Debat

Debat: Affaldstransporten er effektiv på Fyn

REPLIK: Det er uden hold i virkeligheden, når DTL gør transport af affald på Fyn til genstand for morskab. Tværtimod samarbejder kommuner, forsynings- og affaldsselskaber, skriver Dansk Affaldsforening, Nyborg Forsyning og Service og Ærø Kommune.

Foto: Colourbox.dk
Kirsten Ida Enemark
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jacob Hartvig SimonsenErik Hansen og Kirsten Johansen
Hhv. direktør i Dansk Affaldsforening, direktør i Nyborg Forsyning og Service A/S og erhvervs-, plan- og teknikdirektør i Ærø Kommune

I den kommunale affaldsverden er vi glade for at høre, at også DTL ønsker en ressourceeffektiv fremtid med fokus på cirkulær økonomi. Deri har vi et fælles mål. Effektiv og velgennemtænkt transport og logistik er et af midlerne til at nå målet.

Derfor er vi meget forundrede over, at DTL her i Altinget skyder på to kommunale omlastestationer – en i Nyborg og en på Ærø – og i øvrigt skyder med løse påstande uden kobling til virkeligheden.

Der er service i metermål
Ærø kommune anviser ”meget store mængder brændbart affald” direkte til godkendt forbrændingsanlæg, mens mindre mængder kan afleveres på genbrugspladsen, og større mængder omlastes på kommunens losseplads. Det er da en fornem vifte af muligheder. Nyborg Kommune anviser jævnfør regulativteksten kun ”stort forbrændingsegnet” direkte til forbrændingsanlæg og småt brændbart til komprimatorstationen, men i praksis er det kun få lastbiler, der benytter omlastestationen. 

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

De fleste kører altså direkte, og det skal de selvfølgelig også have mulighed for.  

Der er heller ingen grund til, at virksomhederne skal entrere med flere vognmænd, både Ærø og Nyborg kommune giver i regulativet mulighed for, at virksomhederne kan håndtere dagrenovationslignende erhvervsaffald via virksomhedens småt forbrændingsegnede affald. Derudover har de mulighed for at benytte sig af den kommunale dagrenovationsordning – igen service i metermål.

Vi er imidlertid af den opfattelse, at vejen til cirkulær økonomi kræver samarbejde på tværs af kommunegrænser og på tværs af offentlige og private parter. Og det fungerer i praksis.

Jakob Hartvig Simonsen, Erik Hansen og Kirsten Johansen

Transportoptimeringen er effektiv
På omlastestationerne i begge kommuner flyttes affald egnet til energiudnyttelse fra almindelige skraldebiler, som har indsamlet affaldet hos borgere og virksomheder, til større lastbiler, som transporterer affaldet videre til enten affaldsenergianlægget i Svendborg eller i Odense.

Der sker altså en hel reel transportoptimering, der blandt andet resulterer i, at færgen mellem Ærøskøbing og Svendborg for eksempel kan nøjes med at transportere en enkelt lastbil med affald i stedet for tre skraldebiler.

Og dette stykke vej er i øvrigt en hel del længere end 7 km, som DTL påstår. Vi antager dog, at det er en slåfejl. Ikke desto mindre er der fra Nyborgs kommunegrænse stadig 17 km til Fjernvarme Fyn Affaldsenergi A/S i Odense, mens der fra Nyborg Forsyning og Services omlastestation på Langelandsvej er 32 km til anlægget i Odense. Fra færgelejet i Ærøskøbing er der knap 30 km til Svendborg Kraftvarme A/S – det meste til vands.

Cirkulær økonomi kræver affaldssamarbejde på Fyn
Men nok om den fynske geografi. Det er velkendt, at DTL samt en række andre private brancheorganisationer ønsker kommunernes rolle i affaldshåndteringen barberet ned til at absolut minimum, hvis ikke skåret helt ud. 

Vi er imidlertid af den opfattelse, at vejen til cirkulær økonomi kræver samarbejde på tværs af kommunegrænser og på tværs af offentlige og private parter. Og det fungerer i praksis. Over 80 procent af affaldsindsamlingen er udliciteret på landsplan, og på Ærø har man også udliciteret driften af omlastestationen.

De fynske kommuner, som DTL nu har set sig sure på, udviser stor vilje til netop samarbejdet, hvilket projektet Energiplan Fyn vidner om. Det omfatter blandt andet en analyse af synergien i en fælles fynsk affaldsstrategi og muligheden for at udnytte organisk affald og gylle til biogas i skraldebiler og busser. 

Det sidste kræver en høj grad af samarbejde med vognmændene i DTL’s medlemskreds og vil dels sikre effektiv udnyttelse af fynboernes kartoffelskræller samt skubbe transportsektoren – en af de sektorer, som ikke er omfattet af CO2-kvotesystemet – i en mere grøn og ressourceeffektiv retning. 

Vi håber, at også DTL vil samarbejdets vej.

Hvad siger statistikken?
Omlastestationen i Nyborg har i 2016 modtaget 1.262 tons affald fra private vognmænd med affald produceret i Nyborg Kommune.

Fjernevarme Fyn Affaldsenergi A/S har i 2016 modtaget 3.094 tons direkte fra private vognmænd med affald produceret i Nyborg Kommune.

Vi mener, at man deraf kan konkludere, at omlastestationen kun bliver brugt, hvis det giver mening for vognmanden.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00