S-borgmester: Satspuljen hører til fortiden

Af Jesper Christensen (S)
Socialborgmester, Københavns Kommune

Satspuljen er skabt til at løse et problem, der groft sagt ikke længere findes. Det er derfor på høje tid med et grundlæggende opgør.

Puljen er skabt til at sikre nytænkning og udvikling på socialområdet. Det var der brug for den gang fællesnævneren var passiv omsorg, og ambitionsniveauet generelt var lavt. Men det er den ikke længere. Behovet for udvikling er ikke blevet mindre. Men det er langsigtet strategisk udvikling baseret på højt specialiseret faglighed, der er brug for. Ikke kortvarige projekter, der bliver udklækket og finansieret uafhængigt af kommunernes kernedrift.

Siden satspuljen blev født for knap 25 år siden, har socialområdet gennemgået en stille revolution. Den gang var de overordnede formål med sociale indsatser groft sagt omsorg, pleje og beskyttelse. Hvad enten man var handicappet, sindslidende, hjemløs eller svigtet barn, var formålet med myndighedernes indsats at sikre, at man opretholdt en nogenlunde værdig levestandard. Det foregik hovedsageligt på herberger, bosteder, børnehjem, anstalter og lignende.

Fokus er flyttet
I det paradigme kunne man argumentere for, at der var brug for et statsligt fokus på udvikling, og at satspuljen derfor havde en berettigelse. Men efterhånden som vi lægger den passive omsorg længere og længere bag os, fremstår satspuljen i højere og højere grad som et fortidslevn.

I dag er vi langt mere ambitiøse, og vi har flyttet fokus fra omsorg til social mobilitet. Målet er ikke længere begrænset til at sikre et værdigt og trygt liv, men at hjælpe borgeren med at udleve sit potentiale for forandring. Uanset borgernes fysiske, mentale eller sociale udgangspunkt, arbejder vi på at give dem mulighed for at sprænge de rammer, de er tildelt af deres opvækst eller fysiske udgangspunkt.

Målet er ikke længere begrænset til at sikre et værdigt og trygt liv, men at hjælpe borgeren med at udleve sit potentiale for forandring.

Jesper Christensen (S)
Socialborgmester, Københavns Kommune

I praksis betyder det for eksempel, at hjemløse i stedet for bare en seng og en skål suppe får en målrettet pædagogisk og socialfaglig indsats, der sigter mod at lære at tage ansvar for eget liv i egen bolig. Og barnet, der er vokset med svigt, vold og misbrug, får ikke bare en køje på et børnehjem, men en specialiseret indsats, der i samarbejde med barnets familie, sigter mod at skabe et trygt og udviklende afsæt for et bedre liv.

Nytækning og udvikling
Begge eksempler er resultater af nytænkning og udvikling. Men det er vel at mærke udvikling af grundlæggende metoder i kommunens kernedrift. Ikke små kreative projekter med midlertidig finansiering. Ikke et ondt ord om små kreative projekter. Men projekter, der er udtænkt, finansieret og implementeret udenom kommunen og uden sammenhæng til centrale aktører på området, har væsentlig ringere mulighed for at afsætte varige metodemæssige aftryk.

I det perspektiv bliver det, der oprindeligt var en motor for udvikling, i dag i bedste fald mindre nødvendigt og i værste fald spild af resurser og en kilde til uforløste forventninger og frustrationer.

Derfor: Bliv ved med at bruge pengene på at udvikle det sociale arbejde. Og bliv gerne ved med at sætte nationalt fokus på centrale socialfaglige problemstillinger. Men lad os samle midlerne om færre og mere langsigtede udviklingsprojekter. Og lad os skabe bedre sammenhæng mellem udviklingsprojekterne og kommunernes drift.

Hjemløse, svigtede børn, handicappede og andre udsatte har brug for og fortjener gennemtænkt, solid og langsigtet hjælp – ikke nye ideer hvert fjerde år.