Åbent brev til Esben Lunde Larsen

Af Peter Zinck og Niels Egelund
Formænd for hhv. bestyrelsen og rektorkollegiet, Danske Erhvervsakademier

Kære Esben Lunde Larsen

Tillykke med din nye post som uddannelses- og forskningsminister. Du har fået en af de vigtigste poster i regeringen. Med ansvaret for al uddannelse har du nemlig fået direkte indflydelse på, hvor dygtige vi skal være, og dermed på hvor godt vi skal have det i Danmark fremover.

De videregående uddannelser og de institutioner, der udbyder disse, har oplevet mange omvæltninger – ofte til det bedre – gennem de seneste år. Erhvervsakademierne er en af nyskabelserne. På kort tid er der etableret en ny livskraftig uddannelsessøjle, der er flyttet ind i den videregående uddannelsessektor, og som lige nu har fokus på kravene til akkreditering og forskningsbasering. Vi er sikre på, at også denne regering vil have stort fokus på uddannelsesområdet, da det fortsat er en af de væsentligste forudsætninger for at skabe vækst, velfærd og social mobilitet i Danmark. Med denne hilsen vil vi gerne fortælle, hvad vi finder vigtigt for uddannelsespolitikken.

Uddannelseskvalitet
Det er godt, at fokus for de videregående uddannelser de seneste år er flyttet fra kvantitet til kvalitet. Søndergaard-udvalgets rapporter og historier i pressen viser, at institutionerne må arbejde med at udvikle uddannelsernes kvalitet, relevans og intensitet.

Uddannelsernes relevans for det aftagende arbejdsmarked er blevet et centralt omdrejningspunkt for uddannelsespolitikken, hvilket er meget positivt. Erhvervsakademierne har bakket op om en dimensionering, som er med til at sikre, at der ikke uddannes flere end nødvendigt inden for forskellige faglige områder. Dimensioneringsmodellen kan dog med fordel forfines og indrettes mere hensigtsmæssigt, så der undgås flaskehalse på de delarbejdsmarkeder, som det danske arbejdsmarked består af. Det vil vi også meget gerne gå i dialog med dig om.

Det er en rigtig målsætning, at mange gennemfører en videregående uddannelse, især hvis den umiddelbart kan bruges i en virksomhed bagefter. Det er også vigtigt, at mange uddanner sig som faglærte. Det står højt på dagsordenen netop nu. Erhvervsakademierne kan aktivt bidrage til dette ved at demonstrere, hvordan et fleksibelt uddannelsessystem hele tiden er med til at åbne nye muligheder – uanset hvor man begynder. Det kan altid diskuteres, om den videregående sektor uddanner det rigtige mix af studerende med korte, mellemlange og lange uddannelser, eller om uddannelsessektoren kan komme tættere på de studerendes og aftagernes behov ved at satse anderledes. Det er en diskussion, som det er værd at følge op på, og som vi vil anbefale dig at tage op.

Afgrænsningen mellem de tre søjler i de videregående uddannelsessektorer blev ganske klar i slutningen af 2013, da et enigt Folketing vedtog loven om Erhvervsakademier og Professionshøjskoler. De tekniske og merkantile uddannelser kom – med enkelte undtagelser – helt naturligt til at ligge på erhvervsakademierne, som uddanner til jobs i den private sektor. Det indebærer en god arbejdsdeling mellem de forskellige institutionstyper.

Loven gav ro på det institutionelle område, og det er også nødvendigt for, at de store krav om fx akkreditering, lektorbedømmelsesforløb og forskningsbasering kan håndteres. Det er ikke givet, at der skabes det nødvendige grundlag for en synergi mellem uddannelser, der lægges sammen i store institutioner, ligesom mindre, lokale udbud, som er efterspurgte af erhvervslivet, kan drukne og lukke i store institutionsfusioner. Erhvervsakademierne har mange uddannelser inden for de tekniske og merkantile områder. Det er således en betydelig opgave at skabe sammenhæng mellem uddannelserne, hvor dette er relevant som en afspejling af arbejdsmåden i erhvervslivet. Det tror vi, at vi har lettere ved end andre, som skal favne store, usammenhængende uddannelsesområder

At der er ro med hensyn til institutionsstruktur, betyder imidlertid ikke, at der ikke skal samarbejdes inden for og mellem sektorerne. Samarbejdsfladerne udvikles hele tiden, Akademierne og universiteterne har eksempelvis fælles forskningsprojekter med afsæt i de forskellige styrkeområder. Disse frivillige og behovsdrevne samarbejder er med til at styrke kvaliteten i uddannelserne på de deltagende institutioner og uddannelser. I vores sektor lægger vi også stor vægt på at styrke hinanden gennem et tværgående samarbejde om alt fra kvalitetssikring, udvikling af nye uddannelsesudbud, internationalisering samt praksisnær forskning og udvikling.

Det er vores faste overbevisning, at centralt styrede midler til udvikling af undervisningen ikke er den rette måde at udvikle uddannelseskvaliteten i hele sektoren. Midlerne skal ikke tages fra uddannelserne. Erhvervsakademierne er den sektor, der lægger størst vægt på at tilbyde en undervisningsform, hvor samspillet mellem undervisere og studerende er det centrale omdrejningspunkt. Andre sektorer lægger mere vægt på de studerendes individuelle arbejde. Med færre midler til undervisning vil det være svært at fortsætte denne linje.

Forskning og udvikling
Erhvervsakademiernes indsats inden for forskning og udvikling er blevet styrket, og der stilles langt større krav end tidligere. Indsatserne skal ske med involvering af de studerende og det erhvervsliv, de skal ud i bagefter. Forskning og udvikling skal derfor både være med til at løfte uddannelseskvaliteten og samtidig bidrage til at skabe vækst i de virksomheder, som deltager i forskningsprojekter. Udfoldelserne sker desværre på meget ulige vilkår sammenlignet med andre. Vi ønsker ikke de samme vilkår og krav som universiteterne, men der er brug for et langt større fokus på institutionernes forskellige roller, når midler fra for eksempel Innovationsfonden fordeles. Erhvervsakademierne er ikke store nok til at opretholde selvstændige forskerstøtteenheder, og det er derfor vigtigt, at ansøgningsprocedurerne og administration er så ubureaukratisk som muligt.

Med erhvervsakademiernes fokusering på praksisnær forskning er det desuden vigtigt, at der skabes et fundament for et samarbejde med andre vidensinstitutioner. Universiteterne har den dybe forskningskapacitet, mens erhvervsakademierne har den praktiske tilgang og er vant til at samarbejde med og tage udgangspunkt i konkrete problemstillinger i særligt små og mellemstore virksomheder. Et lige så vigtigt fokus for vores forskningsaktiviteter er, at den producerede viden kanaliseres tilbage i uddannelserne. Det derfor oplagt for erhvervsakademierne og universiteterne at samarbejde om forskningsprojekter og derigennem udnytte hinandens kompetencer.

Vi vil med vores forskningsaktiviteter fastholde et praksisnært perspektiv og et tilbageløb til uddannelserne. Det er derfor målsætningen, at der både er virksomheder og studerende involveret i alle forsknings-, udviklings- og innovationsprojekter på erhvervsakademierne. Og selvom forsknings- og udviklingsaktiviteterne styrkes betragteligt og dermed understøtter uddannelsernes videngrundlag, er det vigtigt at fastholde uddannelserne som praksisnære og erhvervsrettede.

Fleksibelt uddannelsessystem
Vi har brug for et fleksibelt uddannelsessystem med gode muligheder for at læse videre. Som det er nu, er der for mange barrierer, og det kan skræmme unge fra at tage en uddannelse.

For mange af de unge, der søger erhvervsakademiuddannelserne, er det ideelt, at man opnår erhvervskompetencer efter 2 år, men samtidigt har mulighed for at læse videre til professionsbachelorniveau, hvis man har lyst og evner til det. Men de unge med en professionsbacheloruddannelse skal have bedre mulighed for at fortsætte til kandidatniveau på universiteterne. Det danske samfund har brug for unge med erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser, der kan finde ansættelse i det private erhvervsliv, men de, der kan og vil, skal have muligheden for at fortsætte.

Erhvervsakademierne har selv medvirket til at gøre erhvervsuddannelserne mere attraktive for de unge ved at åbne dørene til vores uddannelser for alle med en erhvervsuddannelse, der opfylder de specifikke adgangskrav. Vi tror på, at de unge vil vælge fornuftigt og vil tage godt imod dem. Hvad de mangler af boglige færdigheder, vil de have i praktiske færdigheder, erfaring og modenhed, og vi ser en god synergi mellem studerende med en faglig og en gymnasial baggrund.

Samme mulighed vil vi gerne give professionsbachelorer på universiteterne. Det kan være i direkte forlængelse af bachelorgraden, men for vores studerende er det også oplagt at tage en kandidatuddannelse efter et par år på arbejdsmarkedet. Det er derfor oplagt med kandidatuddannelser på deltid, så man har mulighed for at opretholde sin erhvervstilknytning og indtægt under studietiden.

Til forskel fra universiteterne har erhvervsakademier og professionshøjskoler landsdækkende uddannelser, og vi kan derfor ikke bare frit fastlægge indholdet af dem på de individuelle institutioner. Med det brede forlig om vækstpakken er der åbnet for, at de enkelte uddannelsesinstitutioner i højere grad kan tilrettelægge de landsdækkende uddannelser individuelt. Det giver også gode muligheder for at tilbyde de studerende fagpakker, der kan sikre opfyldelse af adgangskravene til bestemte og relevante kandidatuddannelser. Men det kræver samarbejde fra universiteternes side og et politisk fokus på, at det i højere grad skal være muligt.

Efter- og videreuddannelse
Efter- og videreuddannelse skal styrkes. Den sidste regering afsatte 1 milliard til voksen- og efteruddannelse, hvoraf ca. 350 mio. skulle bruges til at styrke de tekniske og produktionsrettede efteruddannelsesmuligheder på erhvervsakademiniveau. Pengene skal stort set alle bruges til at nedsætte deltagerbetalingen, da efter- og videreuddannelse, i modsætning til fuldtidsuddannelse, ikke finansieres fuldt ud af staten. Det er en tiltrængt indsprøjtning og et vigtigt arbejde, men kun et skridt på vejen.

Hvis politikerne gerne vil øge efteruddannelsesaktiviteter, skal de reelle barrierer tages alvorligt, og de ekstra midler skal kunne bruges på at gennemføre undervisning med mindre hold. Ofte er den væsentligste barriere ikke deltagerbetaling, men for lille tilslutning, som resulterer i aflyste hold. En anden væsentlig barriere er manglende kendskab til efteruddannelsesmulighederne. Det tager den fælles nationale kampagne højde for, men vi ved også af erfaring, at opsøgende virksomhed har en væsentlig effekt. Der bør derfor afsættes midler til, at den nationale kampagne suppleres med opsøgende arbejde i de enkelte virksomheder.

Vi ønsker også, at reglerne for Statens Voksenuddannelsesstøtte ændres. De seneste år har budt på ændringer af rammebetingelserne for kompetenceudvikling, både hvad angår udbud og forsørgelsesgrundlaget. For enkelte grupper har dette betydet væsentligt forringede muligheder, f.eks. gennem bortfaldet af SVU for personer med uddannelse på bachelorniveau. Desuden giver kravet om, at uddannelsen skal gennemføres på fuld tid for at være støtteberettigende, yderligere vanskeligheder for dem, der fortsat er berettiget til støtte.

Et mere fleksibelt SVU-system vil i højere grad blandt andet understøtte uddannelsesløftet blandt faglærte til videregående niveau. Det vil det, fordi det vil åbne mulighed for at tilrettelægge nogle uddannelsesforløb, der er SVU-berettigede, som gør det mere realistisk for medarbejdere og virksomheder, at medarbejdere kan gennemføre et uddannelsesforløb sideløbende med, at de bidrager til virksomhedens drift.
Der er blandt andet behov for at kigge på perioden til afvikling af uddannelsesforløbet, ligesom at et nyt SVU-system fx skal koordineres med, hvad der er eller eventuelt vil blive aftalt i overenskomsterne om uddannelse og kompetenceudvikling, så formålet om en øget aktivitet understøttes.
Vi skal opfordre til, at der igangsættes et udvalgsarbejde med repræsentation fra arbejdsgivere, arbejdstagere, erhvervsskoler, erhvervsakademier og professionshøjskoler og ministerier, som skal danne baggrund for udformningen af et nyt SVU-system.

Regionalt udbud af uddannelser
Hvis man gerne vil sikre sig, at så mange som muligt tager en uddannelse, må man starte med at se i øjnene, at ikke alle er parate til at rejse særlig langt efter den. En del unge efterspørger uddannelse, men tager den, de kan få, i det område, hvor de bor. Hvis man har tænkt sig at læse i fem år, er det mere oplagt at flytte til en storby, end hvis man har tænkt sig at læse i to. Vi vil derfor anbefale, at regeringen medvirker til at sikre de bedste rammer for at opretholde et solidt regionalt udbud af uddannelser – også i tyndere befolkede dele af Danmark. Det skal sikre uddannelsestilbud til de unge og et kvalificeret udbud af arbejdskraft til at opretholde et lokalt erhvervsliv og skabe vækst.

Erhvervsakademierne har en lovmæssig forpligtigelse til at sikre relevante uddannelsesudbud i deres dækningsområde. Udbuddet skal medvirke til at give de studerende et varieret udbud af uddannelses- og studiemiljøer med forskellige identiteter. De regionale uddannelsesudbud tjener også til at sikre det lokale erhvervsliv kvalificerede dimittender og efterspurgte kompetencer, så vi på den måde kan medvirke til at sikre udvikling, også i tyndere befolkede dele af Danmark.

Erhvervsakademierne sætter en ære i at leve op til denne forpligtigelse og at have et tæt samarbejde med det erhvervsliv, vi uddanner til. Der har gennem en årrække været et stort efterslæb af uddannelse til og i den private sektor, og det skal der rettes op på, hvis vi skal kunne opretholde produktion og vækst i Danmark. Vi vil derfor gøre alt for at opretholde vores udbud, ikke kun i de store byer, men også i de mindre, hvor søgningen til uddannelserne måske er mindre, men ikke mindre vigtig. Her kan vi bidrage til at løfte uddannelsesniveauet og sikre uddannet og kvalificeret arbejdskraft. Vi har således også kunnet se i valgkampen, at uddannelse som vej til vækst i lokalområderne har været et tema flere steder.

Men det er ikke altid lige let. Mange reformer og tiltag tager udgangspunkt i en virkelighed med store institutioner og mange studerende. Vi har brug for at kunne opretholde et vist udbud for at sikre synergien mellem flere uddannelser og et forsvarligt fagligt miljø. Det sker selvfølgeligt også på tværs af campusser og institutioner, men vi har brug for, at der også er politisk fokus på, hvordan der kan sikres de bedst mulige rammer for at opretholde og understøtte de ønskede regionale udbud. Det vil være katastrofalt, hvis vi bliver nødt til at nedlægge dem på grund af dimensionering, rigide krav til akkreditering eller andet.