Ngo: Nærområdeindsats frikøber ikke Europa for ansvar

Af Andreas Kamm
Generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp

Verden står i en hidtil uset flygtningekatastrofe med 51 millioner flygtninge og fordrevne – det højeste antal siden Anden Verdenskrig.

Verden brænder og Europa er en del af verden – vi kan ikke lukke vores grænser hermetisk eller gøre det så farligt og umuligt for verdens flygtninge at nå os, at de efterlades til deres forfølgere i konfliktområderne.

Andreas Kamm
Generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp

Kriserne i Irak, Syrien, Den Centralafrikanske Republik og Sydsudan er alle af FN kategoriseret som niveau 3 kriser, der er den alvorligste kategori.

Hvis man så tilføjer Ebola i Vestafrika, truende fødevaremangel i Somalia og konflikten i Ukraine, så er der ingen tvivl om, at vi står i en historisk alvorlig situation.

Europa kan ikke fralægge sig ansvar
Dansk Flygtningehjælp og andre centrale internationale aktører i verdens brændpunkter er presset på både ressourcer og mandskabskapacitet, og FN’s appeller om midler til det humanitære arbejde er generelt underfinansierede. 

90 procent af verdens flygtninge og fordrevne befinder sig i nærområderne, og det er grundlæggende dér, problemerne kan og skal løses både humanitært og politisk.

Det betyder imidlertid ikke, at Europa står uden ansvar for de – set i den store sammenhæng - relativt få mennesker, der søger vores beskyttelse.

Der er store og stigende problemer langs Europas ydre grænser. I Italien har man netop suspenderet Mare Nostrum aktionen, der sikrede, at italienske flådefaretøjer kunne udføre redningsaktioner i Middelhavet, hvor tusinder af flygtninge og migranter har mistet livet i forsøget på at nå Europa.

I de spanske territorier i Nordafrika, Ceuta og Melilla, har vi set, hvordan hegn, push backs og sågar gummikugler er forsøgt lovliggjort for at bremse flygtninge og migranter. I Bulgarien har vi også set push backs til Tyrkiet, hegn og en fatal mangel på respekt for asylansøgeres rettigheder og behov for støtte.

Situationen bringer mindelser om tilstandene i Grækenland for nogle år siden, hvor asylsystemet brød sammen, og asylansøgere ikke havde adgang til asylprocedurer, tag over hovedet eller basal hjælp af nogen art – en situation, som endnu ikke er løst.

Skal leve op til konventioner
Europa hverken kan eller skal tage mod verdens 51 millioner flygtninge og fordrevne, men vi kan heller ikke fralægge os ansvaret for, at mennesker drukner ved vores kystlinjer, afvises uden at have adgang til at få prøvet deres sag eller efterlades på gaden uden nogen form for hjælp.

Vi bør leve op til de internationale konventioner, vi har underskrevet, og de grundlæggende menneskerettigheder, der er forankret i dem.

Verden brænder og Europa er en del af verden – vi kan ikke lukke vores grænser hermetisk eller gøre det så farligt og umuligt for verdens flygtninge at nå os, at de efterlades til deres forfølgere i konfliktområderne.

Vi må starte et andet sted – diskussionen bør ikke først og fremmest handle om, hvordan Europa undgår at tage ansvar i en historisk flygtningekrise, men hvordan Europa bedst bidrager i håndteringen af den.

Fælles standard for asylprocedurer
Der findes hverken lette eller ultimative løsninger på den nuværende krise. Men der er mange ting, vi kan gøre bedre. Det internationale samfund må anstrenge sig yderligere for at bilægge konflikterne – konflikterne er nu engang ondets rod.

Dernæst må den humanitære støtte til nærområderne øges markant, så flygtninge kan få tag over hovedet, adgang til skole og uddannelse, adgang til læge- og hospitalsbehandling og mulighed for at blive i stand til at klare sig selv (Nabolandene til Syrien står i dag med en kombination af et uforholdsmæssigt stort ansvar og alt for få ressourcer. Libanon med fire millioner indbyggere og halvanden million syriske flygtninge er et skræmmende eksempel).

Vi må dernæst arbejde for, at beskyttelsen af flygtninge langs Europas ydre grænse bliver et fælles europæisk ansvar, at asylprocedurer og modtagelsesfaciliteter har en rimelig og fælles standard, og at fordelingen af asylansøgere i Europa bliver mere solidarisk. Og ville det ikke være nærliggende at etablere et fælles europæisk genbosættelsesprogram, der for alvor kunne ”tage trykket af” de hårdest ramte områder og hjælpe nogle af de dårligst stillede og mest trængte flygtninge i konfliktområderne.

Ingen af de nævnte initiativer er enkle, de vil ikke kunne skabe hurtige løsninger og de vil ikke løse alle udfordringer. Men der er ikke andre veje.