Ny deltagerbølge skal forme et nyt Danmark

INTERVIEW: En række af Danmarks udfordringer er så komplekse og sammenfiltrede, at én kommune, én organisation eller én fagforening ikke kan løse dem. Men måske kan de, hvis de slår pjalterne sammen. Det er i hvert fald, hvad de to direktører i Huset DeltagerDanmark tror på. Og de står ikke alene.

Dette er en solstrålehistorie.

Godt nok handler den om problemer, udfordringer, genvordigheder, bøvl og besvær. Men i bund og grund er den et optimistisk fremtidsscenarie om et Danmark, hvor deltagende borgere i fællesskab og respekt for hinanden skaber nye løsninger på skuldrene af velafprøvede danske traditioner. Og det bedste af det hele er, at den fremtid allerede nu er på vej op af mulden.

Afsenderne af det positive budskab er Rune Baastrup og Bjørn Hansen. De er direktører og partnere i Huset DeltagerDanmark – en enhed der for nylig er udskilt fra Cevea for at nurse det deltagende Danmark, der spirer rundt omkring, imens modertanken varetager opgaven som klassisk politisk tænketank.

Og at de er mere gartnere end filosoffer, lægger de ikke skjul på.

”Vi er ikke dem, der løber foran og siger, vi er klogere end alle mulige andre. Vi er dem, der bliver inspireret af alt det, der sker i kommunerne, hvor man begynder at skabe kærlige kommuner; sender barselsfædre ud på plejehjem, fordi de gamle har godt af at se nogle små børn og arbejder med at invitere borgerne ind i midlertidigt stående udvalg – på nogle helt andre tidspunkter i politikformuleringen end normalt,” siger Rune Baastrup og fortsætter:

”I flere tilfælde siger byrådene meget klart: 'Det er os, der skal lære noget og lytte til borgerne’, og det er fantastisk inspirerende at følge den eksperimenteren, som kommer ud af at vende rollerne på hovedet.”

Den kollektive effekt
Tilgangen, som Rune Baastrup og Bjørn Hansen abonnerer på, hedder collective impact eller på dansk: kollektiv effekt.

Udgangspunktet er, at nogle af de problemer, vores samfund slås med, er så store, at de ikke kan løses af én aktør alene. Der skal flere til.

”Vi har nogle kæmpestore udfordringer,” siger Bjørn Hansen og opremser en lang kæde af sammenfiltrede problemstillinger: integration af et højt antal flygtninge; inklusion af de svageste borgere på arbejdsmarkedet; splittede samfund i byerne; børn, der forlader skolen uden at have lært nok til at klare sig; fraflytningen fra det såkaldte Udkantsdanmark, hvor hele lokalsamfund langsomt lukker ned.

”Det er sådan nogle altafgørende problematikker, som jeg ikke kan se en enkelt kommune, fagforening eller NGO, der kan løse. Så en kollektiv effekt er nødvendig, hvis vi skal løse de udfordringer, Danmark står overfor,” siger Bjørn Hansen.

Hvad er det, den kollektive effekt kan?

”Hvis den virker, kan den bringe alle de aktører sammen, der er relevante og nødvendige for at løse et problem. Det er det simple svar. Det ambitiøse svar er, at den kan meget mere end det,” siger Bjørn Hansen og uddyber:

”Når man bringer aktører sammen for at løse et problem, så opbygger man samtidig nye relationer mellem folk i et lokalsamfund eller nationalt. Så udover at løse nogle konkrete problemer, kan kollektiv effekt bringe folk sammen om at bygge noget, der er varigt. Det er jo en genopfindelse af en dansk tradition for samarbejde og for at løse fælles problemer.”

Nye fællesskaber på gammel recept
Fundamentet for de fælles løsninger er relationer mellem mennesker og evnen til at lytte til og forstå, hvor vi hver især kommer fra, og hvilke perspektiver vi hver især har. Og det er ikke nyt.

”Bønderne etablerede sådan set kollektiv effekt-institutioner, da de skabte andelsbevægelsen,” siger Rune Baastrup:

”Det var en måde at bruge den tillid, man havde opbygget ved at have været på højskole sammen, til at chippe, hvad man nu havde, ind i den fælles pulje, så man stod stærkere over for købstæderne og var i stand til at omlægge landbruget fra kornproduktion til animalsk produktion på meget kort tid i 1870‘erne. Det er en måde at skabe en kollektiv ramme om at nå et mål sammen, selv om man ud fra en snæver betragtning er konkurrenter.”

Har vi et eller andet sted i vores udvikling glemt den kollektive effekt, vi dyrkede i andelsbevægelsen og i den kooperative bevægelse?

"Det er måske ikke kun en forglemmelse,” siger Bjørn Hansen og fortsætter:

”Kvaliteten af fællesskaber afhænger af de værdier, de mennesker og det drive, der er i dem. Og der er jo nogle af de fælles institutioner, som blev skabt i dette forrige århundrede, som sandede til; som blev dårlige virksomheder; en måske lidt for storforbrugende offentlig sektor. Så det handler måske også om en manglende vedligeholdelse af relationerne; af at tale om værdierne, og hvorfor vi gør, som vi gør. Så jeg tror, der har været en forglemmelse, men også at man har forsømt at vedligeholde musklerne og evnen til at skabe forandring.”

Kontrollen skal afgives
Hvordan får man skabt den tillid, der skal til?

”Vi tror, det handler om at genopbygge relationer på gammeldags manér og lære hinanden at kende. Vi er gode til at drikke øl sammen og snakke om, hvad vi lavede i weekenden, men vi skal finde ind til kernen af vores værdier: Hvad er det, jeg elsker ved at bo her, men også hvad der frustrerer mig og gør mig vred? Vi skal finde de fælles værdier, der ligger i det og opdage, at der også er grund til have tillid til hinanden, og at vi kan bruge hinanden til at opnå nogle af de ting, vi sammen gerne vil,” siger Bjørn Hansen.

”Et vigtigt første skridt er at acceptere at for at opbygge den magt, der gør dig i stand til at nå fælles mål, bliver du nødt til at opgive kontrol. Og det er svært som planlægger,” supplerer Rune Baastrup.

Bjørn Hansen nævner et eksempel fra en kommune, som ville involvere sine borgere i løsningen af et specifikt geografisk problem.

“Noget af det første, vi sagde til dem, var: ‘Hvis I virkelig mener, at I vil invitere borgerne med, er I nødt til at spørge dem, om de også mener, det her er det mest presserende problem. Og hvis de nu siger, at de mener, noget andet er vigtigere; er I så klar til at afgive kontrollen og arbejde med det, borgerne peger på i stedet?’ siger Bjørn Hansen:

“Det med at afgive kontrollen ikke bare et slogan. Det er en præmis. Folk i udsatte boligområder har mange gange oplevet at blive spurgt af kommunen, hvad de synes om dette eller hint - vel vidende at der ligger en anden dagsorden inde bagved. Så man skal kun spørge, hvis man faktisk er klar til at høre svaret - og omlægge sit arbejde i en vis forstand efter svaret.”

Tilliden er den første taber
Rune Baastrup peger på en tendens blandt beslutningstagere til at bryde komplekse problemer op i deleelementer, som man så kan kaste en teknisk løsning efter. Men jo mere sammensatte et lokalsamfunds samlede problemer er, jo mindre bliver effekten af enkeltstående tekniske løsninger. Og jo mere man søger at løse komplekse problemer ved hjælp af tekniske løsninger, jo sværere bliver det for frivillige, borgere, organisationer og virksomheder at passe ind i planlæggernes kasser. Det er undergravende for tilliden hos borgere og medarbejdere, mener han. 

”Mange af de udfordringer, vi står overfor, er af kompleks, omstillingsmæssig karakter. Så hver gang man kaster en teknisk løsning efter et problem, og en minister står og siger, at nu har vi løst det på den eller den måde, så står borgerne tilbage med en følelse i maven af, at han ikke har forstået, hvor komplekst det er: 'Du har måske løst et lille hjørne af det, men problemet består',” siger Rune Baastrup:

”Vi mister simpelthen tilliden til beslutningstagerne, som går og snakker om, at en ny plan har løst et problem, som stadig består. Derfor er vores anke, at beslutningstagerne ikke lukker nok af den praktiske fornuft ind, og at man ikke i høj nok grad har tiltro til, at folk kan finde løsninger på problemer, de møder i deres dagligdag. Vi har brug for at se et langt mere dynamisk lederskab vokse frem, både i magtens høje haller og i de lokale, rodfæstede institutioner og organisationer.”

Det lyder som et opgør med new public management?

”New public management var jo et forsøg på at give et svar på nogle problemer med udgifter i den offentlige sektor,” siger Bjørn Hansen:

”Men når man kigger ud over Danmark, kan man jo se en masse ting, som ikke fungerer: mistillidskrise i den offentlige sektor, integration, udkantsproblematikken. Så man må konstatere, at den måde, man forsøger at lede sig til en løsning på problemerne, ikke virker. Den er i hvert fald ikke tilstrækkelig.”

En åben tilgang giver også konflikter
Men tag ikke fejl; det kollektive svar på samfundets problemer er ikke noget quick fix.

“Det rummer sindssygt store vanskeligheder,” medgiver Bjørn Hansen:

“Når man afgiver kontrollen og går mere åbent til problemløsningen, så kommer der til at være masser af konflikter. En kommune skal være klar til, at dem, man arbejder sammen med, bliver sure og laver en kampagne om, at man vil noget helt andet end det, kommunen har vedtaget. Og hvis man ikke er klar til også at omfavne den konflikt, så tror jeg, at folk vil opfatte samskabelse som mere snak end handling.”

Krav til embedsmænd, civilsamfund og politikere
Den kollektive tilgang stiller krav til både embedsmænd, civilsamfund og politikere, pointerer de to direktører.

  • Embedsmændenes rolle er ved at blive omformet i disse år, så de i højere grad bliver facilitatorer for de aktører, der arbejder på at skabe løsninger.

“Man skal se sin rolle som den, der kan bygge borgerne op til selv at løse nogle af deres problemer. I Holbæk har man folk, der er ansat som fællesskabere, hvis jobbeskrivelse er at skabe fællesskaber og facilitere menneskers samarbejde. Og det tror vi, der skal være endnu mere af,” siger Bjørn Hansen.

  • Civilsamfundet skal påtage sig sit ansvar og levere folk, der vil arbejde for de løsninger, man finder frem til.

“Der har været en tendens i civilsamfundet til at ruste op med nogle kommunikationsfolk, som er gode til at lave pressearbejde. Men det siger sig selv, at det er meget mere interessant at arbejde med en forening, som kan mobilisere og aktivere tusindvis af mennesker, end en som bare kan skrive en artikel i nyhedsbrevet,” siger Bjørn Hansen.

  • Og politikerne skal som nu sætte dagsordener og mål, men i langt højere grad involvere de aktører og ressourcepersoner, der kan spille med.

“Statsministerens tidligere rådgiver (Noa Redington, red.) har en meget god analyse, som siger, at måden, man viser handlekraft på i dag, er ved at opfinde en løsning, som ikke har nogen gang på jorden, og som kun har til formål at vise, at man er handlekraftig. Der er ingen bro fra selve problemet og til løsningen af det. Og derved kommer politikerne til at stå tilbage som impotente. Det gør, at man ikke bare kan smide et hurtigt beslutningsforslag på banen, hver gang der er et problem, for det er kontraproduktivt,” siger Bjørn Hansen.

Er de tre parter parate til at tage den nye rolle på sig?

“Vi ser det især i kommunerne, at der bliver eksperimenteret på livet løs. Alle mulige steder er deltagelse og samskabelse og det at engagere hinanden det nye sort. Det er ikke kommet til Christiansborg i ret stort omfang, men det er vigtigt for os at fokusere på noget af den fundamentale begejstring, der ligger ude i det kommunale Danmark,” siger Rune Baastrup.

To scenarier: Et optimistisk og et pessimistisk
I startede med at sige, at vi har forsømt at vedligeholde vores fællesskaber. Nu er vi ved at opbygge nye. Hvor tror I, at vi står om ti år?

“Jeg tror, at man kan være enten jubeloptimist eller pessimist,” siger Bjørn Hansen:

“Der er en deltagerbølge igang, hvor der sker rigtig meget; forældre går sammen om at oprette deres egne institutioner, nye fællesskaber i fagbevægelsen, Venligboerne. Vi tror, den udvikling kan føre til to scenarier: I det ene scenarie bliver deltagerbølgen et alternativ til velfærdssamfundet, fordi forældre og andre vælger de fælles løsninger fra, mens offentligt ansatte begynder at sive til nye institutioner, fordi der er højere til loftet uden for den kommunale og statslige logik,” siger han og fortsætter:

“Det andet scenarie er, at hele det drive, der er i civilsamfundet og i mange kommuner, bliver kimen til at forandre Danmark og skabe et bedre velfærdssamfund, hvor vi arbejder sammen om fælles løsninger. Hvor vi om fem-ti år ser hundredevis eller tusindvis af nye initiativer, der handler om at skabe en bedre hverdag for vores børn, skabe nye arbejdspladser i de kommuner, hvor de mangler. Hvor de ansatte i vores fælles institutioner er dybt motiverede og skaber forandringer i hverdagen. Hvis det scenarie skal blive til virkelighed, kræver det, at både planlæggere og ledere i civilsamfundet er i stand til at omfavne og lære af deltagerbølgen. Og det er det, vi håber og tror på.”

Forrige artikel Nye evalueringer: Sociale investeringer giver pote Nye evalueringer: Sociale investeringer giver pote Næste artikel En magtfaktor med muskelsvind En magtfaktor med muskelsvind
  • Anmeld

    Regula Maltry

    MERE NÆRDEMOKRATI

    Ja, lad skatteborgerne deltage meget mere i beslutningsprocesserne ! Men det kræver måske et mere folkenært, direkte demokrati, væk fra det centralistiske repræsentant-styrede embedsmandsvælde. Så kunne man måske få bugt med politikerleden, der hersker i dag. Men så skulle man måske lære lidt af mit hjemland Schweizes folkedemokrati, tage borgernes protester alvorlige og ikke bare viske næsten 200 000 underskrifter under gulvtæppet, som Corydon gjorde ved DONG-salget. Synd at Noa Reddington, som Helle Thornings Rådgiver (ham har jeg haft som elev i 9. kl. og diskuteret megen politik med) ikke kunne forhindre det, men han var jo også kun embedsmand.
    Tak for de gode foreslag Rune Baadstrup og Bjørn Hansen, der er måske trods alt håb for Danmark. Men lad os først og fremmest gå ud af de forbandede krige i Mellemøsten, eller læs Carsten Jensens bog 'Den første sten' (om krigen i Afghanistan), som skulle være pligtlæsning for enhver ansvarsfuld dansker. Men pas på, det er meget deprimerende.
    kam. hilsen Regula Maltry

  • Anmeld

    Ole Vagn Christensen

    Intet nyt i

    Men det er blevet ødelagt af at det politiske etablissement som havde glemt at det danske demokrati består af to bærende søjler, hvor af den ene er lovgivning og den anden er aftale systemet( den nordiske model hvor det gælder om at samtale om at nå resultater.
    Et af de væsentlige industrimenter er at skabe folkelig opbakning til at holde sammen om samfundet.
    Men det politiske etablissement har fjernet sig mere og mere fra at skabe en fælles holdning til, hvordan hele Danmark kan fungere har det politiske etablissement, fået stoppet med centralisme og at skabe et delt Danmark.
    Dette er det at husets direktører har fået øjnene op for, fordi tidsånden nu er der med de to nye bevægelser der er opstået og som er trådt ind på den politiske scene. Henholdsvis Alternativet som med deres engagement vil forme Rødbloks fremtid. Den anden er liberalalliance som vil genopvække blå bloks fremtid ved at få konservatismen genopvækket.
    Udfordringen er at de nye bevægelser ikke i en indbyrdes kamp ikke får mulighed for at grave grøfter.
    Derfor har jeg fortsat et stort håb til at trepartsforhandlingerne, kan få genoprettet samarbejdet mellem den politiske søjle og aftalesøjlen så de to søjler kan bære såvel hovedstaden, storbyernes kommuner, som det decentrale de lokale kommuner, kan hvile i overlæggeren vores fælles demokrati som bæres af de to søjler henholdsvis den lovgivningsmæssige(grundloven 1953) og den aftalebaserede.(september Aftalen af 1899)