Bliv abonnent
Annonce
Debat

DI forskning: Her er fem gode råd til Danmarks næste forskningsminister

Christina Egelund har været et unikum som uddannelses- og forskningsminister, da hun sad en hel valgperiode, skriver Christian Kjær Monsson, fagleder for forskning i Dansk Industri.
Christina Egelund har været et unikum som uddannelses- og forskningsminister, da hun sad en hel valgperiode, skriver Christian Kjær Monsson, fagleder for forskning i Dansk Industri.Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
8. april 2026 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Nu hvor valget er overstået og regeringsforhandlingerne er i gang, kan vi begynde at se mod en nær fremtid, hvor en ny uddannelses- og forskningsminister vil indtage ministerkontoret i Bredgade.

Det kan være overvældende at blive ny minister. Hurtigt vil embedsmændene komme løbende med hundredvis af sager, som man skal afgøre. Og samtidig vil pressen med det samme begynde at stille kritiske spørgsmål.

For at hjælpe en ny minister med ikke at fortabe sig i småsager og dagligdagen, tillader jeg mig derfor at komme med fem anbefalinger, der kan hjælpe den nye minister med at holde hovedet oven vande.

Forskning er ikke til for forskernes skyld. Men forskning bidrager betydeligt til, at vi får et bedre samfund.

Christian Kjær Monsson

Det er fem anbefalinger til, hvordan den nye minister kan blive en succes, en forskningsminister, der går over i historien.

Anbefalingerne er baseret på mine møder med efterhånden ganske mange uddannelses- og forskningsministre.

Læs også

Anbefaling nr. 1: Husk forskningen fra dag ét

Mange uddannelses- og forskningsministre har fra deres første arbejdsdag fokus på uddannelse. Det kan også give god mening, for det er det mest folkelige. Men med tiden opdager de, at forskningsområdet er mindst lige så vigtigt.

Samtidig er forskningen ikke på samme måde som uddannelse og SU bundet op på en række politiske forlig, der begrænser en ministers manøvrerum. Der er altså ingen grund til at udskyde arbejdet med forskning. Det er her, en minister for alvor kan sætte et aftryk.

Anbefaling nr. 2: Mød dem, der får gavn af dansk forskning

Forskning er ikke til for forskernes skyld. Men forskning bidrager betydeligt til, at vi får et bedre samfund. Det skal man se og høre, for at man rigtigt forstår, hvor vigtigt det er.

En ny minister bør derfor huske at komme ud til dem, der helt konkret får gavn af dansk forskning. Det kan for eksempel være virksomheder, iværksættere, hospitaler eller forsvaret, der samarbejder med forskere.

Læs også

Anbefaling nr. 3: Husk at forskning og udvikling sker i hele samfundet

Forskning og udvikling sker ikke kun på universiteterne. Det sker i hele samfundet. Ikke mindst i erhvervslivet, der står for to tredjedele af de samlede investeringer i Danmark. Forskning og udvikling sker også på de Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter (GTS), hospitaler, erhvervsakademier, professionshøjskoler og så videre.

En succesfuld forskningsminister bør favne det hele og styrke sammenhængen i det samlede danske forsknings- og innovationssystem. Det vil skabe den største effekt.

Forskning er løsningen til både grøn omstilling, bedre sundhed, digital suverænitet og dansk konkurrenceevne. 

Christian Kjær Monsson

Anbefaling nr. 4: Spræng 1 procent-grænsen for forskningsbudgettet

Siden 2016 har det offentlige forskningsbudget ligget fast på præcis 1,0 pct. af BNP. Det har de seneste syv forskningsministre ikke kunnet ændre på. Hvis en ny forskningsminister for alvor vil skrive sig ind i historiebøgerne, så er målet klart: 1 procent-grænsen for forskningsbudgettet skal springes.

Forskning er løsningen til både grøn omstilling, bedre sundhed, digital suverænitet og dansk konkurrenceevne. Der er derfor ingen grund til at have et kunstigt loft over forskningsinvesteringerne på 1,0 procent.

Læs også

Anbefaling nr. 5: Bliv på posten – den er afgørende for fremtiden

Christina Egelund har været et unikum som uddannelses- og forskningsminister, da hun sad en hel valgperiode. Det er ikke sket siden Helge Sander. En ny minister bør bestræbe sig på at gøre Egelund kunsten efter. For intet andet sted kan man sætte så meget retning for udviklingen af fremtiden.

Men det kan tage tid at lære, hvordan man bedst gør arbejdet. Det vigtigste mål for en succesfuld minister bør derfor ganske enkelt være at blive på posten. Det vil give det bedst mulige afsæt for at sætte retning for Danmarks forskningsindsats.

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026