Bliv abonnent
Annonce
Debat

Grønne organisationer: Landbaseret fiskeproduktion er det oplagte alternativ til havbrug

Hvis marine naturnationalparker reelt skal bidrage til at beskytte og genoprette 
natur og biodiversitet, kan de ikke samtidig rumme industrielle 
aktiviteter med direkte og ufiltrerede udledninger, skriver&nbsp;Henning Mørk Jørgensen og Kaare Manniche Ebert.<br>
Hvis marine naturnationalparker reelt skal bidrage til at beskytte og genoprette natur og biodiversitet, kan de ikke samtidig rumme industrielle aktiviteter med direkte og ufiltrerede udledninger, skriver Henning Mørk Jørgensen og Kaare Manniche Ebert.
Foto: Simon Læssøe/Ritzau Scanpix
19. februar 2026 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Tak til René Christensen fra Dansk Akvakultur for svar på vores replik om havbrug og marine naturnationalparker i Altinget.

Debatten er vigtig, ikke mindst fordi den har direkte betydning for de politiske beslutninger, der træffes om vores fælles havmiljø- og havnatur.

I sin replik fremhæver René Christensen, at havbrug – opgjort som andel af den samlede nationale kvælstofudledning – kun bidrager i begrænset omfang. Men nationale opgørelser dækker over udledninger fra hele samfundet: landbrug, byer, industri, spildevand og millioner af menneskers daglige aktiviteter.

Læs også

Havbrug adskiller sig grundlæggende fra disse kilder ved at udlede kvælstof, fosfor, medicin og organisk materiale direkte og urenset til havet – ofte i sårbare og i forvejen belastede kystnære områder.

At tillade en sådan urenset produktion i farvande, som langt fra lever op til kravene om god økologisk tilstand, er ikke blot miljøfagligt problematisk, men også politisk svært at forsvare.

Dertil kommer, at havbrugenes udledninger topper om sommeren og efteråret – netop når havmiljøet er mest presset af algeopblomstring og iltsvind. Havbrug er derfor ikke blot en teoretisk påvirkning, men en konkret lokal belastning med risiko for betydelige skader på havmiljøet.

En klassisk faglig fejlslutning

Det er på den baggrund vanskeligt at se, hvordan havbrug kan forenes med ambitionen om nye marine naturnationalparker. Hvis disse områder reelt skal bidrage til at beskytte og genoprette natur og biodiversitet, kan de ikke samtidig rumme industrielle aktiviteter med direkte og ufiltrerede udledninger.

Når Dansk Akvakultur karakteriserer havbrug som ubetydelige ved at sammenligne deres udledninger med de samlede nationale – eller endda internationale – udledninger, er der tale om en klassisk faglig fejlslutning.

Med den logik ville enhver lokal punktkilde kunne frikendes.

Vi har fuld forståelse for, at René Christensen taler på vegne af et erhverv, hvis forretningsmodel indebærer direkte udledning til havet. Det er hans rolle.

Henning Mørk Jørgensen og Kaare Manniche Ebert
Biolog, Danmarks Naturfredningsforening, og biolog, Danmarks Sportsfiskerforbund

Det er netop derfor, at miljøregulering bygger på lokale og konkrete vurderinger. Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Sportsfiskerforbund har da også gennem årene påklaget en lang række havbrugsafgørelser og gentagne gange fået medhold i Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Det er ikke udtryk for aktivisme, men for at afgørelserne har været i strid med gældende ret – herunder mangelfulde vurderinger af påvirkningen af miljøet og af naturtyper og arter, som er beskyttet efter EU-retten.

Det handler om politiske prioriteringer

Det politiske ansvar kan ikke negligeres. Hvis man vælger at tillade havbrug i marine naturnationalparker, er det et aktivt valg om at tilsidesætte naturhensyn.

Det harmonerer dårligt med de erklærede mål om et sundere havmiljø og en styrket biodiversitet.

Vi har fuld forståelse for, at René Christensen taler på vegne af et erhverv, hvis forretningsmodel indebærer direkte udledning til havet. Det er hans rolle. Vores rolle er at tale på vegne af den fælles havnatur – en natur, som forskere igen og igen har slået fast, er under massivt pres.

Derfor peger vi på landbaseret fiskeproduktion som det oplagte alternativ. Her kan udledninger renses, kontrolleres og reguleres, og produktionen kan udvikles uden yderligere at belaste et havmiljø, der allerede befinder sig tæt på bristepunktet.

Det handler ikke om at være imod erhverv. Det handler om politiske prioriteringer, om hvor og hvordan produktion tillades – og om, hvem der i sidste ende betaler prisen for beslutningerne.

Læs også

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026