Bliv abonnent
Annonce
Om  
Line Markert

Dansk Sejlunions formand stopper: Er valgt til international toppost

Line Markert er valgt til bestyrelsen i det internationale sejlsportsforbund World Sailing.
Line Markert er valgt til bestyrelsen i det internationale sejlsportsforbund World Sailing.Foto: Peter Brøgger/Dansk Sejlunion
11. november 2024 kl. 11.29

Dansk Sejlunions formand Line Markert har fået plads i World Sailings bestyrelse efter organisationens årsmøde, der blev afholdt 4. til 9. november i Singapore. Det betyder også, at hun stopper som formand for Dansk Sejlunion.

Det skriver Dansk Sejlunion i en pressemeddelelse.

Line Markert har været formand for Dansk Sejlunion siden 2017. Hun er desuden partner og advokat med speciale i energi, forsyning og infrastruktur ved advokatvirksomheden Horten, som hun har været tilknyttet siden 2003.

Hun blev valgt til World Sailings bestyrelse af et stort flertal, og op til bestyrelsesvalget har hun især haft fokus på kommunikation, governance og bæredygtighed.

"Jeg er glad, stolt og taknemlig over den tillid, der er blevet vist Danmark og den nordiske måde at arbejde for sejlsporten på. Vores erfaringer med governance og samarbejde er principper, vi gerne vil dele med resten af verden, og det har jeg gennem de seneste dage mødt stor opbakning til," siger Line Markert.

Til årsmødet blev World Sailings præsident, kinesiske Quanhai Li, genvalgt, mens den øvrige bestyrelse blev besat af repræsentanter for Tyrkiet, Australien, Polen, Mexico, Andorra og USA.

"Det er en meget farverig bestyrelse og politisk divers, hvilket jeg ser som en styrke. Samtidig er det tankevækkende, at små nationer er så stærkt repræsenteret. Flere har givet udtryk for, at de er bekymrede for at blive 'kørt over' af de store, rige sejlsportsnationer, så der bliver en vigtig opgave med at sikre det brede perspektiv," siger Line Markert.

Det internationale sejlsportsforbund World Sailing er sejlsportens mest indflydelsesrige politiske organ, og fra 2016 til 2020 havde forbundet den tidligere danske elitesejler Kim Andersen som præsident.

Annonce
Annonce
IconNyeste job
Vis alle

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026