2 A'er: Feltpræsts selvhjælpsbog til værnepligtige er fuld af klichéer

Klichéerne står i kø

Allerede i tredje kapitel begynder klichéerne at hobe sig op.

"Embrace the suck" præsenteres som et klassisk godt råd. Specialstyrkernes velkendte motto – "we don't rise to the level of our expectations; we fall to the level of our training" – citeres som var det en selvstændig erkendelse.

"Huden er vandtæt", den bemærkning sergenter falder tilbage på, når regnen sætter ind, får ros som en vigtig soldaterfærdighed at omfavne.

Jeg har selv brugt alle klichéerne. De er udmærkede. De gør det lettere at trække vejret, når man står i mudder til knæene. Men de er ikke et sprog for det svære. De er en pause fra det.

At samle dem mellem to omslag og kalde det vejledning er at forveksle kasernekulturens egne tomgangsbemærkninger med indsigt. Den værnepligtige, der har læst bogens første ti sider, har som regel allerede hørt det meste af det, der står på de næste tohundredeoghalvtreds. Hørt det fra befalingsmanden, i messen, i køen i kantinen.

Det, der kunne have været en samtaleflade af stemmer fra felten, bliver i stedet en bibelsk selvhjælpsbog for værnepligtige.

Morten Kromann
Afghanistan-veteran

Det er ærgerligt, for feltpræsten har adgang til et stof, der ellers er svært at komme nær. Hun står uden for rangordenen og fører fortrolige samtaler. Hun hører de versioner af historierne, soldaterne ikke giver hverken til kammerater eller pårørende. Dér ligger en litterær guldåre så åbenlys, at man som læser læner sig fremad i forventning.

Men hver gang Krarup Ravn nærmer sig den, sætter hun farten ned og vælger den letteste pointe. En sergents cirkelsætning – "når tingene ikke giver mening, så er det meningen, at de ikke skal give mening. Derfor giver de mening" – bliver til en punchline, forfatteren beskriver som "en vigtig indsigt". Det er det ikke.

At Krarup Ravn ikke gemmer sin kristne tradition væk er modigt i 2026. Men på vejen mod det bibelord, der lukker hvert kapitel, snor teksten sig forbi Ringenes Herre, American Sniper og et Dumbledore-citat.

Hver soldatererfaring skal sammenlignes med noget, der er sket på et lærred eller en bogside, og hverken skriften, populærkulturen eller soldaternes egne ord får lov at stå selv.

Malplaceret Harry Potter-parallel

Hertil kommer formen. Hvert af de 50 kapitler afsluttes med faste blokke: "Stop og tænk", "Eftertanke" og "Bibelord". "Struktur binder angst", lyder det i bogen. Men her virker den desværre kvælende.

"Eftertanken" lægger op til at være kapitlets elegante samling, det sted, hvor det læste lander. I praksis bliver den oftest endnu en kliché, sat op i kortere linjer for at ligne en fortætning.

"Det her er lort. / Men jeg går ikke i stykker af det. / Jeg æder det, der kommer." Det er fint som mantra på en barakstue. Som litterær opsamling efter et kapitel, der vil sætte ord på det svære, er det netop det, en eftertanke ikke skal være: et færdigt svar.

Bogen er, kort sagt, så banal, at man roligt kan lade være med at læse den.

Morten Kromann
Afghanistan-veteran

I kapitlet om at have mistet en kammerat i krig forfalder forfatteren til Harry Potter. Skolelederen Dumbledore hentes ind med en af sine berømte replikker fra romanseriens sidste bog: "Ha' ikke medlidenhed med de døde, Harry. Ha' medlidenhed med de levende og frem for alt med dem, der lever uden kærlighed."

Forfatteren kalder det "en af Dumbledores mest berømte og betydningsfulde replikker" og bruger den som filosofisk anker i et kapitel, der skal hjælpe en ung soldat med at leve videre efter en kammerats død. På fire sider blandes Dumbledore med Kierkegaard og et digt af Søren Ulrik Thomsen.

Jeg er selv glad for Harry Potter. Men når man som ung mand sidder med beskeden om, at ens bedste ven kommer hjem til Danmark i en kiste indhyllet i Dannebrog, kan en romanfigur fra en (børne)bogsserie ikke bære vægten. Heller ikke med hjælp fra Kierkegaard.

En bibelsk selvhjælpsbog

Bogens stærkeste passager er paradoksalt nok dem, hvor forfatteren træder ud af lokalet. En del af veterancitaterne, der ligger som gæstestemmer i kapitlerne, er præcise, ofte vittige, og indimellem rammer de på en måde, ingen liturgi kan matche. Disse stemmer er bogens egentlige stof.

Problemet er rammen. Veteranerne får sjældent lov at stå selv. Hver gang en af dem siger noget, der bærer, samler forfatteren op, glatter ud og lægger en eftertanke under.

Eftertanken er penslet så grundigt ud, at læseren ikke længere har noget at tænke over. Det, der kunne have været en samtaleflade af stemmer fra felten, bliver i stedet en bibelsk selvhjælpsbog for værnepligtige.

Der vil utvivlsomt være værnepligtige, som finder genkendelse i, at også deres egne kasernevittigheder nu er trykt på papir.

Morten Kromann
Afghanistan-veteran

'Soldatens rum' er en venlig bog. Der vil utvivlsomt være værnepligtige, som finder genkendelse i, at også deres egne kasernevittigheder nu er trykt på papir. Det er en god ting i sig selv.

Løftet i titlen rækker bare længere.

Bogen annoncerer sig som et sted, soldaten kan gå hen, når de virkelig svære spørgsmål melder sig. Jeg kan ærlig talt ikke forestille mig at tage den frem og søge trøst eller svar her.

Bogen er, kort sagt, så banal, at man roligt kan lade være med at læse den.