Sommerserie med Niels Flemming Hansen: "Min første tale i Folketinget blev fejret sammen med en politisk modstander"

Der er virkelig en stejl læringskurve forbundet med at gå ind i politik.

Niels Flemming Hansen (K)

Hvad tænkte du om de ordførerskaber, som du er blevet tildelt?
Jeg ville gerne have haft erhvervsordførerskabet, men jeg var godt klar over, at Mona Juul ville få det. Egentlig havde jeg ikke søgt transport. Jeg har jo en far, der har været transportminister, så jeg syntes, at det ville være lidt søgt. Men Søren (Pape Poulsen, red.) mente, at jeg skulle have transportområdet, og det har jeg været superglad for. Jeg søgte selv forsvar, fordi jeg mener, at vi bør styrke vores veteranindsats. De her mennesker, som er i værnepligt eller er ude i krig for Danmark, er helte i min optik.

Hvordan husker du dit første samråd?
Det var lidt et spil mod transportministeren. Der var en børnehaveagtig stemning mellem spørgeren og ministeren. Jeg tænkte, det var spild af borgernes penge. De fleste samråd er heldigvis meget seriøse. Nogle gange ændrer et samråd rent faktisk også noget. Vi har lige haft et om manglende udbetaling af lønkompensation til virksomheder, der har været i konflikt med fagbevægelsen. Der endte regeringen faktisk med at lave reglerne om.

Hvordan var det at stå på talerstolen for første gang?
Den tale kan jeg tydeligt huske. Det var, da vi skulle sende soldater til Mali. Når man står der som nyt folketingsmedlem og skal tage så stor en beslutning, så mærker man pludselig ansvaret. Jeg havde virkelig læst mig ned i stoffet inden min tale. Når man går på talerstolen for sådan en sag, som man virkelig brænder for, giver man den ikke bare lidt ekstra. Så giver man den alt, hvad man har. Det var et tungt åg på mine skuldre lige pludselig at skulle være en af de 179, der skulle beslutte at sende danske soldater i krig. Der var måske kun seks til otte mennesker i salen, der oplevede min første tale. Efter talen ringede Anders Kronborg fra Socialdemokratiet og inviterede mig på Toga. Det, synes jeg, siger noget om kollegialiteten på Christiansborg, at en politisk modstander gerne ville fejre min første tale med mig. Det kan også være rart at diskutere politik, uden at man nødvendigvis sidder i et ministerium, hvor møderne kun varer en time. Hvis ikke vi mødes uden for vores kontorer en gang imellem, bliver politik altså svært.