Naturstyrelsen: Kæmper vi om eller for naturen?

Af Hanne Kristensen
Direktør i Naturstyrelsen

Har man blik for det, kan man fortælle de vildeste røverhistorier om selv den mest undselige lille bille. 

Samtidig giver natur og landskaber os mennesker en kulisse for oplevelser, stemninger og sanseindtryk, som tilhører en anden kategori af livskvalitet end det, vi får ud af biler, bøffer eller smart tøj. 

Naturens variation har værdi, bare fordi den er der. 

Da jeg for godt et år siden tiltrådte stillingen som direktør i Naturstyrelsen forestillede jeg mig, at der ville være et godt og tæt samarbejde mellem de kræfter, der er optagede af naturens værdi. Også hvad enten afsættet var myndighedens forvaltning af love og politiske beslutninger, universiteternes forskning eller de grønne organisationers interessevaretagelse. 

I stedet trådte jeg ind i noget, der indimellem ligner en krigszone, hvor forskellige fraktioner og faggrupper tilsyneladende får en del energi ud af at beklikke hinandens troværdighed.

Vi har brug for variation i fagligheder, ligesom vi har brug for variation i naturen.

Hanne Kristensen
Direktør i Naturstyrelsen

Kæmper om retten
Hans Henrik Bruun skriver i Altinget 13. maj om en såkaldt kulturkamp om naturen og svinger sig helt derop, hvor der kan drages paralleller til samarbejdspolitikken under besættelsen. 

Man må forstå, at de forstfaglige skovdyrkere kæmper indædt mod biologerne om retten til at rådgive politikerne, og eftersom ledelseslaget i Naturstyrelsen er befolket med skovdyrkere, så trædes den biologiske retfærdighed til stadighed under fode. 

Nu skal man altid være varsom med humor på skrift, men jeg fristes til at sige: Kære venner, kampen om retten til at rådgive har vi DJØF’ere da vundet for længst.

Mere alvorligt må jeg sige, at jeg simpelthen ikke kan genkende billedet. 

I Naturstyrelsen har vi mange faglige kompetencer: Biologer, forstfolk, landskabskyndige, ingeniører, arkitekter, jurister og økonomer. 

Vores opgave er at tage tværsummen af de forskellige fagligheder og lave solide beslutningsgrundlag til politikerne, som belyser naturvidenskabelige, økonomiske og juridiske konsekvenser af forskellige valg, dog inden for rammerne af de mål og regler, som politikerne har fastlagt. 

Hvad angår de offentlige skove, som Naturstyrelsen forvalter, har politikerne besluttet, at de skal drives med både natur, friluftsliv og træproduktion for øje. 

Vi gør os til stadighed umage for at afveje de hensyn. 

Embedsmændene følger politikerne
At jeg hver dag er omgivet af forstfolk, som personligt brænder for at skabe større naturkvalitet og bedre muligheder for friluftsliv, for den sags skyld, i skovene, er i sig selv i strid med det verdensbillede, Hans Henrik Bruun præsenterer. 

Men det er sådan set ikke pointen. 

Pointen er, at de, og alle vi andre i Naturstyrelsen, først og fremmest er embedsmænd, der gør sig umage for at levere den forvaltning og de beslutningsgrundlag, politikerne efterspørger.       

Biodiversitetsforskere er ikke forvaltningseksperter. 

Derfor er det også forståeligt og tilgiveligt, at man kan løbe sur i samspillet mellem det naturvidenskabelige, de politiske mål og ikke mindst juraen, som desværre ofte er ganske indviklet på miljø- og naturområdet. 

Et nyligt eksempel er dét, Hans Henrik Bruun refererer til som “den seneste i rækken af skovsminkesager”, hvor Naturstyrelsen angiveligt skulle have ændret tilstandsvurderingen af skovene. 

Der er tale om en helt banal misforståelse af indholdet i bekendtgørelsen, som er ændret på nogle punkter, der slet ikke har med skov at gøre. 

Jeg vil ikke gå ind i teknikaliteterne her, men blot henvise til det indlæg fra Naturstyrelsens juridiske vicedirektør, Oluf Engberg, som Altinget bragte 5. maj.

Brug for faglig forskellighed
Hans Henrik Bruun afslutter sit indlæg med at skrive, “kampen ikke er slut”.

På Naturstyrelsens vegne ville jeg ønske, det var kampen for naturen og ikke den langt henad vejen fiktive kamp mellem forstfolk og biologer, han refererede til. 

Men efter et år som tilskuer på slagmarken, har jeg ikke mange illusioner om, at det er tilfældet. 

Skulle nogen, som ikke har part i løjerne, overhovedet opdage dette kampteater, vil de sikkert betragte det med mild forundring, præcis ligesom man kan betragte intern fraktionering på de alleryderste politiske fløje eller i kirken: Hvorfor slås de, når de grundlæggende vil det samme? Mon de når at slå hinanden ihjel, inden der kommer en voksen?

Jeg håber det ikke. 

Vi har brug for variation i fagligheder, ligesom vi har brug for variation i naturen.