Finanskrisens femårsjubilæum

Jeg insisterer på, at vi ikke skal læne os tilbage. Vi skal fortsætte med at gennemføre reformer af finanssektoren - i Danmark og i EU.

Emilie Turunen (S)
MEP

Af Emilie Turunen (S)
Medlem af Europa-Parlamentet

I søndags var det fem år siden den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers krakkede og satte gang i den værste finanskrise i 80 år. Et halvt årti efter lider vi stadig under krisens konsekvenser: tårnhøj arbejdsløshed, faldende levestandarder, recession og usikre fremtidssigter.

Læren fra Lehman er klar: Vi tillod gennem to årtier systemet at mangedoble deres investeringer uden tilsvarende at hæve egenkapitalen - en gearing der viste sig at være katastrofal. Vi har lært, at kreative finansielle opfindelser ikke var sikre, men reelt varianter af 'finansielle masseødelæggelsesvåben'. Vi har konstateret, at vi ikke kan have en uberettiget tiltro til rationelle forventninger, markedseffektivitet og moderne finansteknikker.

Vi har set, hvordan profitten er privatiseret, mens tabene er kollektiviseret. Vi har fået udstillet vores politiske magtesløshed. Og vi har sagt til hinanden: "Aldrig mere."

Stadig lang vej igen
Men her fem år efter er der desværre lang vej igen i forhold til at sætte en stopper for fremtidige kriser.

For ganske vist er risikoen for en ny krise mindsket: Nogle af de mest vanvittige innovationer er rullet tilbage, bankerne er en smule bedre polstret økonomisk, og der er en større forsigtighed i de finansielle virksomheder. Men der er stadig en række udfordringer. Lad mig nævne nogle af de vigtigste.

For det første er bankerne fortsat ikke tilstrækkelig polstret rent økonomisk. De europæiske banker er stadig voldsomt gearede. Og foreløbig er diskussionen om gearing udskudt i forbindelse med EU-forhandlingerne om det fjerde kapitalkravsdirektiv. Det lykkedes end ikke at blive enige om det ellers meget lave loft, der blev aftalt i Basel III på 3 procent, og som svarer til, at bankerne må stifte gæld (investeringer og udlåne) ud for 100 kroner, hver gang de har 3 kroner i egenkapital.

For det andet er bankerne fortsat alt for store og dermed for vigtige, til at man som politiker kan lade dem gå ned. Det skaber et alt for stort pres på staternes økonomier, fordi de nødvendigvis må træde til, hvis de store banker kommer i problemer. Heller ikke her er der gjort fremskridt: vi har fortsat mange "too big to fail"-banker.

For det tredje er der sket det, at - i takt med at de traditionelle banker reguleres hårdere - er stadig flere aktiviteter rykket over i den uregulerede del af sektoren i såkaldte skyggebanker - hvor der ikke stilles tilsvarende krav til eksempelvis likviditet, kapital og aflønning. Det betyder også, at risici bliver forskudt og rykket uden for myndighedernes tilsyn.

For det fjerde er der ikke for alvor taget hånd om aflønningssystemerne i finanssektoren. Der bliver stadig uddelt store bonusser, som understøtter risikotagning og kreativ finansiel innovation. Der er stadig skæve incitamentstrukturer.

Alt i alt er disse punkter en påmindelse om, at der fortsat udestår et kæmpe arbejde, før vi igen har en finanssektor, der er sund og stabil.

Problemet er, at momentum er ved at rinde ud. De første år efter krisen var der bred politisk enighed om, at der skulle gøres noget markant. Nu har der i stedet bredt sig en stemning af, at politikerne risikerer at kvæle bankerne gennem overregulering - og det bliver stadig mere vanskeligt at få ambitiøs og effektfuld lovgivning igennem.

Jeg insisterer på, at vi ikke skal læne os tilbage. Vi skal fortsætte med at gennemføre reformer af finanssektoren - i Danmark og i EU. Fordi det er for samfundets bedste. Fordi vi skylder at have modet til at rydde ordentligt op - også her fem år efter krakket.