Professor: Politikerne bør besvare disse fire spørgsmål, før de skriver vigtig lov om

Den kultur, der er fundament for folkeoplysningsloven, går tilbage til begyndelsen af 1800-tallet, hvor kongemagten fik øjnene op for gevinsten ved at uddanne befolkningen og i den forbindelse ikke kun indførte skolepligt for børn, men også pligt for det offentlige til at tilbyde undervisning om aftenen for personer, der ikke var omfattet af lovens primære skolesystem.

Bagtanken var, at et vist uddannelsesniveau hos den brede befolkning kunne gavne staten, mens den enevældige konge nok var mindre optaget af befolkningens muligheder for et udbytterigt fritidsliv.

Men kimen til folkeoplysning var lagt. Den tradition har været drivende for folkeoplysningen siden og er også vigtig for at forstå centrale elementer i den nuværende folkeoplysningslov, hvis første version trådte i kraft i 1991.

Siden er loven ændret og udvidet flere gange.

Plads til lokale forskelle

Folkeoplysningsloven skal sikre offentlig støtte til folkeoplysende virksomhed.

Folkeoplysende virksomhed i lovens forstand er enten voksenundervisning eller frivillige foreningsaktiviteter. For eksempel sport eller kulturelle aktiviteter, og virksomheden skal bygge på demokrati, grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, fællesskab og de enkelte initiativtageres idégrundlag.

Den folkeoplysende virksomhed bliver efter loven støttet på to måder: økonomisk tilskud til foreninger og adgang til faciliteter der danner ramme for aktiviteterne.

Det er helt overvejende kommunerne, der yder støtte efter folkeoplysningsloven, og det er grundlæggende en pligtopgave.

Kommunerne kan ikke undlade at yde nogen form for støtte, men samtidig overlader loven i vidt omfang kommunerne rum for at fastlægge den konkrete udmøntning af lovens krav.

Til lovens styrker hører først og fremmest, at den sikrer støtte til de enkelte borgernes vidt forskellige ønsker i forhold til fritidsliv.

Karsten Naundrup Olesen
Professor, Københavns Universitet

Hver kommune skal vedtage en politik på området, og kommunen kan i vid udstrækning bestemme, hvor mange penge der sættes af til økonomisk støtte, ligesom den også et stykke hen ad vejen bestemmer, hvilke faciliteter den vil skabe.

Støtte til folkeoplysningen sker altså inden for en statslig ramme, men med en kommunal gennemførelse. Det er bevidst fra lovgivers side, idet man vil sikre støtte til folkeoplysningen, men også forankre den i det lokale.

Lovgiver har villet give mulighed for lokal varians og plads til forskelligheder i de initiativer, som foreningerne tager. For at sikre dette har loven mange fleksible begreber og skønsprægede regler.

Endvidere har reguleringen af de vidt forskellige foreninger og aktiviteter i samme lov ført til en regulering, som er noget sammenfiltret og ikke helt konsistent i terminologien. Disse forhold gør loven vanskelig at sætte sig ind i.

Det må betragtes som lovens betydeligste svaghed, og det har som konsekvens, at foreningerne oplever usikkerhed om muligheder for at opnå støtte, og at kommunernes administration af loven kan være tung.

Stærk lokal forankring

Til lovens styrker hører først og fremmest, at den sikrer støtte til de enkelte borgernes vidt forskellige ønsker i forhold til fritidsliv.

Når den samtidig skaber grundlag for foreningsliv, formår loven yderligere at forene individets interesse med etablering af fællesskab, hvilket er et ganske vidt spænd. Som en tredje styrke ved loven må man fremhæve den lokale forankring.

Den betyder, at støtten kan anvendes i overensstemmelse med lokale forhold og prioriteter hos både foreninger og politikere. Samme effekt har lovens fleksible bestemmelser.

En gennemskrivning af loven i sin helhed er nødvendig for at opnå ensartethed og klarer struktur.  

Karsten Naundrup Olesen
Professor, Københavns Universitet

Sidder man nu tilbage med en fornemmelse af at de forhold, der er lovens svagheder, også ligger til grund for dens styrke, er det ikke forkert. I den sammenhæng er folkeoplysningsloven lidt et janushoved.

Formålet må afklares før revision

Folkeoplysningsloven er til stadig debat. En del af debatten drejer sig om, hvorvidt den skal revideres. Der har selvfølgelig været udvikling på området, siden loven trådte i kraft, og der er som nævnt også svagheder ved loven.

Det giver derfor mening at overveje en revision af loven.

Når man vil revidere en lov, må man gøre op, om man er ude på at reparere uhensigtsmæssigheder, eller om man ønsker at forandre reguleringen grundlæggende.

Folkeoplysningsloven er ikke fri for vanskeligheder. Nogle af disse kan afhjælpes ved at ændre loven, så det bliver klarere, hvilke krav den indeholder.

Men en nem opgave vil det ikke være, navnlig fordi de svagheder, der skal rettes op, også er styrker som gerne skal bibeholdes. Revidering med dette formål er i øvrigt ikke en omskrivning af de enkelte bestemmelser.

En gennemskrivning af loven i sin helhed er nødvendig for at opnå ensartethed og klarere struktur.

Hvis det, man ønsker, er at forandre grundlaget for støtte til folkeoplysningen, er det en betydeligt mere omfattende opgave.

Det kræver, at man først finder ud af, hvad man vil med folkeoplysningsområdet. Man skal her huske på, at jura er retssamfundets redskab til at skabe situationer, som synes ønskværdige.

De bedste regler skabes derfor, når man ved, hvor man vil hen. I den forbindelse bør man overveje, hvad man vil opnå ved at yde støtte til folkeoplysning.

Ved at være skarp på det bliver det lettere at finde svar på tre andre vigtige spørgsmål, nemlig hvem og hvad der skal støttes og hvordan.

Svar på de fire spørgsmål er holdningsbaserede. Det ligger i folkeoplysningens gener, at aktørerne på området er gode til at indgå i debatter.

Kompetencerne for at skabe et godt grundlag for en mere eller mindre omfattende revision af folkeoplysningsloven er derfor til stede.