Handicaporganisationer: Afspecialisering koster samfundet dyrt

Af Thorkild Olesen
Formand for Danske Handicaporganisationer

Helle Linnet fra Socialchefforeningen skriver i sit indlæg til debatten her på stedet, at det specialiserede område er under et økonomisk pres. Det er jeg for så vidt enig i. Men her ophører samhørigheden i duoen Helle & Torben så også. For jeg tror på omorganisering frem for nedprioritering.

Stramme budgetter ja - nedprioritering nej!
Helle Linnet skriver, at den klemte økonomi betyder, at det skal være legalt for kommunerne at prioritere i tilbuddene. Hun skriver faktisk, at ”vi må skære i indsatser, og at vi må sige nej – selvfølgelig fagligt velbegrundet”.

Jeg forstår simpelthen ikke den logik, selvom jeg anerkender kommunernes svære økonomiske situation. Hvorfor må kommuner se sig nødsaget til at nedprioritere specialiserede indsatser, fordi flere borgere kræver hjælp på socialområdet? Fordi blandt andet flere unge – desværre – har brug for støtte på grund af udadreagerende og selvskadende adfærd, retfærdiggør det vel ikke, at mennesker med handicap ikke får adgang til de tilbud, der bedst kan hjælpe dem videre?

Hvis jeg var kommune, ville jeg frem for at affinde mig med at skulle nedprioritere i stedet råbe højt og sige: ”Vi kan simpelthen ikke løse opgaverne på det specialiserede socialområde for de midler, der er sat af”. Jeg ville kæmpe bravt for ikke at gå på kompromis med servicen over for kommunens borgere. Det er hverken værdigt, rimeligt eller økonomisk bæredygtigt.

Forkerte indsatser koster dyrt i længden
Det er nemlig både for dårligt over for borgerne og for dyrt for kommunerne, når der bliver gået på kompromis med de specialiserede tilbud. Hvis blinde eksempelvis ikke får adgang til at tillære sig synskompenserende færdigheder og møde andre mennesker i samme situation, så er risikoen for, at de ender uden for uddannelses- og arbejdsfællesskabet, større.

Parallelt med øget specialisering på sundhedsområdet er der sket det stikmodsatte på handicapområdet. Det er et stort problem særligt for de små handicapgrupper.

Thorkild Olesen
Formand for Danske Handicaporganisationer

Nye beregningsmetoder vil måske hjælpe. Beregningsmetoder, der inddrager de store omkostninger, det har, når borgerne ikke får de rigtige og specialiserede indsatser fra start. Og måske kan det være med til, at både kommunerne og ministerier prioriterer de specialiserede indsatser.

Saml den specialiserede viden
Nok om finansiering. Lad os tale om organisering.

På hospitalsområdet har vi valgt at samle ekspertisen færre steder for at sikre den bedste behandling. Vi har supersygehuse med stærkt specialiserede afdelinger, fordi vi tror på, at det er bedst for patienterne.

Parallelt med øget specialisering på sundhedsområdet er der sket det stikmodsatte på handicapområdet. Det er et stort problem særligt for de små handicapgrupper.

Et godt eksempel er teamlederen for socialrådgiverne hos Institut for Blinde og Svagsynede. Hun har tidligere været i jobcenterregi i 14 år. Men hun har aldrig mødt en borger med et synshandicap, før hun kom til instituttet. Havde hun mødt en, havde det i sagens natur været svært for hende at yde den allerbedste hjælp. Det kan kun medarbejdere, der kender netop synskompenserende læringsstrategier og de bedste hjælpemidler.  

Derfor må vi samle den specialiserede viden igen. Og hvordan gør vi så det?

Jeg tror på, at man ved en national specialeplanlægning – ligesom på sygehusområdet – kan sikre tilstedeværelsen og brugen af specialiserede tilbud på socialområdet. Og at kommunerne - måske i nogle tilfælde sammen med regionerne - skal forpligtes til at hjælpes ad med de specialiserede indsatser, der kræver tværkommunalt samarbejde. Så ender vi måske i en situation, hvor kommunerne ikke bliver fristet til at hjemtage borgere til mindre specialiserede tilbud. Og så vi igen kan vende kursen mod specialisering frem for afspecialisering.