Svineproducenter: Hvornår begynder Dyrenes Beskyttelse at beskytte grisene?

Af Henrik Mortensen
Formand for Danske Svineproducenter

”Grise, der går under dårlige og stressende forhold, vil ofte begynde at bide i hinandens haler”. Det er noget af den retorik, der ligger bag Dyrenes Beskyttelses kampagne ”Burgrise – nej tak”, og som blandt andet er fremført af dyreværnsforeningens formand Britta Riis i et læserbrev i Jyllands-Posten fredag 11. august.

Det er flot, at Britta Riis indrømmer det, som hun må vide bedre end så mange andre. Sagen er nemlig, at der er større problemer med halebid hos økologiske grise og hos grise, der betegnes frilandsgrise, end hos konventionelle grise. Og kød fra de to produktionsformer med de massive halebidsproblemer er lige netop dem, som Dyrenes Beskyttelse blåstempler over for forbrugerne med deres mærkningsordning ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse”. Fakta om de tre produktionsformer fremgår af figuren nedenfor.

Hidtil har det været svært at få Dyrenes Beskyttelse til at erkende, at der skulle være velfærdsmæssige udfordringer forbundet med økologi og den øvrige frilandsproduktion, så derfor tager jeg hatten af for direktørens indrømmelse.

Nu savner jeg så kun, at direktøren også indrømmer sine reelle bevæggrunde for favoriseringen af produktionsformerne under ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse”. Sagen er nemlig den, at Dyrenes Beskyttelse får penge for hvert af foreningens mærker, der lander i forbrugernes indkøbskurv. Det er ikke noget, som foreningen skilter med, men ville det ikke være fair?

De allerfleste økologiske grise og frilandsgrise (efter nogle få uger på fold tidligt i livet) vokser op med beton under tæerne i stedet for jord eller grønt græs. Bortset fra mere plads og mængden af halm ligner det altså meget de forhold, som en konventionel gris vokser op under.

Henrik Mortensen
Formand for Danske Svineproducenter

Og mht. halebid må det være på tide, at Dyrenes Beskyttelse, som officielt arbejder for bedre dyrevelfærd, anerkender det videnskabelige arbejde og de data fra det virkeligelige liv, som viser, at halekupering angiveligt er det mest effektive forbyggende redskab mod halebid.

Konventionel svineproduktion er foran økologerne
Selvfølgelig ville vi helt almindelige svineproducenter meget gerne undvære halekupering. Vi gør det kun for at undgå noget, der er endnu være – nemlig de smertefulde, blødende sår på halen, der kan give infektioner og bylder, som i værste fald fører til aflivning. Naturligvis ligger det os meget på sinde, hvordan vores dyr har det, og vi kan kun opfordre til, at også Dyrenes Beskyttelse tilfører deres mærkningsordning mere dyrevelfærd ved at gøre en større indsats mod halebid.

Hvad angår kastration, så undrer det mig, at Britta Riis igen taler imod noget, som er inkluderet i de produktionssystemer, som foreningen anbefaler. Det ville være naturligt, hvis Dyrenes Beskyttelse gik foran og forbød kastration i sin mærkningsordning. I stedet er kastration endnu et område, hvor den konventionelle produktion er langt foran økologerne, som ellers bedyrede, at de ville stoppe med kastration helt tilbage i 2009, men uden at der er sket mere.

Konventionelle danske svineproducenter sender årligt omkring 250.000 ukastrerede ornegrise til slagtning i Danmark. Det er mere end dobbelt så meget som hele den økologiske produktion på omkring 120.000 grise årligt og fire gange så meget som de omkring 60.000 kastrerede ornegrise, der bærer Ø-mærket.

"Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse" er en illusion
Men der er mere inkluderet i mærket ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse”, som er en illusion. For eksempel tror jeg ikke, der er mange forbrugere, der ved, at de allerfleste økologiske grise og frilandsgrise (efter nogle få uger på fold tidligt i livet) vokser op med beton under tæerne i stedet for jord eller grønt græs. Bortset fra mere plads og mængden af halm ligner det altså meget de forhold, som en konventionel gris vokser op under.

Danske Svineproducenter ønsker at gå foran resten af verden - også på dyrevelfærd - og producere det, forbrugerne efterspørger. Derfor kan jeg kun opfordre danskerne til at bruge miljø- og fødevareministerens nye velfærdsmærke og købe svinekød med hjertet. Den ordning giver mulighed for at vælge lige nøjagtigt de antal hjerter, der taler til den enkelte forbrugers samvittighed og pengepung. Efter min mening er det den bedste måde at sikre en bæredygtig svineproduktion med bedre velfærd og eksportmuligheder.

Kære forbruger, hvis du er i tvivl om, hvorvidt de danske grise har det godt nok, så ring endelig til mig. Jeg kender mange svineproducenter, som gerne vil vise dig, hvordan grisene lever. Så kan du selv dømme.