Frank Jensen: Flygtningeboliger må ikke blive et nulsumsspil

Af Frank Jensen (S)
Overborgmester, Københavns Kommune

Næsten alle kommuner i Danmark har en fælles udfordring: Hvordan huser vi de mange flygtninge, der i øjeblikket kommer til landet? Og hvordan undgår vi, at de stuves sammen i de områder af vores by, hvor der i forvejen bor mange med indvandrerbaggrund? Hvordan finder vi boliger til dem, uden at vi presser de mennesker, der i forvejen står i boligkøen, bagud?

I København står vi til at modtage 335 flygtninge i 2016 og sandsynligvis flere de kommende år. Og på trods af udfordringen med at finde boliger skal det være helt klart, at de mennesker skal være velkomne i vores by, og at vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt, for at de bliver en aktiv del af byen.

Flygtningene skal være en del af vores by
Men boligsituationen er en udfordring i en by som København. Byen vokser med i øjeblikket over 10.000 borgere årligt, og det giver stor efterspørgsel på alle boligtyper – og stigende priser. Men når vi bliver tildelt ansvar for mennesker på flugt, skal vi selvfølgelig finde løsninger – og helst løsninger, som er fremtidssikrede.

Vi må ikke ende i et nulsumsspil, hvor én sårbar gruppe med få midler til den månedlige husleje bliver spillet ud mod en anden.

Frank Jensen (S)
Overborgmester, Københavns Kommune

I min optik er et trygt hjem i et almindeligt københavner-kvarter den bedste start, vi kan give de nye borgere.

Men vi er i en situation, hvor hundredvis af københavnere står i kø til en bolig, mange med akut behov. Og dem kan vi ikke svigte. Vi må ikke ende i et nulsumsspil, hvor én sårbar gruppe med få midler til den månedlige husleje bliver spillet ud mod en anden.

Derfor er jeg særlig glad for, at det er lykkedes os i København at finde en løsning, hvor vi spreder flygtningene i byen, undgår ghettodannelser og samtidig undgår, at de allerede lange boligventelister bliver endnu længere.

Kreative boliger til flygtninge
I København har vi tænkt kreativt, sådan som udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V) efterspurgte i sit indlæg forleden.

Vi vil samarbejde med de almene boligselskaber om at finde boliger, der kan bruges til permanente boliger til flygtninge fra dag ét. Det kan for eksempel være små ledige ældreboliger eller eksisterende større almene boliger, der kan blive til deleboliger for flygtninge.

Det betyder, at vi kan sprede flygtningene rundt i byen blandt andre københavnere. Men det giver ikke i sig selv flere boliger.

Derfor vil vi i tæt samarbejde med de almene selskaber sørge for, at hver gang en flygtning får en almennyttig bolig, opføres der en ny. Partierne på rådhuset har netop afsat 10,5 mio. kr. til grundkapital til 8.250 m2 nye almene boliger. Der er altså finansiering til at erstatte de boliger, vi bruger til flygtninge én til én.

Københavns løsning kan kun lade sig gøre, fordi vi har fået nye værktøjer i hånden med regeringens og KL’s topartsaftale. Vi bruger for eksempel den fleksibilitet, aftalen giver, så også mindre almene boliger kan anvendes til bofællesskaber. Og vi bruger den mulighed, der er, for at staten medfinansierer en stor del af grundkapitalen til små almene boliger.  

Planloven giver muligheder
Vi bruger også et andet værktøj: Nemlig planlovens mulighed for at kræve, at 25 procent af boligerne i vores nye boligområder skal være almene. Men den regel truer regeringen med at rulle tilbage.

Jeg undrer mig over, at regeringen med den ene hånd giver os nødvendige værktøjer til at sikre boliger til flygtninge og med den anden hånd vil fjerne selve grundlaget for, at de billige boliger kan spredes rundt om i vores by. Det er jo et fælles ønske, at vi vil have, at flygtningene skal være en del af vores samfund.

Og det bliver de altså bedst, ved at de bor ude blandt københavnere, der har boet og arbejdet i byen længe. Derfor vil vi ikke have nye ghettoer, men vil have flygtningene boligplaceret rundt om i hele byen. Og det får vi ikke, hvis regeringen fratager os muligheden for at sprede de billige boliger, ved at vi kan kræve, at op til 25 procent af boligerne i de nye, lækre områder i vores by bliver almene.

På den måde giver regeringen os på den ene side fornuftige redskaber til at finde boliger til flygtningene, mens den på den anden side modarbejder vores fælles ønske om at få flygtningene integreret i vores byer.