Debat

Ældre Sagen: Satspuljen skal understøtte kreativitet

Bjarne Hastrup
Bjarne Hastrup Adm. direktør, medstifter, Ældresagen

DEBAT: Det er godt at høre, at der er bred enighed om, at den nuværende opbygning af satspuljen er forældet. Selvom forslagene peger i forskellig retning, er der gode muligheder for enighed. Det mener Bjarne Hastrup, adm. direktør i Ældre Sagen.

Foto: co
David Laungaard Lose
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Bjarne Hastrup
Adm. direktør Ældre Sagen

Det er en god og tankevækkende debat om satspuljen, der har været her på Altinget. Og jeg hæfter mig især ved, at der er bred enighed om, at den nuværende ordning er forældet og langt fra fungerer hensigtsmæssigt.

Finansieringen er ganske urimelig – det er de svageste borgere, der betaler til andre svage. De støttede projekter er ofte gode, men de er tidsbegrænsede og underlagt usikre vilkår. Satspuljens størrelse svinger fra år til år – det giver også usikkerhed.

Dertil kommer så den manglende gennemsigtighed i uddelingen af midlerne. Endelig er der udsigt til meget få eller slet ingen nye midler til satspuljen i de nærmeste år på grund af de meget lave lønstigninger på arbejdsmarkedet.

Fakta
Fra 27. november og en måned frem handler Socialdebatten om satspuljens fremtid.

Socialdebatten på Altinget: social har til formål at fokusere og styrke den socialpolitiske og socialfaglige debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget: social eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for det sociale område.

Læs mere om debatten her.

Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til [email protected].

Tiden er derfor inde til en grundlæggende reform af området.

Gode muligheder for enighed
Der har i debatindlæggene været forskellige forslag på bordet til, hvordan vi så kommer videre. Selv om forslagene peger i lidt forskellige retninger, ser jeg alligevel gode muligheder for at kunne nå frem til enighed om en ny og bedre ordning.

Så lad os skrotte det nuværende satspuljesystem og få en ny ordning, der understøtter kreativitet og udvikling i det sociale arbejde og giver bedre hjælp til de svage og udsatte grupper i vores samfund.

Bjarne Hastrup
Adm. direktør Ældre Sagen

Jann Sjursen har stillet et konkret forslag. Han foreslår, at den nuværende pulje og finansieringen af den nedlægges, politiske initiativer, f.eks. psykiatrihandlingsplanen, overføres til finansloven, og der oprettes en ny fast udviklingspulje til udsatte grupper.

Uden at forholde mig til detaljer, synes jeg, der er gode perspektiver i dette forslag, og det kan løse mange af de uhensigtsmæssige elementer, der er i den nuværende ordning.

Man kunne f.eks. forestille sig, at puljen blev delt op i tre, så der var en udviklingspulje til udsatte børn, udsatte voksne og udsatte ældre. Midlerne skulle gives til banebrydende og nytænkende indsatser, og meget gerne – som Jann Sjursen også foreslår – med deltagelse og involvering af civilsamfundet.

Ældre Sagen er i gang
Ældre Sagen har over 16.000 frivillige, som brænder for at gøre en indsats for at hjælpe skrøbelige ældre. Lad os derfor i fællesskab få stablet nye, spændende projekter på benene til gavn for de svageste i vores samfund.

F.eks. har Ældre Sagen netop taget initiativ til ”Folkebevægelsen mod ensomhed”. Der er i dag over 250.000 ensomme mennesker i Danmark. Ensomhed kender ingen alder og rammer alle befolkningsgrupper. Vi ved, at ensomhed gør mennesker syge.

Det vil vi - sammen med en bred skare af organisationer og helt almindelige menneskers hjælp - gøre noget ved. Det ambitiøse mål er at halvere ensomheden frem til 2020. Det er bare ét eksempel på en indsats, hvor civilsamfundet træder til for at gøre Danmark til et endnu bedre sted at leve, især for de svageste.

Jeg er også enig med Karin Nødgaard, der understreger, at en ny ordning ikke skal være styres af en lukket kreds af embedsmænd, men at tildeling skal ske i en åben proces, der sikrer, at det er de bedste og mest nytænkende ideer, der understøttes.

Så lad os skrotte det nuværende satspuljesystem og få en ny ordning, der understøtter kreativitet og udvikling i det sociale arbejde og giver bedre hjælp til de svage og udsatte grupper i vores samfund – børn, voksne og ældre.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bjarne Hastrup

Adm. direktør og medstifter, Ældre Sagen, forfatter
cand.polit. (Københavns Uni. 1972)

0:000:00