
Under kommunalvalget kunne man næsten ikke blive taget seriøst som kandidat, hvis man ikke havde sin egen plan for at løse boligkrisen i København. Det er heller ikke så mærkeligt. Boligpriserne i København er eksploderet.
Jeg ved det også fra mit eget liv. For seks år siden flyttede jeg fra Vestjylland til København.
Dengang vidste jeg godt, at det ville blive svært at få en fod indenfor på boligmarkedet. Men hvis det var svært dengang, er det næsten umuligt i dag.
Ifølge Københavns Kommunes boligredegørelse fra 2025 kræver det i dag omtrent dobbelt så høj indkomst at købe en gennemsnitlig lejlighed som for få år siden.
Hvis man i 2020 skulle tjene omkring 35.000 kroner om måneden for at købe en bolig, skal man i dag tættere på 70.000 kroner for at købe den samme.
Men mens boligkrisen vokser i hovedstaden, taler regeringen om lavere boligskatter i provinsen, og højrefløjen råber i panik på “ro om boligskatterne”
Karoline Lindgaard (ALT)
Medlem af Borgerrepræsentationen
Resultatet er, at boligmarkedet i stigende grad er forbeholdt dem, der har forældre med friværdi eller formue. Og for resten af os bliver København en by, man arbejder i, men ikke en by, man bor i.
En stor del af forklaringen ligger i vores skattesystem. Mens arbejde, virksomheder og aktieinvesteringer beskattes relativt hårdt, kan enorme værdistigninger på boliger realiseres næsten skattefrit.
Man kan bogstaveligt talt komme sovende til en formue, hvis man ejer de rigtige mursten på det rigtige tidspunkt.
Boliger er med andre ord blevet til investeringsobjekter og den udvikling bestemmes i høj grad på Christiansborg.
Alligevel er svaret på Københavns Rådhus i disse år blevet kogt ned til: “byg, byg, byg”, som overborgmesteren formulerede det i sin nytårstale i år.
Jeg forstår impulsen. København har brug for flere boliger. Men når problemet i virkeligheden er et boligmarked, der fungerer som en investeringsmaskine, er flere byggekraner ikke svaret.
Hvis vi reducerer boligpolitikken til et spørgsmål om at bygge mest muligt hurtigst muligt, begår vi blot to fejl på én gang.
Vi forværrer klimakrisen, og vi løser stadig ikke boligkrisen.
Bygge- og anlægssektoren står globalt for omkring 30 til 40 procent af CO₂-udledningerne ifølge FN’s miljøprogram.
Alligevel er byggemanien på Rådhuset næsten grænseløs.
Karoline Lindgaard (f. 2001) er medlem af Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune for Alternativet.
Hun er anden næstforperson for Borgerrepræsentationen og medlem af Økonomiudvalget og Klima-, Miljø- og Teknikudvalget.
Karoline Lindgaard er også politisk ordfører for Alternativet unge. Hun er fast skribent for Altinget Hovedstaden.
Selv partier, der ellers profilerer sig som grønne, virker til at have lagt klimaet på hylden, når der tales boliger.
Især SF og Radikale taler ofte om klimaets alvor. Men når diskussionen handler om byggeri i København, lyder svaret alt for ofte det samme som hos alle andre: byg mere, byg hurtigere. Det er svært at kalde det grøn politik.
Jeg frygter, at vi i forsøget på at bygge os ud af boligkrisen risikerer at forværre klimakrisen, uden at boligmarkedet nødvendigvis bliver mere tilgængeligt.
Der findes nemlig ingen storbyer, der alene har løst boligpriser ved bare at bygge mere og lade markedet styre udviklingen. De byer, der faktisk har formået at skabe betalbare boliger, har gjort det gennem stærke politiske modeller.
Wien er et klassisk eksempel, hvor almene og non-profit boliger spiller en afgørende rolle.
Boligkrisen i København er først og fremmest et markedsproblem. Og markeder regulerer vii kke kommunalt
Karoline Lindgaard (ALT)
Medlem af Borgerrepræsentationen
Der findes samtidig også mange måder at skabe flere boliger på uden massiv nybyggeri. Eksempelvis står omkring 800.000 kvadratmeter kontor tomme i hovedstadsområdet.
Nye lejligheder rummer ofte meget spildplads. Villaområder bebos af færre mennesker end tidligere. Tagarealer kan udnyttes til taglejligheder. Og Airbnb fungerer mange steder som skyggehoteller i stedet for lejligheder til københavnere.
Hvis vi vil skabe flere boliger, kan vi begynde dér.
Vi kan godt sætte speederen i bund og bare sig “byg, byg, byg”. Men hvis retningen er forkert, kommer vi ikke et bedre sted hen.
Vejen til et bæredygtigt og retfærdigt boligmarked kræver mere end nybyggeri. Den kræver politisk mod til at regulere et marked, der er løbet løbsk.
Men mens boligkrisen vokser i hovedstaden, taler regeringen om lavere boligskatter i provinsen, og højrefløjen råber i panik på “ro om boligskatterne”.
Men undskyld mig, men hvad er der roligt eller trygt ved et boligmarked, hvor du kun kan komme ind, hvis dine forældre er rige eller har friværdi?
Det er ikke tryghed. Det er en nedarvet privilegeret adgang til byen.
Boligkrisen i København er først og fremmest et markedsproblem. Og markeder regulerer vi ikke kommunalt.
Derfor er det også lidt paradoksalt, at så mange partier på rådhuset taler om flere byggekraner, mens de samme partier på Christiansborg forsvarer et skattesystem, der puster boligpriserne op.
Hvis vi virkelig skal løse boligkrisen, især den i og omkring København, bør det også være noget af det vigtigste, partierne på Christiansborg, skulle fokuserer på efter valget.
Artiklen var skrevet af
- Det er en sensation, at Jordskreds kandidater blev valgt ind. Bevægelsens næste kapitel bliver afgørende
- Folketinget reducerer antallet af udvalg for at mindske arbejdspres
- Fagbevægelsens udviklings- og bistandsorganisation skifter navn
- Centerchef: Problemer med at få støtte til drift rammer ikke kun de små organisationer
- Dansk version af EU-strategi, investering i folkeoplysning og fokus på private penge. Det ønsker aktører af ny regering





























