Kritikerne kalder det en spareøvelse fra kommunernes side, når vi vælger ikke at sende børn og unge til eksterne specialtilbud. Vi der imod ser det, som en nødvendig ændring til gavn for alle børn og unge.

Eik Møller
Formand for Børne- og Kulturchefforeningen

Af Eik Møller
Formand for Børne- og Kulturchefforeningen

I forbindelse med Børne- og Kulturchefforeningens (BKF) årsmøde i november 2012 udgav BKF en publikation under overskriften ”Nyspecialisering – til gavn for alle børn”.

Formålet med publikationen og italesættelsen af begrebet Nyspecialisering var at få sat gang i både dialog og handling i forhold til at knække kurven for børn og unges eksklusion til specialtilbud, langt væk fra de almene fællesskaber. Specialtilbud, som vi i kommunerne ofte ikke har kunnet dokumentere en effekt af.

Samtidig har vi kunnet konstatere, at når vi sammenligner os med Sverige og Norge, har vi brugt markant flere penge på eksterne ekskluderende specialtilbud uden at opnå bedre resultater for de børn og unge, som har været henvist til disse tilbud.

Dyre løsninger er ikke lig høj kvalitet
Kritikerne kalder det en spareøvelse fra kommunernes side, når vi vælger ikke at sende børn og unge til eksterne specialtilbud. Vi derimod ser det som en nødvendig ændring til gavn for alle børn og unge.

Vi kan ikke retfærdiggøre at opretholde status quo - og da slet ikke overfor de børn og unge, som gerne skulle have gavn af indsatsen. Dyre løsninger er ikke nødvendigvis lig med høj kvalitet i opgaveløsningen.

Støtte i børnenes dagligdag
Vi har med Nyspecialisering derfor været interesseret i at finde nye veje for at opfylde vores ambition om at opnå bedre muligheder for alle børn og unge - tættere på deres egen dagligdag og tættere på det almene fællesskab. Det er med til at give kompetencer til at færdes i det fælles samfund, de gerne skulle være en del af hele livet. Som det fremgår af forordet til publikationen:

”Tiden er inde til at udfordre vanetænkningen. I stedet for at udskille børnene til særlige tilbud og foranstaltninger – kunne vi så ikke forpligte os til at udvikle miljøer, der tilbyder alle børn trygge og stimulerende muligheder for at deltage? ….. ”Nyspecialisering” siger vi, fordi vi ønsker at bevare og videreudvikle specialviden – men i en ny arbejdsform, som er på børnenes og fællesskabernes præmisser. Børnene skal ikke til eksperterne. Eksperterne skal til børnene. Specialinstitutioner skal være koncentrationer af viden – ikke koncentrationer af børn”.

I tilknytning til publikationen har BKF udarbejdet et holdningsnotat. Heri skriver vi følgende om Nyspecialisering:

”Kommunerne har forpligtet sig på at udvikle mindre omkostningstunge løsninger med bedre effekt, og det er BKFs opfattelse, at denne nyspecialisering kan begrundes med forskningsresultater - og af erfaringer fra Norge og Sverige. Omlægningen får støtte af satspuljemidler og af Socialstyrelsens projekter. Der er tale om en proces, hvor fortsat læring skaber fortsat udvikling. Dokumentation af omlægningens effekt forudsætter, at omlægningen respekteres i et rimeligt tidsperspektiv, som gør effektmåling mulig".

"Nyspecialiseringen flytter fokus fra at stille diagnoser for at anbringe børn og unge på fjerntliggende specialinstitutioner. Kun i meget særlige tilfælde giver det mening at sætte de daglige relationer i anden række til fordel for ekspertisen i specialinstitutioner – i givet fald primært for en afgrænset periode, hvor der opnås målbare resultater. Især derfor og ikke primært af økonomiske årsager falder kommunernes forbrug af disse institutioner”.

Omstlling i fuld gang
Spørgsmålet er så, hvordan det egentlig er gået med omlægningen til Nyspecialisering?

Set fra min stol er kommunerne rigtig mange steder i gang med omfattende omstillinger. Der er en livlig debat om fremtidens PPR. Der pågår forsøg med at udvikle nye typer af forebyggende socialrådgivermodeller.

Der laves en række forsøg med at få specialpædagogisk viden fra institutioner og skoler ind i nye samarbejder med almenområderne. Folkeskolereformen har meget stort fokus på at udvikle læringsmiljøer, der fremmer inklusion og alle børns læring.

Ukritisk debat
Men hvad er den offentlige debat fyldt med? Ofte oplever jeg, at kommunernes ambitioner og mål med forandringerne og omstillingerne tillægges mere eller mindre skjulte sparemotiver fra forskellige interessenter. Man tager således ofte udgangspunkt i, at kommunerne blot er ude på at spare penge og iklæde besparelserne faglig fernis.

Jeg oplever ligeledes, at de semi-markedsgjorte institutionsformer og faglige organisationer, der organiserer de professionelle medarbejdere, og som tidligere har levet – om ikke godt – så dog levet af den kraftige eksklusion, som kommunerne tidligere gjorde brug af, bestræber sig på at argumentere for deres egen eksistensberettigelse ved at kritisere og mistænkeliggøre kommunernes motiver og ambitioner. Og ofte går medierne ukritisk med på denne negationstilgang.

Jeg så gerne, at kravene til begge parter var de samme i den offentlige debat. Kommunerne skal selvfølgelig argumentere sagligt og ordentligt for de forandringer, der overvejes og gennemføres. Det samme må gælde for øvrige aktører. Man bør ikke kunne nøjes med at kritisere. Det må være rimeligt, at man også kan forklare, hvorfor det giver mening at drive et bestemt tilbud og en bestemt institutionsform.

For BKF og kommunerne handler Nyspecialisering både om at give det bedst mulige tilbud til hvert eneste barn og om at opnå den bedst mulige effekt af de penge, der investeres i det enkelte barn. Det er her ideen om Nyspecialisering giver mening. Hvis noget ikke virker skal vi afvikle det, så vi får mulighed for at udvikle tilbud, der er bedre.