Jørgen Grønnegård: Drikkevandsstriden er det klassiske sammenstød mellem Fødevareministeriet og Miljøministeriet

Går tilbage til regeringsaftalen 

Det var kulminationen på et langt forløb. Op til jul helt præcist 17. december 2025 skrev en medarbejder i Fødevareministeriet til en kollega i Miljøministeriet om kommissoriet, som havde styret arbejdet med rapporten.

Han eller hun understregede sagens alvor ved til slut at tilføje: “Der er efterspørgsel højt fra huset, så det er værdsat, hvis I kan hjælpe med denne”.

Det var ingen ny sag. Den går tilbage til regeringsaftalen og den grønne trepart. Det handler om beskyttelsen af grundvandet.

Det, vi ser, er det klassiske og uundgåelige sammenstød mellem Fødevareministeriet og Miljøministeriet. Det er en konflikt, som går årtier tilbage.

Jørgen Grønnegård Christensen
Professor emeritus, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Det er nogle steder i landet truet af nedsivende pesticider og i et vist omfang også nitrat. Truslen tager sig yderligere større ud end tidligere antaget.

Årsagen er dog næppe mere forurening, men snarere at målemetoderne hele tiden bliver bedre, og at man derfor kan foretage mere præcise vurderinger af grundvandets tilstand. Samtidig ved man mere om de sundhedsmæssige risici.

Fra første færd var der i regeringen enighed om, at det skulle man tage sig af. Men hvordan? Det tog sin tid.

Tale om en regeringssag

I 2024 blev det dog besluttet, at Miljøministeriet skulle udarbejde en faglig analyse af problemstillingen. Det blev også besluttet at overveje fremtidens regulering.

Kravet var “et eftersyn af den samlede regulering med henblik på at styrke og forenkle reglerne”.

Der var hele tiden tale om en regeringssag. Altså en sag, som havde stærk politisk bevågenhed, og som derfor blev sat til behandling i regeringens magtfulde økonomiudvalg.

Sagens politiske vægt blev også understreget af den valgte arbejdsgang. Nok skulle Miljøministeriet stå som udgiver af rapporten.

Men arbejdet blev fulgt af en tværministeriel gruppe. Den blev i kommissoriet omtalt som en styregruppe, men endte med at få status som en arbejdsgruppe.

Man kan tolke det som et udtryk for, at gruppen var tiltænkt en mere aktiv rolle end en styregruppe svævende oven over alting.

Hvordan det end var, var der tale om et rent anliggende for ministeriernes embedsfolk.

Arbejdsgruppen havde nemlig ikke kun medlemmer fra de to mest involverede ministerier. Slotsholmen var usædvanligt bredt repræsenteret i gruppen.

De stoppede ikke der. Der er to væsentlige tilføjelser til arbejdsgangen. Udarbejdelsen af analysen blev også overvåget af en følgegruppe, hvori blandt andet Landbrug & Fødevarer var repræsenteret og ikke overraskende ganske aktiv.

Samtidig trak Miljøministeriet på ekstern sagkundskab, først for fremmest Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet.

Stærke interesser

Rapporten er grundig. Den gennemgår den eksisterende regulering, EU's, den nationale og den lokale, og den er ekstremt omfattende og kompliceret, så arbejdets målsætning om at styrke og forenkle indsatsen er overmåde ambitiøs.

Rapporten gennemgår selvfølgelig også forureningens omfang.

Men kernen forbliver spørgsmålet om, hvordan man reguleringspolitisk skal gribe sagen an: Med økonomiske virkemidler som afgifter eller tilskud eller med regulering og forbud.

Ingen af metoderne er hverken enkle eller sikre, og der er selvfølgelig knyttet stærke interesser til lige netop valget af reguleringsform.

Rapporten – det vil sige Miljøministeriet – konkluderer imidlertid, at regulering og forbud er at foretrække. Det er sin sag, men det, der virkelig dengang i januar bragte sindene i kog, var spørgsmålet om rapportens offentliggørelse.

Når forløbet bliver så dramatisk, er der kun én forklaring: Fødevareministerens og miljøministerens respektive behov for at profilere sig hver for sig i den tilstundende valgkamp.

Jørgen Grønnegård Christensen
Professor emeritus, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

For der var jo tale om en regeringssag. Det var tilmed sådan, at sagen var berammet til drøftelse i regeringens grønne udvalg i begyndelsen af februar.

Så hvorfor ikke vente med offentliggørelsen til efter dette møde, spurgte Fødevareministeriets embedsfolk, utvivlsomt tilskyndet “højt fra huset”.

De havde samtidig indvendinger mod konklusionen, ligesom de mente, at analysen fortjente en ekstra faglig afpudsning.

Især mente de ikke, at kommissoriet bemyndigede Miljøministeriet og arbejdsgruppen til at anbefale en bestemt reguleringsmodel.

Til det svarede miljøminister Magnus Heunicke (S), at rapporten var en ressortopgave for hans ministerium, hvorfor han bestemte, hvornår det var opportunt at offentliggøre ministeriets faglige analyse.

En gammel konflikt

Har nogen handlet galt? Det er der nogen, som mener, jævnfør det forestående samråd med fødevareminister Jacob Jensen (V). Det er blot en forhastet konklusion.

Det, vi ser, er det klassiske og uundgåelige sammenstød mellem Fødevareministeriet og Miljøministeriet. Det er en konflikt, som går årtier tilbage, og som blev søgt indkapslet i Miljø- og Fødevareministeriet frem til minksagen.

Den er uundgåelig. Vi ser også, hvordan såkaldt faglige og politiske vurderinger uundgåeligt er vævet ind i hinanden.

Det ligger i det statslige KODEX VII fra 2015, og ministeriernes embedsfolk er som her i drikkevandssagen i stand til at håndtere balancen mellem faglighed og politik inden for de rammer, som ressortfordelingen og ministerstyret sætter.

Når forløbet bliver så dramatisk, er der kun én forklaring: fødevareministerens og miljøministerens respektive behov for at profilere sig hver for sig i den tilstundende valgkamp.

Den sikre prognose er således, at drikkevandssagen også efter valget vil være en regeringssag.