Den nye Kommission skal tage de energipolitiske tøjler fra medlemslandene

Særinteresser og manglende samarbejde om emner som sammenkobling af energinet og forsyningssikkerhed holder Europa tilbage i kampen for energisikkerhed. Foruden de to emner er klimaet et centralt europæisk anliggende - ikke et nationalt.

Thomas Becker
CEO, European Wind Energy Association

Af Thomas Becker
CEO, European Wind Energy Association

Den tidligere franske premierminister Georges Clémenceau sagde engang, at krig er for alvorlig en sag at overlade til militærfolk. På samme måde mener jeg, at energipolitik er for vigtigt til at blive overladt til nationale regeringer. 

For nylig udtrykte jeg et ønske for de 28 medlemslande i EU om at tage en fælles beslutning om at skabe et indre marked for energi. Ethvert skridt imod et integreret energisystem i Europa vil ikke kun kræve stor politisk vilje, men også et markant skifte i det europæiske mantra. Den nylige nominering af den polske premierminister, Donald Tusk, som ny formand for Det Europæiske Råd har bragt dette emne på banen igen.

Europas strategiske svaghed
Hr. Tusk er muligvis en kulmand, men han er også fortaler for en europæisk energi union. Mens hans visioner for en sådan union måske er forfejlede, kan jeg ikke være mere enig med hans tilkendegivelse af en fælles energipolitik udarbejdet af lovgiverne i Bruxelles. Hr. Tusk har påpeget en af Europas største strategiske svagheder. At EU importerer 54 pct. af sin energi, primært fra Mellemøsten og Rusland.

Som et resultat af, at vi er bundet op på disse flygtige regioner, har man ofret energisikkerheden på altret, industrien lider, og forbrugerne er taget som gidsler i et spil, de ikke er en del af.

I dag lever vi i en Union, der strækker sig fra den Arktiske Cirkel til Gibraltarstrædet med fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser. Europa er verdens største handelsblok, men alligevel ligger energi og den frie strøm af elektricitet stadigvæk stadig hos de nationale parlamenter. Særinteresser og manglende samarbejde om emner som sammenkobling af energinet og forsyningssikkerhed holder Europa tilbage i kampen for energisikkerhed. Foruden de to emner er klimaet et centralt europæisk anliggende - ikke et nationalt.

Et kludetæppe af inkonsekvens og modsigelse
Jeg har udpeget to hovedområder, hvor det er nødvendigt med reform.

Det første skridt er at få de nationale regeringer til at opgive deres kæpheste overfor den nationale energipolitik. Billig energi for forbrugere og industri er ganske enkelt ikke muligt, når beslutninger, der kan have betydning for en nabostat, bliver taget ud fra et nationalpolitisk synspunkt.

Lige nu har vi et system, hvor 28 energiministre er tvunget til at slås med 28 finansministre, som til gengæld behandler de indenlandske energikilder som en pengemaskine til at polstre de offentlige kasser. Hvis man hertil lægger 28 regulatorer, der opsætter forskellige nationale standarder, begynder Europas koordinering af energipolitik at ligne et kludetæppe af inkonsekvens og modsigelse.

Ny EU traktat ønskes
For at et europæisk energimarked kan fungere optimalt, er det nødvendigt med en fælles EU-kompetence på det energipolitiske område, én enkelt kontrolmyndighed og en fælles infrastrukturfond til at skubbe på for fælles integration af energien. For at kunne opnå denne vision bør statslederne overveje at genåbne traktaten om Den Europæiske Union, efter den fejlslagne traktatændring i Lissabon-traktaten undlod at løse de økonomiske udfordringer, der er i at have et stadigt mere varieret sæt medlemslande.

Meget lig bankunionen og dannelsen af efterkrigstidens Kul og Stålunion skulle der en krise til, før politikerne handlede og tvang Europa tættere sammen. Nu, mens krisen i Ukraine står i lys lue, er tiden inde til en energiunion.

Jeg håber blot, at at Europa's ledere vil vise den samme appetit på forandring på dette afgørende tidspunkt. Fremtiden for vores Union og energiforsyning afhænger af det.