SOS mod Racismes landsmøde har besluttet at give foreningens Venskabspris 2015 til Khaterah Parwani og Natasha Al-Hariri. Prisen uddeles mandag 18. januar.
”Vi har valgt Khaterah Parwani og Natasha Al-Hariri, fordi de er to meget markante personligheder i den hjemlige debat og samtidig i deres daglige virke arbejder imod diskrimination og for integration med beundringsværdig dedikation,” siger formanden for SOS mod Racisme, Jette Møller ifølge sameksistens.dk.
Khaterah Parwani er aktiv i den offentlige debat omkring integration og diskrimination. Hun studerer jura og er næstformand, juridisk rådgiver og ambassadør for ExitCirklen - Nej til psykisk vold & social kontrol. Hun er desuden tilknyttet DRC (Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination).
Natasha Al-Hariri er en debattør på de sociale medier, i dagspressen og på TV. Hun er opvokset i Hellerup, har libanesisk-palæstinensiske rødder, er praktiserende muslim og har valgt at bære tørklæde. I anledning af at hun har valgt at bære tørklæde som praktiserende muslim har hun været i heftig debat med Pia Kjærsgaard (DF). Hun studerer jura på kandidatstudiet ved Københavns Universitet og har været forkvinde for Ny-Dansk Ungdomsråd, er bestyrelsesmedlem og juridisk rådgiver hos Refugees Welcome og sidder nu også i Rådet for Etniske Minoriteter.
Pristildelingen sker ved et arrangement mandag 18. januar klokken 17 på Støberiets Café, Blågårds Plads 5 i København, hvor de to prisvindere vil tale om henholdsvis hadforbrydelser mod især muslimske minoriteter og integrationsudfordringer.
- Se stemmeprocenten i dit område: Stor demokratisk ulighed i naboområder
- Det er en sensation, at Jordskreds kandidater blev valgt ind. Bevægelsens næste kapitel bliver afgørende
- Folketinget reducerer antallet af udvalg for at mindske arbejdspres
- Fagbevægelsens udviklings- og bistandsorganisation skifter navn
- Centerchef: Problemer med at få støtte til drift rammer ikke kun de små organisationer




























