På trods af modstanden er fattigdomsgrænsen dog forhåbentlig kommet for at blive. For fattigdomsbekæmpelsen får trange kår, hvis vi ikke kan holde politikerne op på, om der rent faktisk kommer flere eller færre fattige.

Kristian Weise
Direktør i Cevea

Af Kristian Weise
Direktør i Cevea

Siden Fattigdomskommissionen i juni kom med sin rapport om en dansk fattigdomsgrænse, har det ikke skortet på kritik af rapportens forslag. Højrefløjen har konsekvent tordnet imod grænsen. Liberal Alliances Joachim B. Olsen har kaldt den for ”helt til grin”, og Venstre har argumenteret for, at den er spild af tid med argumentet, at ”vi ikke behøver et ekspertudvalg til at fortælle os, hvem der er fattige i Danmark”.

Her på Altinget.dk har Konservative og CEPOS ytret sig kritisk om en fast fattigdomsgrænse. Konservatives Benedikte Kiær mener, at den risikerer at ”udhule bestræbelserne på at løse reelle sociale problemer”, mens CEPOS' Martin Ågerup fremhæver, at grænsen i sig selv trækker ”i retning af at lukke debatten ned”.

Der er flere problemer med disse udmeldinger: 

Først og fremmest tager de fejl. En fattigdomsgrænse vil være et enkelt værktøj, som politikere og andre vil kunne bruge til at måle, om det går fremad eller tilbage med fattigdomsbekæmpelsen. En fast grænse vil eksempelvis gøre det muligt at spørge til, hvorfor antallet af fattige i Danmark (ud fra den nye definition) er steget fra 16.250 i 1999 til 42.200 i 2010?

Det er et samfundsspørgsmål, som med udviklingen i disse år er et af de vigtigste at få svar på. Og det vil en officiel fattigdomsgrænse kunne bidrage til.



Et nødvendigt instrument

For det andet skubber både Kiær og Ågerup debatten ud på noget af et sidespor, når de angriber en fast fattigdomsgrænse for at forhindre en reel diskussion om årsagerne til fattigdom og sociale problemer i Danmark. Og deres kritik er noget pudsig. For det er jo netop Kiær og Ågerup, som er travlt optaget af at få debatten til at handle om definitionen af fattigdom og ikke om substansen.

En fattigdomsgrænse er ikke løsningen på den stigende fattigdom i Danmark. For selvfølgelig løser en fattigdomsgrænse ikke i sig selv de voksende problemer. Og selv om kommissionen har foreslået en økonomisk grænse på eksempelvis 8.600 kroner efter skat for en enkeltperson, så kan den sociale situation for folk med sådan en indtægt godt variere: Nogle vil lige netop kunne få det til at løbe rundt for de penge; andre vil føle sig presset til at tage quicklån eller på anden måde gældsætte sig.

En fattigdomsgrænse vil aldrig kunne fastsættes helt præcist eller på et naturgivent niveau. Der vil ligge et valg bag den. Og den danske fattigdomsgrænse må faktisk siges at være meget sat på et niveau, der i international sammenhæng er meget snævert. De officielle definitioner i EU og OECD ville således inkludere mange flere danskere.

Fattigdomsgrænsen er heller ikke et vidundermiddel. Men den er en god indikator. En forudsætning for at kunne handle på et oplyst grundlag og dermed et første skridt i en seriøs indsats for at bekæmpe fattigdom.

Fattigdomsgrænsen er således et nødvendigt instrument til at overvåge fattigdommen, så politikerne kan agere ud fra virkeligheden og ikke ud fra deres mavefornemmelser.

Højrefløjen vender det blinde øje til

Så hvorfor forpurrer Benedikte Kiær, Martin Ågerup og resten af højrefløjen debatten og kæmper med alt, hvad de kan, for at undgå en fattigdomsgrænse?

Det er svært ikke at tænke, at det rent faktisk er, fordi de ønsker sig flere fattige. Ikke forstået sådan, at de er ligeglade med de fattige eller ønsker, at flere danskere skal få sociale problemer, have dårlige livsvilkår og lignende. Det skal jeg ikke skyde dem i skoene.

Men det er åbenlyst, at både højrefløjens politikere og ideologiske indpiskere ønsker sig et Danmark, hvor der er større forskel på folks indtægter, på rig og fattig. Hvor arbejdsmarkedet minder mere om det tyske med et stigende antal 'arbejdende fattige'. Hvor lavere lønninger – i deres øjne – vil drive dansk økonomi frem. Og hvor lavere satser på blandt andet kontanthjælp er noget, der vil få flere i arbejde og holde lønningerne i ro.

Har vi først en officiel fattigdomsgrænse, så vil det blive sværere for dem at presse lønninger og sociale ydelser. Uden en fast grænse vil de omvendt have carte blanche til i skjul at øge den økonomiske ulighed i Danmark.

Højrefløjen vil ikke se den danske fattigdom i øjnene.

På trods af modstanden er fattigdomsgrænsen dog forhåbentlig kommet for at blive. For fattigdomsbekæmpelsen får trange kår, hvis vi ikke kan holde politikerne op på, om der rent faktisk kommer flere eller færre fattige.