør debatten om billige boliger til en ret kompleks debat.

Ikke et enkelt regnestykke
Tag eksempelvis handelsprisen for en ejerlejlighed på Frederiksberg, der aktuelt handles til priser over 55.000 kroner per kvadratmeter. Eller lejligheder i Oslo, der handles til kvadratmeterpriser på over 119.000 kroner per kvadratmeter.

Her er der ikke en sammenhæng mellem produktionsprisen og regelværket for det at bygge. I modsætning til biler, hvor prisen afspejler egenskaber, kvalitet og finish (også eksklusive afgifter) er boliger et marked, hvor handelsprisen fastsættes som ren udbud og efterspørgsel.

Men på Frederiksberg opføres der også almene boliger, hvor produktionsprisen har stor betydning. Der er tilmed loft over kvadratmeterpriserne – for både byggeriet og for grundens pris. Og de er langt fra markedsniveauet for ejerboliger på den gode side af 50.000 kroner per kvadratmeter.

Det illustrerer, at prisfastsættelsen for boliger ikke er et enkelt regnestykke. Det bestemmes i nogle tilfælde af markedet, i andre tilfælde som resultat af regulering, der er udtryk for bestemte boligpolitiske prioriteringer, der har til formål for eksempel at give alle tag over hovedet, løse problemer med en for ensidig beboersammensætning eller afhjælpe unge eller ældres adgang til boliger.

Kræver nuancerede svar
I byggeerhvervet er der selvfølgelig også efterspørgsel efter ”Mercedes- og Audi-huse”, hvor en attraktiv beliggenhed pyntes med et hus af meget høj kvalitet. Men lige så snart vi taler om det regulerede marked, er vi altså nødt til at tænke i effektivisering og produktivitet.

Hvis entreprenører og håndværkere vil gøre sig gældende her, skal de være meget bevidste om, hvordan de producerer, og hvordan produktionen løbende kan udvikles, så der produceres bedre og billigere.

I dag er vi i fuld gang med at udvikle produktet – boligen, byggeriet – så det i høj grad kan industrialiseres. Dele af produktionen flyttes på fabrik med konfigurering af systemløsninger eksempelvis installationsskakte, facadeløsninger og helt færdige badeværelsesløsninger.

Der arbejdes med digitalisering, montageprocessen optimeres, og ikke mindst muligheden for gentagelse rummer store økonomiske potentialer. Og til forskel fra 1960’ernes kransporbyggeri rummer de digitale muligheder og industriel konfigurering op for spændende designmæssige og bæredygtige løsninger – også i forhold til arkitektur.

Billige boliger kræver altså nuancerede svar, i forhold til hvilken boligpolitisk udfordring der skal løses.

Det handler om at sikre, at også den del af markedet, som ikke er prisfastsat af markedet for udbud og efterspørgsel, bliver reguleret i forhold til at sikre langsigtede økonomiske såvel som bæredygtige attraktive svar.

Derfor er dagsprisen ikke afgørende. Det handler om at levere på den lange bane i forhold til drift og bæredygtighed.

Der er altså ingen quickfix – men kun udfordringer for en forandringsparat byggesektor.