Debat

DI: Fødevareområdet står i forandringens tegn

DEBAT: Fødevareområdet er under stor forandring. Miljø- og fødevareministeren har derfor en opgave i at få skabt politiske rammer, der ikke hæmmer virksomhedernes vækstmuligheder, skriver Leif Nielsen fra DI.

Miljø- og fødevareministerens opgave er at skabe politiske rammer for et fødevareområde i forandring, skriver DI's Leif Nielsen.
Miljø- og fødevareministerens opgave er at skabe politiske rammer for et fødevareområde i forandring, skriver DI's Leif Nielsen.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Leif Nielsen
Branchedirektør, DI Fødevarer

To år er gået med to ministre og to ministerier, der blev til ét. Det har på mange måder været to år i omstillingens tegn for de to miljø- og fødevareministre, der har haft posten. Først Eva Kjer Hansen (V) som lykkedes at få bugseret en landbrugspakke i mål. Pakken blev også hendes endeligt som minister i denne omgang, men hun nåede at efterlade et godt indtryk som en minister med stærkt fokus på at styrke virksomhedernes rammer.

Siden har Esben Lunde Larsen (V) fået opgaven med at lede det sammenbragte ministerium, og han har fra start taget arbejdshandskerne på, markeret sig i debatten og arbejdet videre med at få skabt sammenhæng mellem miljø- og væksthensyn i fødevaresektoren. Hertil kommer opgaven med at få en fusion mellem to ministerier til at fungere i praksis. Det er en vanskelig opgave. 

To år i forandringens tegn
Det har været to år med masser af forandringer at forholde sig til for de to ministre – politisk og organisatorisk. Også teknologisk er der fuld fart på forandringerne. Det mærker fødevarevirksomhederne til dagligt. Der ligger derfor en opgave i at få skabt nogle politiske rammer, der kan håndtere disse forandringer, uden at det går ud over virksomhedernes vækstmuligheder. For virksomhederne i fødevareindustrien skaber den største del af værditilvæksten i fødevareklyngen – fra jord til bord.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Ny teknologi og digitalisering i produktionsleddet og i salgsprocesserne udfordrer den måde, der drives forretning på i dag. I fremtiden vil produktionsvirksomheder, detail, take-away, restauranter og gårdbutikker handle på kryds og tværs af hinanden.

Den traditionelle værdikæde er under forandring. Helt naturligt kommer det derfor også til at udfordre den måde, som fødevarekontrollen hidtil har været indrettet. Det bør et kommende fødevareforlig adressere.

Der ligger en opgave i at få skabt nogle politiske rammer, der kan håndtere forandringer, uden at det går ud over virksomhedernes vækstmuligheder.

Leif Nielsen
Branchedirektør, DI Fødevarer

Sundhed på dagsordenen
Sundhed er en anden vigtig dagsorden. Fødevareindustrien kan bidrage til løsning af sundhedsudfordringerne. Fra industriens side er vi klar til at tage endnu større ansvar for denne dagsorden. Virksomhederne gør allerede en masse for at skabe et sundere udbud af produkter til gavn for forbrugerne. Der arbejdes aktivt med salt-, sukker- og fedtreduktion, med nye ingredienser og udvikling af nye fødevarer ude i virksomhederne.

Sundhed er faktisk sund fornuft for virksomhederne. Der er bare brug for bedre muligheder for at kunne anprise produkterne, ligesom der er behov for rene retningslinjer for kommunikation, herunder på de sociale medier, så vi i højere grad kan undgå, at fake news rammer køledisken.

Endelig er der brug for at få taget et opgør med den kommende stigning i chokolade- og sukkervareafgiften per 1. januar 2018, så det ikke bliver yderligere økonomisk attraktivt at handle illegalt med slik og chokolade. Samtidig er det en vigtig politisk opgave at forsøge at afbøde de negative konsekvenser af Brexit.

Forandringerne fortsætter med andre ord. Der bliver nok at tage fat på.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Leif Nielsen

Branchedirektør, DI Fødevarer
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)

0:000:00