DGI: Frivillige skal ikke være samfundets skraldemænd

Søren Møller
Landsformand i DGI

Regeringen har nedsat en task force med repræsentanter fra civilsamfundet, kommunerne, erhvervslivet og de faglige organisationer med det formål at få task forcens anbefalinger til regeringens kommende civilsamfundsstrategi.

Taskforcen har netop afleveret sine anbefalinger. De er isoleret set ganske fornuftige. Men jeg er stærk kritisk over for det forhold, at regeringen vil lave en civilsamfundsstrategi alene med ophæng i Socialministeriet.

Det er en rigtig god ide, at regeringen gerne vil have en strategi på så komplekst et område, men med det smalle afsæt har man gjort frivilligheden til skraldemænd for det, som ikke kan og vil finansieres på anden vis.

Strategien skulle have været forankret i Statsministeriet og på borgmesterkontorerne, for det handler grundlæggende om, hvordan man ser på sine borgere og den måde, som de organiserer sig på. Og det syn kan så sætte sig spor i blandt andet Socialministeriet, Kulturministeriet og Integrationsministeriet.

Staten og civilsamfundet skaber hinandens roller
Man er ikke frivillig for at redde et skrantende velfærdssamfund, men for at være noget for andre mennesker. Og civilsamfundet er ikke bare de foreninger og frivillige, som målretter deres indsats med udsatte borgere. Jeg ser civilsamfundet som den del af samfundet, som ikke er henholdsvis markedet eller den offentlige sektor.

Der er som sagt ikke en af task forcens anbefalinger, som ikke er gode og fornuftige, men de misser bare nogle vigtige pointer i det store spil.

Søren Møller
Formand i DGI

Det vil sige alle de interaktioner med hinanden, som ikke handler om et økonomisk bytteforhold, hvor i hvert fald den ene part tilstræber profit. Og/eller de interaktioner mellem hinanden, hvor ingen af parterne udfylder sin rolle i henhold til at være offentlig myndighed. Resten er civilsamfund, og i den optik spænder civilsamfundet fra venner, familie, naboer foreninger til organisationer.

Staten og civilsamfundet skaber hinandens roller. Hvad er offentlige myndigheders ansvar, og hvad er folks eget ansvar, og hvad er i samfundets interesse, at nogen tager ansvar for, når staten ikke skal. I praksis er grænsedragningen ikke så lige til, hvilket afspejler sig i, at virksomheder føler, at foreninger kan være unfair konkurrence, fordi man dels ikke skal have profit, og fordi man i nogle sammenhænge kan opnå offentlige tilskud.

På den anden side er faglige organisationer bange for at frivillige kan tage brødet ud af munden på fagfolk i den offentlige sektor. I historisk perspektiv har såvel markedet som den offentlige sektor bredt sig langt ind over det, som tidligere udelukkende var et anliggende for civilsamfundet.

Men det er en uundgåelig udvikling i et samfund, hvor der for store dele af befolkningen er mere knaphed på tid end på penge. Derfor har vi behov for at købe os fra nogle af de opgaver som tidligere lå i familien - enten på et marked eller via skatten.

Civilsamfundet skal ikke reduceres til et socialkit
Når vi holder os på det strategiske niveau, så er det vigtigt at holde fast i kernen i de tre forskellige missioner, som kendetegner henholdsvis marked, stat og civilsamfund. På markedet er kernen at kunne tjene penge, i staten er det at udøve politisk besluttede opgaver, og i civilsamfundet er det at være noget for hinanden på et frivilligt- og non-profit grundlag.

For uden et klart blik på denne kerne, så kan man ikke tage fat på en civilsamfundsstrategis vigtigste opgave, nemlig at kunne håndtere både samspil og grænsedragningen mellem stat, marked og civilsamfund.

Et eksempel: Det er netop det forhold, at Sunds Forenings Fitness er en non-profit forening med demokratiske vedtægter og båret af frivillige kræfter, som gør, at det er noget andet et kommercielt center, hvor man naturligt må sikre både løn og arbejdsvilkår. Og derfor skal en efterlønsmodtagere heller ikke modregnes i sin efterløn, når hun er frivillig i en forening.

Hvis grænsedragning i stedet skulle ske i forhold til, om aktiviteten fitness også kan udbydes som en kommerciel aktivitet, så begrænses civilsamfundet til det, som ingen andre vil røre ved.

Vi skal passe på, at vi ikke ender med, at civilsamfundet forstås som det, man ikke kan tjene penge på, og som politikkerne ikke vil prioritere. Jeg synes desværre, at vi er godt på vej i den retning. 

Så bliver forståelsen civilsamfundet reduceret til en smule social kit fremfor en vigtig kulturel dimension i samfundet, og civilsamfundet bliver godhjertede hattedamer fremfor en bred medmenneskelighed i vores kultur.

Regeringens fejl er ikke støre end den kan rettes
Kernen i regeringens civilsamfundsstrategi bør være meget enkel: Det folk selv kan finde ud af, er det bedste! Folk kan selv mere end man skulle tro, og hvis man understøtter, at folk finder ud af tingene sammen, så kan de virkelig meget.

Folk vil gerne tage et socialt ansvar i de sammenhænge, som de indgår i, når de kan se behovet og mulighederne for at gøre noget.

Et godt eksempel herpå er den forenings- og idrætskultur, vi har i Danmark, og som mange lande misunder os. For nogle år siden skulle jeg holde et oplæg i Columbia om, hvordan og hvorfor vi havde så stærk en foreningstradition.

På grund af sprogbarrierer og kulturforskelle søgte jeg helt ind til benet og sagde: ”I Danmark har vi en lov om, at offentlige bygninger skal stilles til rådighed for borgerne i fritiden til de aktiviteter, de ønsker, blot man danner en enkel åben og demokratisk organisation, som hedder en forening.

Og I har jo en masse offentlige bygninger, hvor borgerne kunne lave mange aktiviteter i fritiden. Jeg har lagt mærke til, at de alle er bevogtet af bevæbnede vagter, som skal holde folk ude. Kunne de ikke drejes en halv omgang og bidrage til at borgeren kunne lave aktiviteter med hinanden i god ro og orden?"

Det affødte en voldsom debat, hvor man nærmest var ved at rive hovederne af hinanden. Den handlede dybest set om, hvorvidt borgerne er nogle, man skal kontrollere, eller nogle man kan have tillid til.

For mig er det vigtigt, at udsatte borgere også har gode muligheder for at være med i aktive fællesskaber. Men det er lige så vigtigt, at stærke velfungerende personer også oplever den opdragelse og prægning til at fungere i fællesskaber, som foreningen også er. Og fordi man har et handicap eller en sygdom, kan man godt have mange ressourcer.

Der er som sagt ikke en af task forcens anbefalinger, som ikke er gode og fornuftige, men de misser bare nogle vigtige pointer i det store spil. Her er fire eksempler: Lige nu går byudvikling i Aarhus og København så hurtigt, at man sjældent når at tænke foreningsliv og faciliteter i de nye bydele fra starten af, og det kan blive både skidt og dyrt på den lange bane. Ghetto-problematikkerne er historiske eksempler på en hurtig byudvikling, som har slået fejl.

Når man ændrer skolestrukturer i en kommune, så ændrer man også indirekte struktur og muligheder i ungdomsidrætten, for børnenes hverdag skal hænge sammen, og de er oftest gruppestyret.

Vi skal passe på, at vi ikke har så travlt med at aktivere målgrupper, at vi glemmer at engagere dem i fællesskabet. Faren er, at vi skaber nydere fremfor ydere. Der vil altid være nogle få, som ikke vil hjælpes eller deltage, og bestræbelsen på at nå den umulige kan kaste skygger på den glæde og motivation, som er grundlagt for energien i civilsamfundet.

Men regeringens fejl er jo ikke større end at den rettes, og det udførte arbejde ses som trin 1.