
Rektor på Professionshøjskolen Absalon, Camilla Wang, bliver ny forkvinde for Danske Professionshøjskoler.
Det oplyser interesseorganisationen i en pressemeddelelse.
Camilla Wang har de seneste fire år været næstformand i Danske Professionshøjskolers rektorkollegium, men nu skal hun stå i spidsen for hele organisationen. Hun ser særligt frem til at arbejde for at imødegå manglen på arbejdskraft:
"Vi ser ind i en årrække, hvor manglen på uddannet arbejdskraft bare vil vokse, og her har vi et kæmpe ansvar for hele tiden at udvikle vores uddannelser, og have et skarpt øje for, om de er relevante for både borgere og virksomheder," udtaler Camilla Wang.
Ny lærer- og pædagoguddannelse
I forbindelse med leverancen af arbejdskraft til landets velfærdsarbejdspladser skal uddannelserne også udvikles. Det drejer sig om en ny pædagoguddannelse og en ny læreruddannelse, som Folketinget har besluttet at afsætte 125 mio. kr. til årligt.
Tilblivelsen af den nye læreruddannelse har Camilla Wang selv været med til at udvikle i et samspil med en række organisationer på området.
Camilla Wang har en bred erfaring inden for uddannelsesområdet med poster, som blandt andet tæller dekan på Københavns Professionshøjskole og områdechef hos EVA.
Hun er uddannet fra Københavns Universitet med en cand.mag. i dansk og psykologi.
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Prodekan og direktør: Myndighedsrådgivningen er voldsomt presset. Det går ikke at skære mere
- DTU-rektor: AI-spareplaner på universiteterne vil føre til dårligere forskning
- Søren Gade savner 24 timers ekspertrådgivning fra EU: ”Det vil jeg ønske, vi også havde i Folketinget”
- Folketingsmedlemmernes adgang til videnskabelig rådgivning halter bagefter deres udenlandske kolleger























