Forskere og biolog: Det er ikke kun naturen, der har brug for rewilding. Det har Dyreetisk Råd også

Denne etiske indstilling står i skarp kontrast til vores syn på drab af mennesker, måske fordi drab på dyr er så institutionaliseret i vores omgang med produktionsdyr, hobbydyr og kæledyr.

Når man dræber et levende væsen, fratages det muligheden for at leve sit liv til ende. For produktionsdyr kan drabet begrundes med, at vi skal bruge det døde dyrs krop til vores egen livsudfoldelse, men den begrundelse holder ikke, når vi har sat dyrene fri til at leve deres eget vilde liv.

Spørgsmålet bør derfor være, om det er til fordel for dyret at blive aflivet, eller det ville være bedre at lade dyret fortsætte sit liv uden vores indgriben.

Dette dilemma diskuteres ikke af Dyreetisk Råd, som entydigt anbefaler aflivning frem for spontan død, da denne kan være forbundet med smerte. 

Aktiv dødshjælp uden samtykke

Dyrevelfærdsloven fastslår i sin formålsparagraf at ”Loven har til formål at fremme god dyrevelfærd, herunder beskytte dyr, og fremme respekt for dyr som levende og sansende væsener.” Vi vil vove den påstand, at vildtlevende dyr ikke ønsker at blive hjulpet af med livet. Heller ikke, når det er smertefuldt.

Det er tankevækkende, at indespærring og aflivning af dyr falder så naturligt for os, når nu de to værste straffe for mennesker er netop dødsstraf og isolationsfængsling.

Hvis vi ikke vil sætte dyrene helt fri, bør vi være ærlige og vedgå, at det ikke er af hensyn til deres velfærd, men fordi vi ikke kan tåle at være vidner til den barske, vilde natur.

Rasmus Ejrnæs, Camilla Fløjgaard og Sofie Graarup Jensen.
Hhv. professorer og biolog.Hhv. professor, seniorforsker og biolog

Aflivning af dyr beskrives af Dyreetisk Råd som en form for aktiv dødshjælp, men det foregår altså uden samtykke. Måske skulle rådet lade sig inspirere af Etisk Råd, som er ganske kritiske i deres udtalelser om dødshjælp. 

Dyreetisk Råd fremstiller sagen som mennesker kontrollerer antallet af dyr i indhegningen og dermed også knapheden på føde. Disse udtalelser afslører en utilstrækkelig økosystemforståelse og her er Moslaboratoriets rewildingprojekt godt at blive klog af. I efteråret 2016, satte man 13 exmoor-ponyer og 12 galloway-okser fri til at leve uden pasning og fodring i et indhegnet naturområde på 120 hektar.

Området viste sig at være velegnet, idet dyrene trivedes og overlevede vinteren uden fodring, og næste år voksede bestanden til 40 dyr. Det samme gentog sig vinteren efter, og nu voksede bestanden til 60 dyr. Alle disse dyr overlevede til biologernes overraskelse endnu en vinter - på trods af en meget lang tørke i 2018 - og efter sommeren 2019 var bestanden på 77 dyr.

Vinter og forår 2020 viste kontrollen med dyrene, at det var nødvendigt at fjerne 41 dyr for at leve op til dyrevelfærdsloven. Siden er der ikke nogen dyr, der er faldet for huldkriterierne på Molslaboratoriet, og bestanden har været i en meget langsommere vækst. På et tidspunkt må man forvente at dyrene igen bliver så mange at føden bliver knap.

Interessen for dyrs død er større end for deres liv

Som den opmærksomme læser har regnet ud, var årsagen til fødeknaphed på Molslab ikke hegnet eller størrelsen på området, men derimod at dyrene trivedes og bestanden voksede indtil den overgik områdets bæreevne. Det samme ville være sket, hvis dyrene havde haft adgang til hele Jylland.

Uendelige ressourcer findes kun i fantasien, og når der er tale om eksponentiel vækst i en bestand, er det kun et spørgsmål om tid, før der indtræffer knaphed.

Kunne man ikke bare indføre nogle rovdyr, som kunne regulere bestanden? Nej, for i helt naturlige økosystemer med rovdyr, vil de største planteædere reelt være reguleret af fødemængden og ikke af rovdyrene. Fodring er heller ingen løsning, så vokser bestanden og problemet sig blot større. 

Serengeti huser millioner af dyr, som aldrig ville kunne bestå de huldkriterier, vi i Danmark stiller som krav. I dette enorme naturområde uden hegn og med masser af rovdyr dør de voksne gnuer af sult, når de dør. 

Det fik vi skåret ud i pap, da professor Grant Hopcraft i 2024 gæsteforelæste på biodiversitetssymposiet på Aarhus Universitet. Hopcraft understregede, at gnuernes reproduktive drift er så stærk, at moren må tære på alle kroppens ressourcer for at producere mælk nok til sin kalv.  

I de kommende naturnationalparker har naturstyrelsen planer om at udsætte kastrerede dyr. Når dyrene ikke kan yngle, slipper man for at de kommer til at sulte.

Det undrer os, at Dyreetisk Råd slet ikke berører dette, da kastrering og sterilisering ikke alene har negative fysiologiske konsekvenser, men fratager dyrene naturlig kønsdrift, formering, yngelpleje og en naturlig adfærd i familie- og flokstrukturer. Man interesserer sig tilsyneladende mere for dyrenes død end deres liv? 

Det indlysende alternativ til drab og kastration er, at vi giver dyrene deres frihed og accepterer, at alle de dyr, som fødes i et naturområde, også vil dø på et tidspunkt, og dødsårsagen vil ofte være sult og svækkelse.

Hvis vi ikke vil sætte dyrene helt fri, bør vi være ærlige og vedgå, at det ikke er af hensyn til deres velfærd, men fordi vi ikke kan tåle at være vidner til den barske, vilde natur.

Og netop i den situation har vi brug for, at Dyreetisk Råd tænker dybere over om aflivning og tvangssterilisering af vildtlevende dyr er etisk forsvarligt, og om det opfylder Dyrevelfærdslovens krav om at respektere dyrene som levende og sansende væsner.