Debat

Skuespilchef: Sæt handling bag Danmarkskanon

DEBAT: Bertel Haarders Danmarkskanon kan opstille et utal af danske værdier, men hvis der ikke kommer handling bag, som udfolder værdierne i det virkelige liv, er det omsonst, skriver Morten Kirkskov, skuespilchef i Det Kongelige Teater.

Hvis der ikke kommer handling bag Haarders Danmarkskanon, er det en omsonst øvelse, skriver Morten Kirkskov, skuespilchef i Det Kongelige Teater.
Hvis der ikke kommer handling bag Haarders Danmarkskanon, er det en omsonst øvelse, skriver Morten Kirkskov, skuespilchef i Det Kongelige Teater.Foto: Pressefoto
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Morten Kirkskov
Skuespilchef i Det Kongelige Teater

Der melder sig en del spørgsmål, når kulturminister Bertel Haarder (V) introducerer idéen om en Danmarkskanon.

Det første og væsentligste er, om vi overhovedet skal have sådan en kanon? Og hvis ja, hvordan undgår vi så, at det bliver en selvforherligende, national liste af ekskluderende leveregler? For nu at nævne en risiko ved den slags.

Men lad os lade spørgsmålene ligge lidt endnu og en stund prøve at gå ind på præmissen og ikke længere overlade det til Dansk Folkeparti at diskutere værdier: vi skal have en kanon, ok, så hvad skal den indeholde, og hvad kan den eventuelt udrette?

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

Sæt handling bag
Vi kan liste ligeså mange gode, gamle danske værdier det skal være, men hvis der ikke kommer til at ligge handlinger, oplevelser (og økonomisk velvilje) bag, som udfolder værdierne i det virkelige liv, er det omsonst. Så bliver Danmarkskanonen bare et hurtigt tilstøvet efterladenskab fra en minister til historiebøgerne. Jeg tror, Haarder er mere ambitiøs end som så. Værdier skal leves, ikke kun være pligtlæsning og føde til kanoner og indfødsretstests.

Mangfoldighed
Det siges, at kanonen laves for at undgå kulturel splittelse. For mig at se burde et af punkterne på hot-listen være mangfoldighed.

Værdier skal leves, ikke kun være pligtlæsning og føde til kanoner og indfødsretstests.

Morten Kirkskov
Skuespilchef i Det Kongelige Teater

Mangfoldigheden rummer kulturel splittelse og forsøger ikke nødvendigvis at undgå den. Den rummer for eksempel andre religioner end kristendommen, som af nogen nævnes højt på listen til denne kanon. Men der findes uhyggelige, fundamentalistiske udgaver af alle religioner, ikke mindst af kristendommen – så definér kristendom, inden den kommer på listen, eller tag den eventuelt af.

Det interessante er ikke, hvilken religion, men hvilke værdier, vi gerne vil kanonisere. Man kan sagtens være et godt menneske uden at være kristen – det findes. Hvilket leder os direkte videre til et af de andre oplagte emner at have på listen:

Næstekærlighed
Har kristendommen patent på den? Og mener vi det samme med den? Nogle mener, den kun gælder hvide mennesker i Danmark eller vores nærmeste nabolande. Jeg mener ikke, det er næstekærlighed, det er racisme. Jeg mener, næstekærlighed handler om empati og ikke om had. Så definér næstekærligheden, hvis den skal på listen. Og det skal den.

Frihed
Friheden og retten til at være den, man er - etnisk, kønsmæssigt, seksuelt, politisk og trosmæssigt – og udtrykke det, så længe man ikke øver nogen former for vold mod andre. Det er og lyder banalt, men i det banale bor der ofte stor sandhed. Det medfølgende ansvar består i at udvise respekt for, at andre kan have det på andre måder, end man selv har det. Eksklusivt krav i mange kulturer, ufravigeligt i Danmark. På listen med den.

Demokrati
Det skal vel på listen? Men hvis én eller anden tosse kan få magt i Danmark, altså som i blive statsminister, ad demokratisk vej, som Trump kan blive præsident i det amerikanske demokrati, så skal vi vel lige snakke om det først. Så må vi gentænke demokratiet, som jo findes i utallige udgaver verden over. Demokrati er hverken en fast størrelse eller en selvfølgelighed, demokrati skal dyrkes og udvikles. Så tal om demokrati, hvis det skal på listen.

Højskolesangbogen
Højskolesangbogen har man vel sagtens med på listen, og et konkret forslag til, hvordan vi sætter handling bag ordene her, kunne være at sende hober af nye, gamle og wannabe-danskere ind at se Det Kongelige Teaters store musikforestilling 'Højskolesangbogen', som præsenteres på vores sæsonpressemøde 27. april. Og i øvrigt sørge for at vi får sunget meget mere sammen, og se om vi kan udvinde budskaber, som gør os bedre til at respektere hinanden og få noget mere ud af livet på baggrund af den kulturskat, sangbogen vitterligt gemmer.

Kroppen
Hvordan får vi kroppen ned i en kanon? Allerede ved at lufte tanken får vi liberalisterne på nakken. For ingen skal jo bestemme over folks kroppe, de må da leve så usundt og fedt som de har lyst til, og ja, det må de, men når vi nu har punkter på, som berører vores tanker og vores sjæl, ville det så ikke være meget naturligt at have kroppen med?

Ethvert fornuftigt menneske ved, at krop og sjæl hører sammen – sætningen ”en sund sjæl i et sundt legeme” står hugget ind i mange gymnastiksale, men mener vi det? Hvad står der i en Danmarkskanon om krop, om fysisk sundhed, om nøgenhed, om hvad vi indtager, om misbrug og alt andet, som har med vores medfølgende krop at gøre? Findes der noget særligt dansk her, skal vi opfinde noget til lejligheden? Ja, vi skal. Krop og sjæl hører sammen.

Det var alt herfra. Kanon diskussion, om vi så har brug for den kanon eller ej.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Kirkskov

Skuespilchef, Det Kongelige Teater, skuespiller, forfatter
skuespiller (Skuespillerskolen Odense Teater 1990)

0:000:00