Akkrediteringsinstitution: Mismatch mellem kompetencer og behov?

Af Anette Dørge
Direktør, Danmarks Akkrediteringsinstitution

De danske uddannelsesinstitutioner gør sig store og gode anstrengelser for at indhente viden om, hvorvidt de studerendes kompetencer matcher behovene på arbejdsmarkedet. Mange kilder inddrages, men det lange perspektiv halter.

I forbindelse med en ny kortlægning kan vi i Danmarks Akkrediteringsinstitution konstatere, at uddannelsesinstitutionerne anvender en lang liste af forskellige kilder til viden om arbejdsmarkedets behov og udvikling. Alt sammen for løbende at sikre sig, at de kompetencer, deres studerende tilegner sig via studiet, er relevante i forhold til de arbejdsmarkeder, der venter dem som nyuddannede.

Aftagerpaneler, uddannelsesudvalg og surveys med aftagere er blot nogle af de mere formaliserede videnkilder, som universiteter, professionshøjskoler og erhvervsakademier anvender i sikringen af uddannelsernes relevans. Mere uformelle inputs og innovative former for relevanssikring får institutionerne blandt andet via dialog med virksomheder i kraft af de studerendes aktiviteter såsom praktik og virksomhedssamarbejder og herudover via gæsteundervisere eller forsknings-, udviklings- og forsøgsarbejde.

Alt sammen kilder, som på forskellige niveauer - og i forskellige kontekster – på hver deres vis kan bidrage med perspektiver til at styrke uddannelsesinstitutionerne i den svære opgave at spå om fremtiden.

Så langt, så godt.

Kun mindre justeringer af uddannelserne
Men vi ser også konturer af områder, hvor relevanssikringen ikke er helt oppe at ringe. Der synes at være en tendens til, at det kan køre lidt i loop mellem uddannelsesinstitutionerne og de eksterne interessenter, så man kun kommer ind og foretager nogle mindre justeringer på uddannelserne ud fra den nuværende kontekst, mens uddannelsesinstitutioner ikke lader til at være klædt på til de store fremtidsskuende analyser.

Men det er måske også medvirkende til, at uddannelsesinstitutionerne og aftagerne i høj grad fokuserer på behov og relevans her-og-nu og kun i stærkt begrænset omfang skuer længere fremad.

Anette Dørge
Direktør, Danmarks Akkrediteringsinstitution

På professionshøjskolerne er de også i vid udstrækning bundet af uddannelsernes studieordninger, som betyder, at det kun er mindre justeringer, der kan foretages lokalt på den enkelte institution.

En del af ansvaret for denne tendens må vi tage på vores egen akkrediteringskappe. I akkrediteringerne møder vi netop institutionerne med en forventning om, at de er i løbende dialog med deres nyuddannede og aftagerrepræsentanter for de virksomheder og organisationer, som typisk ansætter en given uddannelses dimittender. Det giver god mening at fastholde, at denne dialog er vigtig. Den skal være med til at sikre, at der er overensstemmelse mellem det, uddannelserne klæder de studerende på med, og det, der forventes af dem eller er brug for på det aftagende arbejdsmarked.

Men det er måske også medvirkende til, at uddannelsesinstitutionerne og aftagerne i høj grad fokuserer på behov og relevans her-og-nu og kun i stærkt begrænset omfang skuer længere fremad.

Behov for mere aftagerdialog
En anden udfordring på området er aftagerdialogen. I vores seneste opsamlende analyse peger aftagerne på flere områder, hvor de mener, at de kan blive inddraget bedre og mere effektivt i uddannelsernes relevanssikring: Aftagerne ser gerne en endnu større inddragelse og indflydelse på uddannelsernes udvikling, end tilfældet er på nogle institutioner i dag.  De understreger også vigtigheden af, at de oplever, at deres bidrag gør nytte og reelt anvendes til at udvikle kvaliteten af uddannelserne.

Samtidig betones det fra aftagerne, at de ønsker at blive inddraget i processen så tidligt som muligt, når en ny uddannelse skal udvikles, eller en eksisterende skal gennemgå en omlægning.

Så som led i svaret på spørgsmålet rejst i overskriften kan vi med afsæt i vores seneste analyse i hvert fald konstatere, at mange uddannelsesinstitutioner gør rigtig meget for at sikre et fornuftigt match. Men også, at der fortsat er områder, der med fordel kan styrkes for at sikre en endnu mere fyldestgørende og især langperspektiveret kobling mellem behov og kompetencer.