Debat

TvMF: DR’s kæmpegæld truer dansk public service – en politisk løsning er den eneste udvej

DRs økonomi trues af en milliardgæld til Københavns Kommune, hvilket kan få voldsomme konsekvenser for danskernes public service indhold. Det haster derfor med en politisk løsning, som kan sikre, at gælden bliver annulleret, skriver Lars L. Nielsen. 

En gæld i den størrelsesorden, som Københavns Kommune forlanger, vil tvinge DR ud i massive besparelser, hvis fulde konsekvenser ingen kan forudse, skriver Lars L. Nielsen. 
En gæld i den størrelsesorden, som Københavns Kommune forlanger, vil tvinge DR ud i massive besparelser, hvis fulde konsekvenser ingen kan forudse, skriver Lars L. Nielsen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lars L. Nielsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er helt uacceptabelt, at DR’s økonomi trues, fordi en tidligere ledelse og bestyrelse i 2003 indgik en fuldstændig absurd aftale med Københavns Kommune.

En aftale som risikerer at efterlade DR med en kæmpe milliardgæld og samtidig lægge dansk public service-indhold i ruiner.

Det haster med en politisk løsning, som kan sikre, at gælden til København bliver annulleret.

Lars L. Nielsen
Public affairs-direktør, Tv, Musik og Film i Danmark

Aftalen indebærer, at Københavns Kommune i 2073 kan overtage DR Byen kvit og frit og samtidig modtage et beløb svarende til to gange den aktuelle bygningsværdi (i dag cirka 1,5 mia). Aftalen blev indgået den gang, DR flyttede til Amager og dermed lukkede Radiohuset på Frederiksberg og TV-byen i Søborg.

Men den skulle aldrig have set dagens lys og placerer nu DR i en umulig position. 

En gæld i den størrelsesorden, som Københavns Kommune forlanger, vil tvinge DR ud i massive besparelser, hvis fulde konsekvenser ingen kan forudse. Helt sikkert er det dog, at det vil få voldsomme negative konsekvenser for det public service-indhold, DR i dag leverer til danskerne.

En politisk løsning

Det haster derfor med en politisk løsning, som kan sikre, at gælden til København bliver annulleret.

DR har i generationer samlet danskerne om fremragende tv- og radioprogrammer, musik, nyheder, underholdning og børneprogrammer.

Selvom lytte- og seermønstrene har ændret sig over tid, er DR stadig en uundgåelig aktør i vores mediebillede, og langt de fleste danskere bruger DR's tjenester.

Gælden kan de facto blive stadfæstet og umuligt at ændre. Det går ikke.

Lars L. Nielsen
Public affairs-direktør, Tv, Musik og Film i Danmark

DR spiller også en afgørende rolle for den danske kultur, sammenhængskraften i samfundet og for vidensformidling.

Der må og skal derfor findes en politisk løsning – at sagen kommer for retten, som Københavns Kommune planlægger, er uholdbart, for ingen kan forudse, hvad resultatet af en retssag vil blive, og dermed kan gælden jo de facto blive stadfæstet og umuligt at ændre. Det går ikke. 

Derfor er det reelt kun ad politisk vej, man kan løse denne udfordring. Vi kan se tre mulige veje at gå:

  • Københavns Kommune vælger at afstå fra en retssag og indleder i stedet en fredelig dialog med DR for at finde en løsning. Kommunen og DR kan uden problemer bruge flere år på at finde den rigtige løsning. Det er intet, som haster.
  • DR lader det være op til Finansministeriet at forhandle en god løsning – der vil sagen alligevel ende, hvis Københavns Kommune kræver milliardgælden indfriet.
  • DR kan, hvis en af de to første modeller anvendes, indsætte gælden som en eventualforpligtelse i regnskabet og undgår derved at skære i public service-indholdet. Gælden parkeres i regnskabet, indtil der er fundet en varig løsning. 

Den politiske løsning er den eneste model, som kan løse DRs kattepine. Og det er nødvendigt. Danmark har brug for et stærkt og bæredygtigt DR. Ikke mindst i disse år, hvor den teknologiske udvikling skaber nye platforme, og hvor internationale tjenester udgør en stadig større del af danskernes medieforbrug. 

Vi kan ikke lade en aftale af denne karakter true en institution, der er så central for os som nation. 

Det er derfor bydende nødvendigt, at der findes en politisk løsning på DR’s gældsproblemer, så vi kan sikre, at vi også i fremtiden bevarer DR som motor for dansk kultur og mediemæssig mangfoldighed. 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00