Debat

Økologisk Råd: Luftforurening kalder på akut handling

DEBAT: Luftforureningen i Danmark er faretruende høj og kalder på politisk handling, skriver Christian Ege og Kåre Press-Kristensen fra Det Økologiske Råd. De kommer her med fire bud på, hvordan vi nedbringer sundhedsskadelige partikler i luften.

Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Christian Ege og Kåre Press-Kristensen
Hhv. sekretariatsleder og seniorrådgiver i Det Økologiske Råd

Et af de miljøpolitiske områder, vi ønsker højst prioriteret i det nye folketingsår, er luftforureningen.

Denne forårsager næsten 4.000 for tidlige dødsfald og omkring en million luftvejslidelser i Danmark hvert eneste år. Dertil hjertekarsygdomme, blodpropper, kræft, diabetes og en lang række andre alvorlige lidelser. De samfundsøkonomiske helbredsskader er 30-40 milliarder kroner årligt. Dertil kommer, at over halvdelen af vores natur er belastet over sin tålegrænse grundet luftforurening.

Den absolut største årsag til dødsfald er forureningen med fine partikler. I Danmark kommer ca. 75 procent af forureningen med fine partikler fra udenlandske kilder og international skibsfart. Tilsvarende rammer hovedparten af den danske luftforurening vores nabolande. Derfor er det uhyre vigtigt både med en ambitiøs national og international regulering.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Brændeovnen er største synder
Den absolut største og mest sundhedsskadelige forureningskilde i Danmark er partikelforurening fra brændeovne og brændekedler. Disse udleder 65 procent af partikelforureningen i Danmark til trods for, at brændefyring kun dækker tre procent af landets energiforbrug. Samtidig er den påståede klimagevinst ved brændefyring yderst tvivlsom. Det skyldes, at sodpartiklerne fra brændefyring er klimaskadelige, og at fjernvarme og varmepumper bliver forsat mere CO2-nautrale.

I foråret har DCE ved Aarhus Universitet og Det Økonomiske Råd opgjort, at luftforurening fra brændefyring forårsager ca. 550 dødsfald årligt i Danmark og en samlet samfundsøkonomisk omkostning på omkring 5,7 milliarder kroner. Brændefyring kunne uden videre erstattes af efterisolering, fjernvarme og varmepumper, men det sker ikke uden politisk indgriben. Det skyldes dels, at det er samfundet og ikke ejerne af fyringsenhederne, der betaler for skaderne af forureningen, og dels at brændefyring er fritaget fra afgifter og derved er økonomisk attraktivt.

Der er akut behov for indgriben, så landbruget ikke kan fortsætte med at tørre regningen for deres forurening af på danskerne og naturen.

Christian Ege og Kåre Press-Kristensen
Hhv. sekretariatsleder og seniorrådgiver i Det Økologiske Råd

Det Økologiske Råd foreslog i 2014 at beskatte brændefyring via en lille temperaturmåler monteret i skorstenen. Dette løser de praktiske problemer, som der lå i den daværende regerings forslag til biomasseafgift, for eksempel i forhold til at skelne mellem brænde, rafter med videre, samt undgå at fremme grænsehandel eller afbrænding af affald. Det Økonomiske Råd har i foråret 2016 tilsluttet sig vores forslag – og påvist, at det ville spare 300-400 for tidlige dødsfald hvert år og give en samfundsøkonomisk gevinst på 3-4 milliarder kroner årligt. Det Økonomiske Råd har samtidig beregnet, at et forbud i byerne eller hele landet også giver markante sundheds- og samfundsøkonomiske gevinster.

Landbruget må ikke slippe 
Ammoniakforureningen fra landbruget er den næststørste kilde til sundhedsskadelige partikler. Desuden truer den biodiversiteten, idet den medvirker til et for højt kvælstofniveau i vores naturområder.

Det er relativt let og billigt at nedbringe forureningen for eksempel via gylleforsuring. Herved forbliver kvælstoffet som næringsstoffer i gyllen frem for at fordampe som ammoniak og skade folkesundhed og natur. Men dette sker ikke uden politisk indgriben, da det er samfundet og naturen – og ikke landbruget – der betaler for skaderne. I en ideel økonomi ville man pålægge den enkelte landmand et gebyr, der svarede til skaderne fra hans forurening, og så ville han reducere forureningen. Men i praksis kan skrappere regulering være administrativ lettest i landbruget.

I alle tilfælde er der akut behov for indgriben, så landbruget ikke kan fortsætte med at tørre regningen for deres forurening af på danskerne og naturen. Men desværre går regeringen i modsat retning med landbrugspakken, der blot giver landbruget ret til at forurene endnu mere.

Danmark kryber uden om EU-kritik
Danmark har her i sommer fået en åbningsskrivelse fra EU-Kommissionen, fordi EU's grundlæggende grænseværdi for kvælstofdioxid har været overskredet i København siden den trådte i kraft i 2010. I stedet for at nedbringe forureningen, så har staten tvunget politikerne i København til at flytte målestationen til et mindre forurenet sted, så der måles lavere forurening. Det er pinligt, at Danmark på den måde kryber under gærdet. Grænseværdien kunne opfyldes ved at kræve rensning med katalysator i form af såkaldt city-SCR på de tunge køretøjer og forbyde dieselbiler uden filtre i byens miljøzone. Endelig bør indføres periodisk syn af partikelfiltre, så man sikrer, at de virker.

I forhold til den grænseoverskridende luftforurening fra udlandet, så har Danmark sammen med Polen i 2015 og 2016 aktivt været med til at udvande EU's National Emission Ceilings (NEC) direktiv, der netop skulle dæmme op for forureningen fra udlandet. Det betyder flere dødsfald i Danmark og vores nabolande.

Fire forslag til politikerne
Derfor må politikerne komme i arbejdstøjet på især fire punkter:

  • Beskatning af brændefyring eller forbud mod brændefyring i byer.
  • Gebyr på og/eller skrappere regulering af landbrugets ammoniakforurening.
  • Miljøzoner i større byer med krav om city-SCR på tunge køretøjer og forbud mod dieselbiler uden filtre. Obligatorisk test af partikelfiltres funktionalitet ved periodisk syn.
  • Bidrage positivt i EU for at nedbringe den grænseoverskridende luftforurening.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Ege

Seniorkonsulent, Rådet for Grøn Omstilling (tidl. Det Økologiske Råd), medlem af SF’s landsledelse og af Det Miljøøkonomiske Råd
cand.tech.soc. (RUC 1979)

Kåre Press-Kristensen

Sekretariatsleder, Green Global Future, sekretariatsleder, Rådet for Godt Indeklima
cand.polyt. (DTU 2002), ph.d. (DTU 2007), HD(A) (2006)

0:000:00