Debat

Journalist: Forsvaret for pressefrihed er blevet et forsvar for gamle privilegier

DEBAT: Den europæiske presseorganisation, Press Councils of Europe, kræver nu, at "redaktørstyrede" medier ikke skal underlægges samme censur som alle andre Facebook-brugere. Det er et reaktionært forsøg på at fastholde gamle hierarkier, skriver Nikolai Thyssen.

Peter Pagh-Schlegel
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Nikolai Thyssen
Journalist og stifter af nyhedsmagasinet Føljeton

Den helt store gevinst ved internettet er ikke binge-watching eller netshopping, men det helt simple faktum at alle kan komme til orde. At New York Times ikke har en mere priviligeret adgang til internettet end alle andre.

Nikolai Thyssen
Journalist

I sidste uge var der lagt an til et længe ventet topmøde. Efter den verdensomspændende opmærksomhed, der fulgte, da Facebook fjernede et foto fra Aftenpostens Facebook-side, skulle den norske presse og Facebook mødes og blive klogere på hinanden.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Aftenpostens chefredaktør Espen Egil Hansen havde som bekendt højlydt råbt Marc Zuckerberg an, men måtte mandag i Oslo alligevel nøjes med en ’direktør for partnerskaber’.

Positionerne i salen var velkendte og spejlede hinanden perfekt: Facebook hævder, at de "ikke er et medie", og det er lige præcis det, der falder de gamle medier for brystet. At Facebook behandler store medier præcis, som de behandler dig og mig.

AirBNB og Uber
Vi har med Sillicon Valley fået nye aktører, som helt åbenlyst har skabt værdi ud af ingenting. AirBNB og Uber har gjort private ressourcer til en offentlig service. Det er fantastisk at kunne bo i et privat hjem på ferien, ligesom det er praktisk at kunne få et lift hjem midt om natten, derude hvor ingen taxaer gider at køre.

Men det er naturligvis helt skævt, når hele kvarterer tømmes for beboere, og når lokale fællesskaber erstattes af gæster i hoteller, der end ikke er underlagt samme krav, som alle andre hoteller.

Og det er naturligvis helt håbløst, at Uber slipper afsted med at betegne sig selv som et "software-firma", når de nu så åbenlyst er blevet arbejdsgiver for mere end 150.000 chauffører.

At stille en "platform" til rådighed
Det er et gennemgående træk ved de globale platforme, at de fastholder opfattelsen af sig selv som ingeniørdrevne virksomheder, som software-selskaber, der blot som ved et tilfælde har forandret og udfordret virkeligheden.

AirBNB er verdens største hotelvirksomhed, men mener ikke, at de skal reguleres som andre hoteller. Uber råder over flere chauffører end noget andet taxaselskab i verden, men mener ikke, at de er en arbejdsgiver. De er ikke hoteller eller taxaer, mener de, men platforme.

Således også Facebook og Google. De er platforme, der blot ved et tilfælde har forandret vores fælles offentlighed. At ‘stille en platform til rådighed’ er kommunikations-dansk for ikke at tage ansvar.

Øget mistillid til internettet
Vi lever i en transformativ periode, hvor lovgivningen halser efter udviklingen. Sådan må det nødvendigvis være, når der med så stor hast vendes op og ned på status quo.

Stemningen er ikke så optimistisk i dag, som den var for blot ti år siden. Som samfund tror vi ikke længere, at internettet demokratiserer viden og engagerer flere i vores fælles samtale.

Nu er vi optaget af, at for mange kommer til orde, og at vi har skabt et vulgærdemokrati, som justitsministeren ynder at sige. Vi betragter ikke længere Wikipedia som et oplysningsprojekt, men bekræfter hinanden i, at vi (det vil sige alle de andre) er blevet ‘postfaktuelle’.

De store medieselskaber tror ikke længere på muligheden af at tale med langt flere mennesker end førhen, men har først fremmest øje for tabet af etablerede forretningsmodeller.

Nye spillere i gamle kasser
På topmødet i Oslo sagde Facebook præcis det, de plejer at sige: "Vi er ikke medie". Det er både rigtigt og alligevel ikke et tilfredsstillende svar fra et selskab, der har så stor betydning for vores fælles samtale. Selv ikke Zuckerberg kan helt undgå at få beskidte fingre.

Det svære benspænd er netop, at vi ikke kan presse de nye spillere ned i de gamle kasser og derfor har brug et ny vokabularium. Facebook er ikke et medie og så alligevel, Zuckerberg ikke redaktør, men Facebook er måske alligevel en "social redaktør".

Ytringsfrihed for hvem?
Det var den europæiske presseorganisation, Press Councils of Europe, der kom med den mest opsigtsvækkende udmelding. Organisationer krævede, at "redaktørstyrede" medier ikke skulle underlægges samme censur, som alle andre. Det er kort sagt fint for de europæiske medier, at Facebooks regelsæt gælder for dig og mig, så længe de ikke gælder for Ekstra Bladet og Metroxpress.

De solgte alle andres ytringsfrihed for at redde deres egen. Det er et reaktionært forsøg på at tale gamle hierarkier tilbage.

Den helt store gevinst ved internettet er ikke binge-watching eller netshopping, men det helt simple faktum at alle kan komme til orde. At New York Times ikke har en mere en priviligeret adgang til internettet end alle andre.

Hvis "pressefrihed" blot betyder strukturelle fordele for etablerede medier, er det ikke længere et synonym for ytringsfrihed, tværtimod. Så bliver det blot kommunikations-dansk for gamle privilegier.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Nikolai Thyssen

Ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør, Radio4
Journalist

0:000:00