Kampen om ny kommissionsformand kan svække EU

Den engelske premierminister David Cameron har i en bemærkelsesværdig artikel, bragt af en række europæiske aviser, blandet sig i diskussionen om valg af EU's kommende kommissionsformand.

Han er stærk modstander af den metode til valg af formand, som Europa-Parlamentet ønsker anvendt.

De nugældende regler for valg af kommissionsformand blev indført i forbindelse med Lissabontraktatens ændringer (i 2009) af Unionstraktaten og knytter resultatet af valg til Europa-Parlamentet sammen med valg af Europa-Kommissionens formand.

I følge artikel 17 i Unionstraktaten skal Det Europæiske Råd, det vil sige EU's stats- og regeringschefer, med kvalificeret flertal under hensyn til valget til Europa-Parlamentet og efter passende høringer, foreslå en kandidat til posten som kommissionsformand, og denne vælges af Parlamentet med et flertal af samtlige dets medlemmer.

Hvis kandidaten ikke får et sådant flertal, foreslår Det Europæiske Råd med kvalificeret flertal inden en måned en ny kandidat, der vælges efter samme procedure. Kommissionsformanden, udenrigsrepræsentanten og de øvrige medlemmer af Kommissionen skal godkendes samlet ved en afstemning i Parlamentet. På grundlag af denne godkendelse udnævnes Kommissionen af Det Europæiske Råd, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal.

Europa-Parlamentets rolle
Så vidt så godt. Der er imidlertid opstået problemer, fordi nogle, blandt andet den tyske kansler, Angela Merkel, har accepteret Europa-Parlamentets idé om, at den, der skal vælges, skal være den spidskandidat, som Europa-Parlamentet har valgt at indstille, hvilket er kandidaten fra den gruppe, som har fået flest stemmer ved parlamentsvalget.

Hvis man vælger at presse Parlamentets foreslåede metode for valg af kommissionsformand igennem, kan man med rette fastslå, at der sker en markant fravigelse af reglerne i EU-traktatens artikel 17. De regler er ikke fastsat helt tilfældigt, og man må give Cameron ret i, at indtil der måtte blive vedtaget en traktatændring på det punkt, bør alle respektere, at Det Europæiske Råd står frit med hensyn til, hvem det vil foreslå.

Peter L. Vesterdorf
Seniorrådgiver i advokatfirmaet i Publicure, lic.jur.

I dette tilfælde er det den erfarne Jean Claude Juncker, tidligere premierminister i Luxembourg, der er en "gammel" kending på EU-plan og måske ikke ligefrem en mand, der kan tilføre EU en ny og mere dynamisk udvikling, der tager passende højde for de usædvanligt mange proteststemmer, der blev afgivet ved Europa-Parlamentsvalget.

Selvom disse stemmer udgjorde et mindretal på omkring 30 procent af dem, der deltog i valget på EU-plan, vil det rimeligvis være klogt at søge dem imødekommet, så længe det kan ske uden at bryde med de fundamentale principper, der ligger til grund for EU (fri bevægelighed og så videre).

Til skade for Europa
Men, som Cameron ganske rigtigt fremhæver, så har de europæiske vælgere ikke valgt Juncker til formand for Kommissionen. Det er også korrekt af Cameron at sige, at hvis man vælger at acceptere og efterleve den bastante holdning, Europa-Parlamentet har med hensyn til valg af kommissionsformand, og går frem som ønsket af Parlamentet, så kan det blive skadeligt for Europa.

Det ville reelt overdrage magt til Parlamentet uden vælgernes godkendelse, og det kan nok også siges med rette, at det ikke nødvendigvis ville styrke EU's demokratiske legitimitet.

Det er også korrekt, at det ville svække Det Europæiske Råds muligheder for at vælge det bedst egnede formandsemne. Eksempelvis Christine Lagarde, chef for Den Internationale Valutafond (IMF). Den bedst egnede kunne efter omstændighederne også være en af stats- og regeringscheferne, der alt andet lige vil kunne drage fordel af sin politiske tyngde og indflydelse og dermed måske også styrke EU og tilliden til EU.

Cameron har også ret i, at den af ham kritiserede fremgangsmåde vil politisere Europa-Kommissionen. Det kan være både godt og ondt, men i realitetens verden ville Parlamentets foreslåede valgmetode antagelig gøre kommissionsformanden mere forbundet med Parlamentet end nu.

Det vil trække i retning af at svække Kommissionens uafhængighed af særlige politiske interesser. Ønsket om at undgå en sådan afhængighed er netop baggrunden for, at EU er bygget på den konstruktion, at Kommissionen på næsten alle områder har monopol på at fremsætte lovforslag.

Mulig forfatningskrise
Kommissionen må dog være varsom med at lægge sig for meget ud med Parlamentet, der med to tredjedeles flertal af de afgivne stemmer og et flertal af Parlamentets medlemmer kan tvinge Kommissionen til at gå af. Det våben har Europa-Parlamentet hidtil ikke benyttet, men ved at true med det foranledigede det den af Jacques Santer ledede kommission i 1999 til at gå af.

Der gøres af og til forsøg på at mobilisere et mistillidsvotum mod Kommissionen. Men "mistillidsvåbnet" anses for en slags atomvåben, der ikke er anvendeligt, når det gælder Parlamentets muligheder for at påvirke Kommissionen som led i den løbende lovgivningsproces. Sådan har det været hidtil, men det er ikke sikkert, at det fortsætter, hvis der opstår en form for forfatningskamp i EU.

Hvis man vælger at presse Parlamentets foreslåede metode for valg af kommissionsformand igennem, kan man med rette fastslå, at der sker en markant fravigelse af reglerne i EU-traktatens artikel 17. De regler er ikke fastsat helt tilfældigt, og man må give Cameron ret i, at indtil der måtte blive vedtaget en traktatændring på det punkt, bør alle respektere, at Det Europæiske Råd står frit med hensyn til, hvem det vil foreslå.

Såfremt der opstår en strid med Parlamentet, og det ikke vil godkende nogen af de kandidater, der måtte blive opstillet af Det Europæiske Råd, har vi en reel forfatningskrise på EU-plan.

Det direkte valgte Europa-Parlament, som der kan siges meget godt om, og som har meget stor betydning for EU's udvikling og funktion, bør klappe hesten og acceptere, at den metode for valg af ny kommissionsformand, det har lagt op til, ikke bør gennemtvinges ved f.eks. at blokere for valg af en ny kommissionsformand, der ikke er Parlamentets spidskandidat.

Hvis Parlamentet omvendt bliver udsat for et så hårdt pres, at det må acceptere en anden end sin spidskandidat, kan det til gengæld medføre, at den, der vælges som formand, og hele Kommissionen bliver udsat for en hårdere behandling fra Parlamentets side i den kommende valgperiode på fem år.

Risikoen for et mistillidsvotum vil nok blive mere af en realitet, end hvad den hidtil har været. Men det bør man leve med. Også Parlamentet bør acceptere, at traktaten bygger på den nuværende konstruktion, der er et forsøg på en passende balance under hensyntagen til såvel EU's muligheder som medlemslandenes interesser og en Kommission, der skal kunne arbejde uafhængigt af de enkelte EU-landes nationale interesser.

Uafhængig kommissionsformand
Camerons forsøg på i sin artikel at nedvurdere Europa-Parlamentet og dets krav til måden, kommissionsformanden skal vælges på, ved at henvise til den lave vælgerdeltagelse ved parlamentsvalget bør ikke stå uden kommentar. Han og de andre stats- og regeringschefer har selv været med til at gøre interessen for Parlamentet og valgdeltagelsen mindre, end den burde være.

Man opstiller ofte alt for "lette" kandidater, og stats- og regeringscheferne deltager for det meste ikke i parlamentsvalgkampene med noget, der ligner reel interesse. Det skyldes måske, at stats- og regeringscheferne ser EU, hvor de hver især kun i begrænset omfang kan udøve magt, som en konkurrent til de nationale systemer, de selv er de øverste ledere af.

Men Cameron har ret i at lægge vægt på, at stats- og regeringscheferne (Det Europæiske Råd) bør have mulighed for, uden at være bundet af Parlamentet, at finde en formandskandidat, der kan overbevise EU's vælgere om, at man tager deres bekymringer alvorligt.

Det må indebære, at der findes en sværvægter og ikke en formand, der kommer til at være Camerons eller nogen andens skødehund. Det kunne f.eks. være Christine Lagarde, chef for IMF, eller Pascal Lamy, forhenværende chef for WTO og tidligere medlem af Kommissionen.

Formand med ny EU-politik
Cameron bør til gengæld ikke få held til at gennemtvinge valg af en kommissionsformand, der vil rulle EU tilbage. Det er der ikke brug for. Der er brug for det modsatte, men vel at mærke kun på områder, hvor EU for alvor kan bedre borgernes vilkår.

Det gør man ikke ved at svække den fri bevægelighed for varer og arbejdskraft og så videre, men gennem en ny EU-politik, der kan sikre en væsentlig bedre varetagelse af det økonomisk-politiske samarbejde og beskæftigelsesmulighederne end hidtil, kombineret med en frihandelsaftale med USA og en effektiv, solidarisk energipolitik i EU.

Det ville virkelig kunne gøre en positiv forskel både internt i EU og i forhold til omverdenen. Det er en personlighed, der skønnes særlig velegnet til at sikre en sådan udvikling, der bør vælges til ny formand for Kommissionen. Uanset om vedkommende er Europa-Parlamentets spidskandidat eller ej, hvilket formelt juridisk ikke ville være uforeneligt med pligten for Det Europæiske Råd til at tage hensyn til valget til Europa-Parlamentet.