Politikere er nogle hyklere. Og det er måske meget godt

”Prefiguration” er med andre ord blevet et ganske udbredt fænomen i aktivistiske kredse på tværs af det politiske spektrum.

Som nævnt har denne udbredelse dog endnu ikke ramt de politiske partier, der fortsat opererer med en bemærkelsesværdig diskrepans mellem principper og praksisser. Der er dog som altid undtagelser til reglen.

Internationalt har Piratpartiet eksempelvis haft held med at efterleve deres radikalt-demokratiske idealer. Det samme har Podemos i Spanien og til en vis grad Femstjernebevægelsen i Italien.

Herhjemme har vi også et parti, der ad flere omgange har forsøgt at tage sin egen medicin: Alternativet. Partiet konstruerede for eksempel sit politiske program igennem en innovativ bottom-up-proces centreret omkring såkaldte ”politiske laboratorier”.

Vi bør spørge os selv, om ikke vi hellere vil have partier og politikere, der sætter noget på spil, og som i det mindste forsøger at efterleve egne idealer – også selvom det måske ikke altid lykkes?

Emil Husted
Lektor, CBS

Ambitionen var dengang ikke bare at lancere et storstilet politisk eksperiment, men også at vise omverden, hvad borgerinddragelse mere generelt kan bidrage med rent politisk.

Siden har Alternativet flere gange forsøgt sig med den strategi.

Hvem husker ikke, hvordan Uffe Elbæk – med afsæt i Alternativets debatdogmer – næsten egenhændigt ændrede tonen i valgkampen i 2015 ved at rose sine politiske modstandere og erkende egne svagheder? Eller hvordan partiet i 2016 begyndte at live-streame gruppemøder for at vise vejen til en mere transparent form for politik?

Selvom det første initiativ nok var mere vellykket end det andet, var begge eksempler på ”prefiguration” som politisk strategi.

I sidste uge var Alternativet atter i vælten med et nyt forsøg på at efterleve egne idealer. Denne gang omhandlede det partiets politiske vision om en 30-timers arbejdsuge for danske lønmodtagere. Alternativet har nemlig siden august givet sine medarbejdere fri med løn hver fredag.

Denne organisatoriske satsning illustrerede dog også faren ved ”prefiguration”. Medierne stod nemlig klar til at pille Alternativet ned fra den høje hest.

DR testede eksempelvis initiativet ved at ringe til partiets pressechef, som naturligvis tog telefonen på sin fridag (eller ”rådighedsdag”, som partiet kalder fredagen), og dermed mente journalisterne at have påvist det urealistiske ved en 30-timers arbejdsuge i professionel politik.

At efterleve sine egne idealer – ”practice what you preach” – er således en yderst effektiv men også potentielt farlig strategi i professionel politik, fordi den i allerhøjeste grad eksponerer et parti eller en politiker for anklager om hykleri.

Beskyldninger om hykleri er noget af det mest skadelige i moderne politik. Vælgerne vil have konsistens og utvetydighed.

De vil have politikere, der holder, hvad de lover, og som ikke foregiver at være noget, de ikke er.

Der er kort sagt ikke plads til inkonsistens, usikkerhed eller fejlbarlighed. Sådan er fortællingen i hvert fald.

Men som Silas Harrebye blandt andet har vist i sit forsvarsskrift for hykleri, er denne holdning til politik og politikere ikke bare urimelig; den er også uhensigtsmæssig.

For det første er det umuligt at agere politisk i et hyper-komplekst samfund uden på et eller andet tidspunkt at hykle – altså at sige ét og gøre noget andet.

For det andet bør vi som vælgere (og medier) spørge os selv, om ikke vi hellere vil have partier og politikere, der sætter noget på spil, og som i det mindste forsøger at efterleve egne idealer – også selvom det måske ikke altid lykkes?

En ting er i hvert fald sikkert: Hvis vi kræver, at vores politikere aldrig må have højere idealer, end de selv kan leve op til, så ender vi med en fattig og fantasiløs form for politik.

Og vil vi egentlig det?