Alle aktører på børneområdet må tage ansvar

Af Eik Møller
Formand for Børne- og Kulturchefforeningen

I den seneste debatrunde om udsatte børn og unge har flere af debattørerne sendt en række opfordringer til kommunerne.

På BKF’s vegne vil jeg i dette afsluttende indlæg gerne give dem nogle bemærkninger med på vejen.

Dialog mellem interessenter
Børns Vilkår sætter i deres første indlæg ledelse på dagsordenen i arbejdet med udsatte børn og unge. Kommunerne skal blive bedre til at skabe gode faglige miljøer, hvor der kan deles bekymringer og tvivl på tværs af faggruppe.

BKF er helt enige i, at ledelse er helt afgørende for kvaliteten i arbejdet også på dette område. Derfor har vi i BKF fokus på at skabe dialog og samarbejde på tværs af faggruppe både ude i de enkelte kommuner og på interessent niveau.

I foreningen kan vi dog konstatere, at rigtig mange kommuner allerede indarbejder tværfagligheden i organiseringen i familieafdelingerne. 

I BKF arbejder vi kontinuerligt med at skabe dialog mellem områdets interessenter, det mener vi er med til at gavne kvaliteten på området. Derfor har vi for nogle år siden startet Dialogforum. Her mødes områdets interessenter et par gange om året og drøfter udfordringer og muligheder for sammen at udvikle området.

Vi må som ansvarlige aktører samarbejde og ikke pege fingre - det hjælper ingen og mindst af alt børnene.

Eik Møller
Formand for Børne- og Kulturchefforeningen

Meget kan lade sig gøre
Børns Vilkår slår også til lyd for, at lokalpolitikerne skal sikre, at dagtilbuddene får en mere fremtrædende plads i den tidlige indsats.

BKF er enige i, at dagtilbuddenes rolle er helt afgørende i forhold til at bryde den negative sociale arv. Mange kommuner gør allerede forsøg med fremrykkede indsatser, som for eksempel socialrådgivere i dagtilbud og på skoler.

Der er masser af rum i kommunerne for at lave forsøg på området, så kom bare med forslag. Meget kan sagtens lade sig gøre, uden at det store bureaukrati skal i gang, og det er ikke BKF’s oplevelse, at lokalpolitikerne står i vejen for dette.

Fjerner fokus fra kvalitetsarbejdet
Dansk Socialrådgiverforening sender en markant hilsen af sted, når de skriver, at dårlige arbejdsvilkår hæmmer hjælpen til udsatte børn. Deres opskrift på en omstilling af området starter med en politisk prioritering, så praksis har de nødvendige ressourcer til at skabe kvalitet. Dertil kommer en ledelse, der faktisk kan sætte faglighed i højsædet.

BKF er med på, at det er et område præget af stor offentlig opmærksomhed. Der har været meget kritiske enkeltsager, som formentlig har medført et øget pres på medarbejderne i familieafdelingerne. BKF har altid talt for vigtigheden af, at kommunerne investerer i kvalificeret faglig ledelse tæt på opgaven.

Og netop for at fastholde fokus på kvalitetsudviklingen opfordrer BKF til, at alle aktører medvirker til, at tonen i den offentlige debat er sober. Tilbageskuende fokus på fejl og enkeltsager fjerner fokus fra kvalitetsarbejdet.

Vi vil samtidig mane til besindighed, når Dansk Socialrådgiverforening så entydigt udpeger kommunerne, som ’syndebukken’. Vi har bestemt en del af ansvaret, men området har mange aktører, som alle skal tage ansvar for, at vi sammen kan give udsatte børn og unge de bedste muligheder.

Børneinddragelse som en del af praksis
Børnerådet fokuserer på inddragelsen af barnet eller den unge i løsningen af deres egen situation.

I BKF er vi helt på linje med Børnerådet. Børnene skal inddrages, sådan som loven foreskriver. Derfor opfordrer BKF til, at alle familieafdelinger har det som en del af den daglige praksis, og at lederne altid er opmærksomme på, om det sker i sagerne.

Imidlertid ved vi også, at i langt de fleste sager har børnene været inddraget. Desværre når medarbejderne ikke altid at få sat kryds i registreringsskemaet. Når så revisionen til tider giver en kritisk bemærkning i gennemgangen af stikprøvesager, så er det BKF’s opfattelse, at det er vigtigere, at samtalen med barnet har fundet sted, end at skemaet er afkrydset.

Vi skal ikke pege fingre
Landsforeningen for Opholdssteder (LOS) beder kommunerne om at hæve kvaliteten i anbringelser ved som minimum at overholde Servicelovens krav. Endvidere skriver de, at kommunerne nærmest har den opfattelse, at anbringelser er skadelige.

Nu er LOS ikke en neutral og objektiv aktør. LOS medlemmer lever af kommunernes anbringelser af børn og unge. Derfor skal indlægget naturligvis læses med det forbehold, at LOS skriver for at bevare sit eksistensgrundlag.

Men når LOS skriver, at kommunernes argument for en ændret anbringelsespraksis er, at anbringelser nærmest er skadelige, bevæger LOS sig langt ud over, hvad BKF kan tage seriøst. Det er en påstand uden belæg.

Faktum er, at kommunerne helt berettiget og med rettidig omhu har ændret praksis, blandt andet fordi LOS medlemmers tilbud ikke har haft den fornødne kvalitet, og fordi anbringelserne i alt for mange tilfælde ikke har haft den fornødne effekt på barnet/den unges situation.

Danmark har i en årrække anbragt for mange børn og unge uden, at det har gavnet dem. Det er nu ændret, og det er godt for børnene. Baggrunden herfor kan læses i vores første indlæg i debatten.

Debatten her viser, at der ikke er én forklaring på, hvordan vi udvikler kvaliteten af arbejdet med udsatte børn og unge. Området er komplekst.

Vi må som ansvarlige aktører samarbejde og ikke pege fingre – det hjælper ingen og mindst af alt børnene.