EL-ordfører: Venstres kovending kan vise sig at være dårligt nyt for vores drikkevand

Regningen sendes til fællesskabet

En anden kamp handler om pengene. I Enhedslisten mener vi, at forureneren skal betale. Venstre har historisk haft en anden tilgang.

Når landbruget skal stoppe med at forurene, skal erhvervet kompenseres mest muligt – og regningen sendes videre til fællesskabet. Faktisk er det svært at finde et eksempel de sidste 20 år på, at Venstre ikke har kæmpet hårdt for at få hevet så mange penge som muligt op af skatteborgernes lommer og over i landbrugets lommer.

Dertil kommer, at Venstre-stemmer allerede nu peger på, at det er vandforbrugerne, der bør betale, ligesom Inger Støjberg (DD) har været ude at sige, at det handler om størrelsen af kompensationen.

Her er det afgørende at være opmærksom på, at spørgsmålet om kompensation er ikke juridisk afgjort. Det er politisk.

Det betyder ikke nødvendigvis, at der ikke skal gives kompensation. Men det betyder, at størrelsen på kompensationen er et politisk valg.

Pil Christensen
MF, Enhedslisten

Miljøministeriets juridiske analyse konkluderer, at et nationalt sprøjteforbud kan gennemføres som erstatningsfri regulering. Flere eksperter i forfatningsret har bakket op om den vurdering.

Det betyder ikke nødvendigvis, at der ikke skal gives kompensation. Men det betyder, at størrelsen på kompensationen er et politisk valg. Og valget kan blive dyrt.

Miljøministeriet har med betydelig usikkerhed estimeret, at en model med fuld kompensation vil koste omkring 6,6 milliarder kroner. Landbrug & Fødevarer mener selv, at beløbet snarere ligger omkring 20 milliarder kroner.

Det er med andre ord ikke småpenge, vi diskuterer.

Og erfaringerne fra BNBO-områderne giver ikke anledning til optimisme. Her vurderede eksperter over for Zetland, at lodsejerne i mange tilfælde blev kompenseret med to til tre gange deres reelle værditab for at stoppe med at sprøjte tæt på drikkevandsboringerne.

Helt galt bliver det, når man erindrer de fuldstændigt urimeligt store kompensationer, som Venstre var med til at forhandle på plads til minkerhvervet.

Ikke nødvendigvis en sejr

Det tredje slag handler om arealerne. Miljøstyrelsen forventer, at omkring 160.000 hektar skal omfattes af et kommende sprøjteforbud.

Men under valgkampen kaldte Venstres næstformand Stephanie Lose det "helt utroligt forsimplet" blot at tage udgangspunkt i de 160.000 hektar og beskytte dem. I stedet ønsker Venstre, at kommunerne skal foretage yderligere vurderinger.

Det betyder også flere processer, flere vurderinger, flere lokale diskussioner og flere muligheder for forsinkelser. Selvom vi har rigeligt med oplysninger til at foretage den nødvendige beskyttelse.

Hvis du ikke kan slå et sprøjteforbud ihjel, kan du melde dig ind i klubben af partier, der støtter det – og derefter kæmpe for, at det træder i kraft så sent som muligt.

Pil Christensen
MF, Enhedslisten

Kort sagt: mindre tempo og mindre sikkerhed for, at de områder, som fagmyndighederne vurderer er nødvendige at beskytte, faktisk bliver beskyttet.

Derfor er Venstres kovending ikke nødvendigvis den sejr for drikkevandet, som mange har gjort den til. Tværtimod kan den vise sig at være et særdeles smart politisk træk.

Hvis du ikke kan slå et sprøjteforbud ihjel, kan du melde dig ind i klubben af partier, der støtter det – og derefter kæmpe for, at det træder i kraft så sent som muligt, omfatter så få områder som muligt og bliver så dyrt som muligt for fællesskabet.

Den kamp er allerede begyndt.

Og hvis vi vil sikre rent drikkevand til kommende generationer, skal vi holde øje med detaljerne. For det er ikke længere princippet om et sprøjteforbud, der er på spil. Det er, om forbuddet rent faktisk kommer til at virke.