Efter valget må Christiansborg tage ansvar for boligmarkedet i København

Jeg forstår impulsen. København har brug for flere boliger. Men når problemet i virkeligheden er et boligmarked, der fungerer som en investeringsmaskine, er flere byggekraner ikke svaret.

Hvis vi reducerer boligpolitikken til et spørgsmål om at bygge mest muligt hurtigst muligt, begår vi blot to fejl på én gang.

Vi forværrer klimakrisen, og vi løser stadig ikke boligkrisen.

Bygge- og anlægssektoren står globalt for omkring 30 til 40 procent af CO₂-udledningerne ifølge FN’s miljøprogram.

Alligevel er byggemanien på Rådhuset næsten grænseløs.

Selv partier, der ellers profilerer sig som grønne, virker til at have lagt klimaet på hylden, når der tales boliger.

Især SF og Radikale taler ofte om klimaets alvor. Men når diskussionen handler om byggeri i København, lyder svaret alt for ofte det samme som hos alle andre: byg mere, byg hurtigere. Det er svært at kalde det grøn politik.

Jeg frygter, at vi i forsøget på at bygge os ud af boligkrisen risikerer at forværre klimakrisen, uden at boligmarkedet nødvendigvis bliver mere tilgængeligt.

Der findes nemlig ingen storbyer, der alene har løst boligpriser ved bare at bygge mere og lade markedet styre udviklingen. De byer, der faktisk har formået at skabe betalbare boliger, har gjort det gennem stærke politiske modeller.

Wien er et klassisk eksempel, hvor almene og non-profit boliger spiller en afgørende rolle.

Boligkrisen i København er først og fremmest et markedsproblem. Og markeder regulerer vii kke kommunalt

Karoline Lindgaard (ALT)
Medlem af Borgerrepræsentationen

Der findes samtidig også mange måder at skabe flere boliger på uden massiv nybyggeri. Eksempelvis står omkring 800.000 kvadratmeter kontor tomme i hovedstadsområdet.

Nye lejligheder rummer ofte meget spildplads. Villaområder bebos af færre mennesker end tidligere. Tagarealer kan udnyttes til taglejligheder. Og Airbnb fungerer mange steder som skyggehoteller i stedet for lejligheder til københavnere.

Hvis vi vil skabe flere boliger, kan vi begynde dér.

Vi kan godt sætte speederen i bund og bare sig “byg, byg, byg”. Men hvis retningen er forkert, kommer vi ikke et bedre sted hen.

Vejen til et bæredygtigt og retfærdigt boligmarked kræver mere end nybyggeri. Den kræver politisk mod til at regulere et marked, der er løbet løbsk.

Men mens boligkrisen vokser i hovedstaden, taler regeringen om lavere boligskatter i provinsen, og højrefløjen råber i panik på “ro om boligskatterne”.

Men undskyld mig, men hvad er der roligt eller trygt ved et boligmarked, hvor du kun kan komme ind, hvis dine forældre er rige eller har friværdi?

Det er ikke tryghed. Det er en nedarvet privilegeret adgang til byen.

Boligkrisen i København er først og fremmest et markedsproblem. Og markeder regulerer vi ikke kommunalt.

Derfor er det også lidt paradoksalt, at så mange partier på rådhuset taler om flere byggekraner, mens de samme partier på Christiansborg forsvarer et skattesystem, der puster boligpriserne op.

Hvis vi virkelig skal løse boligkrisen, især den i og omkring København, bør det også være noget af det vigtigste, partierne på Christiansborg, skulle fokuserer på efter valget.