Uddannelse ikke nok til at sikre kvinder ligeløn

Af Mona Larsen
Seniorforsker, SFI - Det Nationale Forskningscenter for velfærd

Kvinderne på det danske arbejdsmarked har for længst overhalet mændene, når det gælder uddannelseslængde – og forskellen mellem mænds og kvinders uddannelseslængde er fortsat stigende. På trods heraf er der fortsat en relativt stor lønforskel mellem de to køn, om end lønforskellen er blevet reduceret en smule siden sidste halvdel af 1990’erne. Kvindernes stigende forspring med hensyn til uddannelseslængde har bidraget til mindskningen af lønforskellen.

Imidlertid er gevinsten – målt som timeløn – ved at tage en erhvervskompetencegivende uddannelse typisk større for mænd end for kvinder. Dette kan tilskrives, at mænd er overrepræsenterede i den private sektor, hvor lønafkastet er størst, og at mandlige i højere grad end kvindelige privatansatte får glæde af den større gevinst i den private sektor.

En væsentlig faktor er også, at den større gevinst i den private sektor er mest udtalt for mellemlange videregående uddannelser, mens den relativt store gruppe af kvinder, der er på dette uddannelsesniveau, er ansat i den offentlige sektor. Så længe disse forhold gør sig gældende, er mere (af samme slags) uddannelse til kvinder næppe i sig selv tilstrækkeligt til at sikre, at lønforskellen mellem de to køn på sigt vil blive reduceret nævneværdigt.

Den store forskel
Formålet med denne artikel at give et indblik i, hvorfor der – på trods af, at kvinder for længst har overhalet mændene mht. uddannelseslængde – fortsat er relativt stor lønforskel mellem de to køn. Først viser jeg, hvordan lønforskellen mellem kvinder og mænd har udviklet sig over tid. og jeg skitserer nogle af de forklaringer, der ligger bag denne forskel. Dernæst illustrerer jeg kønsforskellene mht. uddannelseslængde og -sammensætning. Til slut redegør jeg for sammenhængen mellem uddannelses- og lønforskellene mellem kvinder og mænd.

De fleste af resultaterne i artiklen er baseret på Larsen & Houlberg (2013a, 2013b), men enkelte er udarbejdet udelukkende til brug for denne artikel. Resultaterne er baseret på kørsler på registerdata fra Danmarks Statistik. Det anvendte datamateriale omfatter lønmodtagere på hele arbejdsmarkedet, bortset fra landbrug og fiskeri og private virksomheder med mindre end 10 fuldtidsbeskæftigede. Datamaterialet er her afgrænset til ansatte i alderen 25-59 år. Personer med flere ansættelsesforhold i året indgår flere gange i datamaterialet.

Lønforskelle mellem kvinder og mænd over tid
I dette afsnit ser jeg på, hvordan lønforskellen mellem de to køn har udviklet sig siden 1997. og jeg skitserer nogle af de forklaringer, der ligger bag denne forskel. Lønnen er her opgjort som timeløn. En timeløn er ikke en eksakt størrelse, da den både kan betragtes som en omkostning og en indtægt. I denne artikel fokuserer jeg på løn som indtægt, nærmere bestemt den løn, der kommer tættest på det, som er aftalt mellem arbejdsgiver og lønmodtager. (Note 1)

I 2011 er bruttolønforskellen (Note 2) mellem kvinder og mænd på godt 17 pct., se figur 1. Sammenlignelige opgørelser viser, at den danske bruttolønforskel er på niveau både med gennemsnittet for EU-landene som helhed og med forskellen i Norge og Sverige. Siden 1997 har der været store udsving i den danske bruttolønforskel, men forskellen ser ud til at være blevet reduceret en smule på tværs af disse udsving, nemlig med ca. 1,5 procentpoint fra 1997 til 2011.

Figur 1. Bruttolønforskel for hele arbejdsmarkedet for smalfortjeneste inkl. pension og personalegoder, 1997-2010, og standardberegnet timefortjeneste, 2009-2011. Procent.

<img align="left" src="@nyimg=16126@" />

Kilde: Larsen & Houlberg (2013a).

De store udsving i bruttolønforskellen over tid ser bl.a. ud til at hænge sammen med konjunkturudviklingen. En sammenligning af udviklingen i bruttolønforskellen med ledighedsudviklingen tyder således på, at lønforskellene på arbejdsmarkedet som helhed stiger, når ledigheden falder og vice versa, se figur 2.

Figur 2. Bruttolønforskel for hele arbejdsmarkedet for smalfortjeneste inkl. pension og personalegoder, 1997-2010, og standardberegnet timefortjeneste, 2009-2011 (opgjort p å venstre akse), og fuldtidsledige som andel af arbejdsstyrken, 1997-2001 (opgjort på højre akse). Procent.

Gevinsten - målt som timeløn - ved at tage en erhvervskompetencegivende uddannelse er typisk større for mænd end for kvinder.

Mona Larsen
Seniorforsker, SFI

 <img align="left" src="@nyimg=16125@" />

Kilde: Larsen & Houlberg (2013a).

Forklaringerne på lønforskellen mellem kvinder og mænd skal søges i et samspil mellem mange forskellige forhold. Nogle af de centrale forklaringer er:

1. Traditionelle kønsforestillinger spiller stadig en rolle (Laneth, 2010).

2. Arbejdet i familien er kønsopdelt, hvilket afspejler sig i fordelingen af husarbejde, børnepasning, afholdelse af orlov i forbindelse med fødsel og nedsat arbejdstid (Deding, 2010).

3. Uddannelsesvalget er kønsopdelt, idet kvinder primært retter deres uddannelse mod den offentlige sektor, mens mænd især uddanner sig mod den private sektor (Deding & Larsen, 2010).

4. Der eksisterer kønnede fagidentiteter og -hierarkier, hvor mænd er placeret øverst (Krøjer, 2010).

5. Kvinder har sværere end mænd ved dels at opfylde nye kvalifikationskrav som fleksibilitet, tilstedeværelse og tilgængelighed, dels at opnå lønstigninger som følge heraf (Emerek & Bloksgaard, 2010).

6. Kvinder har fået opfyldt familiekrav som fx løn under barsel og omsorgsdage via overenskomsterne på bekostning af lønkrav – familiekrav, som mænd også nyder godt af i dag (Borchorst, 2010).

7. Det offentliges forhandlings- og aftalesystem er dårligt til at inkorporere og tackle ligelønskrav (Jørgensen, 2010).

For nærmere beskrivelse og diskussion af årsagerne til lønforskellen, se fx Deding & Holt, Emerek, Reinicke & Sjørup og Krøjer m.fl.

De nævnte forklaringer bidrager til, at kvinder og mænd foretager forskellige uddannelsesvalg og (delvis som følge heraf) er placeret på forskellige dele af arbejdsmarkedet. Der er således i høj grad en sammenhæng mellem kønsopdelingen på arbejdsmarkedet og bruttolønforskellen.

Kvinders og mænds uddannelse
Kvindelige lønmodtagere har i gennemsnit mere uddannelse målt i antal måneder end mandlige lønmodtagere og denne kønsforskel findes i alle år i perioden 1997-2011, se figur 3. Forskellen er tilmed stort set steget i hele perioden. I 1997 er forskellen på omkring en måned, mens den er steget til seks måneder i 2011.

Figur 3. Kvinders gennemsnitlige uddannelseslængde minus mænds gennemsnitlige uddannelseslængde blandt ansatte på hele arbejdsmarkedet, 1997-2011. Antal måneder.

<img align="left" src="@nyimg=16113@" />

Kilde: Larsen & Houlberg (2013a) og egne beregninger på registerdata.

At kvinder i gennemsnit har mere uddannelse end mænd, kan tilskrives, at væsentlig flere kvinder har en mellemlang videregående uddannelse, se figur 4. Der er ganske vist relativt set lidt flere mænd, der har en lang videregående uddannelse eller derover, men denne forskel er ikke tilstrækkelig til at opveje, at kvinder samlet set i gennemsnit er uddannet i flere måneder end mænd.

Figur 4. Kvinders og mænds fordeling på uddannelsesniveauer blandt ansatte på hele arbejdsmarkedet, 2011. Procent.

<img align="left" src="@nyimg=16114@" />

Kilde: Egne beregninger på registerdata.

4Sammenhæng mellem uddannelses- og lønforskelle mellem kvinder og mænd
Kvinder har som nævnt mere uddannelse end mænd. Analyser i Larsen & Houlberg viser, at hvis det omvendte havde været tilfældet, ville lønforskellene have været endnu større, end det er tilfældet i dag. Kvindernes stigende forspring mht. uddannelseslængde har givetvis bidraget til reduktionen af lønforskellen siden 2. halvdel af 1990’erne.

Sammenhængen mellem uddannelses- og lønforskelle mellem de to køn afhænger imidlertid ikke kun af forskelle mht. uddannelseslængde, men også af, hvor stor en gevinst – målt som timeløn – hhv. kvinder og mænd opnår ved at tage en given erhvervskompetencegivende uddannelse. Denne gevinst – som i det følgende betegnes lønafkastet – er her mere præcist udtryk for, hvor meget en lønmodtager med en given erhvervskompetencegivende uddannelse tjener i forhold til en person uden uddannelse.

Resultater i Larsen & Houlberg viser, at lønafkastet af uddannelse generelt stiger med stigende uddannelsesniveau. Imidlertid er afkastet typisk større for mænd end for kvinder, se figur 5. Mænds større afkast er mest udtalt for mellemlange videregående uddannelser. Her er forskellen i lønafkastet på 13 procentpoint. Den relativt store forskel for denne uddannelseskategori er bemærkelsesværdig set i lyset af, at relativt mange kvinder som nævnt har en mellemlang videregående uddannelse. Forskellen er på 4-7 procentpoint for korte og lange videregående uddannelser samt for ph.d.- og lægeuddannelsen, mens den er på mindre end 1 procentpoint for erhvervsfaglige uddannelser og således relativt ubetydelig for denne gruppe.

Mænd uden uddannelse udgør sammenligningsgruppen, når det gælder resultaterne for mændene, mens kvinder uden uddannelse danner sammenligningsgruppen for kvinderne. Ikke-uddannede mænd tjener mere end ikke-uddannede kvinder – tal for 2011 viser således, at uuddannede mænd i gennemsnit tjener 199 kr. mod 172 kr. for de tilsvarende kvinder. De ovennævnte resultater tegner derfor et billede af, at kønsforskelle mht. lønafkastet af uddannelse – især når det gælder mellemlange videregående uddannelser – bidrager til, at mænd tjener mere end kvinder.

Figur 5 . Lønafkast pr. uddannelseskategori på hele arbejdsmarkedet, særskilt for mænd og kvinder, set i forhold til lønnen for mænd/kvinder uden uddannelse, 2011. Opgjort for standardberegnet timefortjeneste (ekskl. genebetaling). Procent.

<img align="left" src="@nyimg=16118@" />

Kilde: Larsen & Houlberg (2013b). Blå: Mænd. Rød: Kvinder. 

Det danske arbejdsmarked er kønsopdelt. Mens 3 ud af 4 af de mandlige lønmodtagere således er beskæftiget i den private sektor, drejer det sig kun om knap halvdelen af de kvindelige lønmodtagere (Beskæftigelsesministeriet, 2012). Det har derfor også betydning, hvilke forskelle mht. lønafkastet der er mellem den offentlige og den private sektor, samt hvilke kønsforskelle der er inden for de to sektorer.

Resultater i Larsen & Houlberg viser, at lønafkastet gennemgående er større i den private end i den offentlige sektor. Forskellen er mest markant for mellemlange videregående uddannelser, hvor lønafkastet er 15 procentpoint større i den private sektor. Det større lønafkast blandt privatansatte understreges af, at ikke-uddannede ansatte i den private sektor får en højere beregnet timeløn end ikke-uddannede offentligt ansatte. Dertil kommer, at relativt mange offentligt ansatte har en mellemlang videregående uddannelse.

Når det gælder kønsforskelle inden for sektorerne, viser Larsen & Houlberg (2013b), at lønafkastet er større for kvinder end for mænd i den offentlige sektor. Imidlertid er kvindernes større lønafkast relativt begrænset i de grupper, hvor vi finder relativt flest offentligt ansatte, nemlig blandt ansatte med en erhvervsfaglig eller en mellemlang videregående uddannelse. Dertil kommer, at de ikke-uddannede mænd også i den offentlige sektor tjener mere end de tilsvarende kvinder, dvs. at på trods af et større lønafkast til kvinder får mænd i gennemsnit en højere timeløn på alle de undersøgte uddannelsesniveauer.

I den private sektor får kvinder får et lidt større lønafkast end mænd, hvis de har en ph.d. eller en lægeuddannelse, nemlig 5 procentpoint større, mens lønafkastet for erhvervsfaglig uddannelse er af samme størrelsesorden for de to køn. Imidlertid får mænd et større lønafkast af hhv. en kort, en mellemlang og en lang videregående uddannelse end kvinder. Kønsforskellen er særlig udtalt for mellemlange videregående uddannelser, hvor lønafkastet er 22 procentpoint større for mænd end for kvinder. For lange videregående uddannelser er forskellen på 12 procentpoint, mens den for korte videregående uddannelser er på 6 procentpoint. Kønsforskellene i den private sektor forstærkes af, at ikke-uddannede mænd også i denne sektor tjener mere end ikke-uddannede kvinder.

Samlet set tegner resultaterne således et billede af, at mænds større lønafkast kan tilskrives, at:

• mænd er overrepræsenterede i den private sektor, hvor lønafkastet er størst,

• den større gevinst i den private sektor er mest udtalt for mellemlange videregående uddannelser, hvilket især er til gavn for mænd, fordi de fleste af de mange kvinder med dette uddannelsesniveau er ansat i den offentlige sektor, samt

• mandlige i højere grad end kvindelige privatansatte får glæde af den større gevinst inden for den private sektor

Konklusion
Lønforskellen mellem kvinder og mænd lå i 2011 på ca. 17 pct. Denne lønforskel ser ud til at variere med konjunktursituationen i den forstand, at forskellen stiger under højkonjunktur og vice versa. Siden 1997 er lønforskellen faldet en smule på tværs af konjunkturudviklingen, nemlig med ca. 1,5 procentpoint. Reduktionen kan bl.a. tilskrives, at kvinders forspring mht. uddannelseslængde er forøget i perioden.

Mænd får imidlertid en større gevinst – også kaldet lønafkast – ved at tage en given erhvervskompetencegivende uddannelse, hvilket er medvirkende til, at lønforskellen fortsat er relativ stor trods mænds mindre gennemsnitlige uddannelseslængde.

Mænds større lønafkast af uddannelse er en følge af 1) at afkastet er større gevinst i den private sektor, hvor mænd er overrepræsenterede, 2) at det større afkast i den private sektor er mest udtalt for mellemlange videregående uddannelser, hvilket især kommer mænd til gavn, fordi de fleste af de mange kvinder, der er på dette uddannelsesniveau, er ansat i den offentlige sektor samt 3) at afkastet er større til mænd end til kvinder inden for den private sektor.

Samlet set tegner resultaterne et billede af, at så længe lønafkastet er større i den private end i den offentlige sektor og større for mænd end for kvinder – især for mellemlange videregående uddannelser – er mere (af samme slags) uddannelse til kvinderne i sig selv næppe tilstrækkeligt til at sikre, at lønforskellen mellem de to køn reduceres nævneværdigt.

Note 1: Til dette formål anvender jeg to forskellige lønbegreber, fordi Danmarks Statistiks hidtidige mål for indtægt udskiftes med et andet mål i løbet af de år, der er i fokus her. De to lønbegreber er ’smalfortjeneste inkl. pension og personalegoder’, der findes for årene 1997-2010, og ’standardberegnet timefortjeneste’, som er opgjort for 2009 og frem. For nærmere beskrivelse af de to lønbegreber, se Larsen & Houlberg (2013a).

Note 2:  Bruttolønforskellen er opgjort som differencen mellem mænds og kvinders gennemsnitsløn divideret med gennemsnitslønnen for alle. Der er tale om en ’rå’ lønforskel i den forstand, at der ikke er taget højde for, at kvinder og mænd bl.a. har forskellig uddannelseslængde og er placeret forskellige steder på arbejdsmarkedet.