Civilsamfundets ABC: T for Terror

BOGSTAVELIGT TALT: Hvad er civilsamfundet? Anker Brink Lund og Gitte Meyer fra CBS Center for Civil Society Studies gennemgår civilsamfundet bogstav for bogstav. Vi er nået til T for Terror.

Terror betyder skræk eller rædsel.

Fra latin har ordet bevæget sig til blandt andet fransk, engelsk, tysk og dansk. Undervejs har det samlet en anden betydning op, som vel efterhånden er den mest udbredte – på dansk den eneste – betydning: målrettet udbredelse af skræk og rædsel, systematisk udøvelse af vilkårlig vold for at tvinge andre til underkastelse.

Ordbog over det Danske Sprog knytter med sin definition ret entydigt terror til udøvelse af statsmagt – ”voldsmetoder, anvendt i politisk øjemed for at kue modstanden mod et herskende regeringssystem” – men som bekendt er besiddelse af statsmagt på ingen måde en forudsætning for at benytte terroristiske virkemidler.

Terror var knyttet til gode hensigter
Det kan være svært at fatte, at terror som betegnelse for bevidst spredning af rædsel blev lanceret som et tilnærmelsesvis positivt begreb, knyttet til gode hensigter om at skabe et samfund, hvor der blev regeret til det fælles bedste, og lighed og frihed rådede.

Betydningen stammer kort sagt fra den franske revolution og tilskrives gerne den franske jurist Maximilien de Robespierre (1758-1794), der stod i spidsen for Jakobinerne, som igen stod i spidsen for revolutionen og ikke var til sinds at give plads til andre grupper.

Historikere strides om Robespierres rolle i forbindelse med rædselsregimet i 1793-94, hvor modstandere blev slagtet i stort tal, og Robespierre var medlem af en komite for offentlig sikkerhed. Det står dog til troende, at han 5. februar 1794 – få måneder før han selv blev henrettet – holdt en tale, der har blakket hans ry som overbevist og ubestikkelig demokrat betydeligt.

Dyden var terrorens kilde
Talen er vand på møllen for folk, der mener, at vejen til Helvede er brolagt med gode hensigter. Robespierre præsenterede en ganske langstrakt variant af det synspunkt, at målet helliger midlerne. Han gjorde gældende, at en demokratisk regering kun i fredstider kunne hente hele sin kraft fra dyden, mens den i forbindelse med en revolution i lige dele måtte basere sig på dyd og på rædsel. Uden dyd ville rædslen alene føre til fordærv, men dyden ville være afmægtig uden rædslen. Så brugen af terror var i virkeligheden blot det samme som hurtig, streng og ubøjelig retshåndhævelse – ja, dyden var terrorens kilde.

Robespierre var langt fra alene med dette synspunkt i sin samtid, og der har været mange efterfølgere. Terror er siden blevet anvendt af totalitære systemer verden over. Vilkårlige arrestationer, bortførelser og henrettelser, fangelejre og uigennemskuelige overvågningsmekanismer er blevet anvendt til at forhindre aktiv modstand mod systemerne.

Terror som afskrækkelse
Noget mere abstrakt, men stadig forbundet med en logik, der betragter skræk som et muligt instrument til at opnå gode formål, blev der under den kolde krig talt om terrorbalancen, der skulle modvirke en egentlig krig, fordi USA og USSR satte hinanden en skræk i livet med atomvåben med kapacitet til at sprænge hele kloden i stumper.

Det kaldes også almindeligvis terror, når krigsførende stater praktiserer målrettede bombardementer af modpartens civilbefolkning – en praksis, som formentlig forudsætter, at modparten anskues som ikke rigtigt menneskelig. Og den samme forudsætning må gælde for terroristiske gruppers aktiviteter.

Terrorismens udbredelse
Stater har jo ikke patent på terror, som i høj grad også har været og stadig bliver brugt af religiøse og ideologiske, herunder nationalistiske, grupper med henblik på at tvinge bestemte krav – eller en magtovertagelse – igennem. Attentater, bortførelser, bombesprængninger og gidseltagninger har længe stået på repertoiret, i de seneste tiår udvidet med blandt andet selvmordsattentater.

Terroristiske handlinger har bredt sig i de seneste årtier, og betegnelsen har fået vokseværk.

I praksis kan det være svært se forskel på galninge, der uden varsel skyder vildt omkring sig, og terrorister, der målrettet, instrumentelt og med politiske og religiøse begrundelser spreder død og ødelæggelse, idet de forstår sig selv som frihedskæmpere.

Det er imidlertid en vigtig skelnen, først og fremmest fordi den politiske opfølgning på terrorhandlinger kan føre til indskrænkninger af det frihedsrum, som et civilt samfund ikke kan klare sig uden.

Det dårlige civilsamfund
Terroristernes mål kan i princippet være politisk legitime. Midlet – rædsel i stedet for fredelige udvekslinger af synspunkter – er anti-politisk og alt andet end civiliseret, og det er en løbende diskussion, om terror, der ikke udøves af stater, kan og skal betragtes som et civilsamfundsfænomen.

I nyere samfundsforskning tales der om bad civil society. Udtrykket sigter til, at militante organisationer benytter demokratiske frihedsrettigheder til at bekæmpe andres frihed.

I den fortsatte diskussion er det vigtigt at huske, at det ikke er uproblematisk på forhånd at udelukke bestemte grupper og netværk fra fri deltagelse i civilsamfundet. Hvis normer om civiliseret og urban politisk aktivitet defineres meget snævert, kan prisen blive politiske indskrænkninger i de almene frihedsrettigheder – netop det, mange terrorister søger at opnå.

 

Se også Civilsamfund og Stat

Forrige artikel Civilsamfundets ABC: S for Social Næste artikel Civilsamfundets ABC: U for Utopi