Bliv abonnent
Annonce

Uenighed om BA-gradens succes

15. april 2010 kl. 21.00

Når bachelorernes kompetencer er gode nok i udlandet, så kunne det også godt være, at man kunne bruge dem i Danmark.

Helge Sander (V)
Tidl. videnskabsminister

"Bachelorgraden er ikke slået igennem på arbejdsmarkedet i Danmark. Her har man hverken fra universitetets eller arbejdsmarkedets side sikret en fordel ved at have en universitetsgrad."

Det siger Hanne Smidt, senior rådgiver for sammenslutningen af europæiske universiteter. Og hun bakkes op af politikerne på Christiansborg.

Mislykket grad
En rundspørge foretaget af Altinget.dk viser, at et flertal af partierne på Christiansborg er enige i, at bachelorgraden ikke er særlig anerkendt i Danmark.

"Erhvervslivet har ikke rigtigt forstået bachelorgraden endnu," siger videnskabsordfører for Konservative, Jørgen Lundsgaard, der bakkes op af tidligere videnskabsminister Helge Sander:

"Jeg har mange gange som videnskabsminister sagt, at erhvervslivet i højere grad kunne gøre brug af bachelorerne. I udlandet er der mange eksempler på, at det fungerer fint med samarbejdet mellem virksomheder og bachelorer. Det har man dog ikke haft tradition for i Danmark, og det er også noget, som jeg har påtalt," siger han.

Mangler efterspørgsel
Helge Sander ser gerne, at erhvervslivet bliver gjort mere opmærksom på de mange bachelorers kvaliteter:

"Når bachelorernes kompetencer er gode nok i udlandet, så kunne det også godt være, at man kunne bruge dem i Danmark," siger han og fortæller, at mere oplysning til erhvervslivet kunne hjælpe det på vej.

Og han suppleres af Socialdemokraternes forskningsordfører, Kirsten Brosbøl:

"Hvis man vil have de unge til at stoppe efter bachelordelen, må man under alle omstændigheder sørge for at bevise, at der er et arbejdsmarked for bachelorer fra universiteterne," siger hun.

Uddannelsesordfører for De Radikale, Marianne Jelved, mener dog ikke erhvervslivets efterspørgsel efter bachelorer er tilstrækkelig:

"Jeg tror måske i virkeligheden, at det ville være nemmere at få den til at slå igennem i det offentlige. Man kunne eksempelvis oprette nogle mellemlederstillinger, og så målrette bachelorgraden imod det," foreslår Marianne Jelved.

SF: Universitetet afsluttes med kandidatgrad
Flere af ordførerne mener ikke, det er et problem, at bachelorgraden ikke er slået igennem i Danmark:

"Jeg mener som udgangspunkt, at man skal holde fokus på, at en universitetsuddannelse altså er en femårig uddannelse, der afsluttes med en kandidatgrad," siger SF's universitetsordfører, Jonas Dahl.
Skulle studerende alligevel vælge arbejdsmarkedet frem for en kandidatdel, så skal de have bedre muligheder end i dag til at vende tilbage til universitetet, mener Johan Dahl. Men han kalder det "en negativ glidebane" at forsøge at få folk igennem på et lavere uddannelsesniveau end kandidatgrad:

"Jeg mener, at vi skal have fokus på at få folk så højt uddannede som overhovedet muligt. Det vil sige fokus på fagligheden og kvaliteten, og ikke på at få folk presset igennem så hurtigt som muligt," siger Jonas Dahl. 

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026