SAND: Bekæmp hjemløshed med forebyggelse

Af Ask Svejstrup
Sekretariatsleder i SAND – De hjemløses landsorganisation

Det er logik for burhøns, at den nemmeste måde at nedbringe antallet af hjemløse, er at sørge for, at vi ikke producerer flere hjemløse.

Det er i hvert fald det svar, jeg ofte får, når jeg spørger hjemløse, hvad man kan gøre for at bekæmpe hjemløshed. De gamle garvede hjemløse i SAND – De hjemløses landsorganisation, supplerer ofte den bemærkning med, at det er for sent at redde sådan nogen som dem, men det er beskæmmende at se hvor mange unge, der vælter ind på hjemløsetilbuddene, og hvor hurtigt de får en hjemløsekarriere: ”Vi gamle har jo haft et helt liv til at komme hertil – de unge klarer det på ingen tid.”

Der bliver flere og flere unge hjemløse, og grunden til det kan hovedsagligt tilskrives strukturelle forhold: De får en lavere kontanthjælp, og der er ikke boliger nok. Desuden er det svært for dem at komme i et passende misbrugsbehandlingstilbud og at få fodfæste på arbejdsmarkedet.

Hvis tilstrømningen skal stoppes, skal der som minimum sættes ind på disse fire fronter.

Jobcentre uden job
Vi ved, at jobcentrene er dygtige til at kontrollere og sanktionere, men meget dårlige til at motivere og finde arbejde eller meningsfuld beskæftigelse til folk.

Jobcentrene er dygtige til at kontrollere og sanktionere, men meget dårlige til at motivere og finde arbejde eller meningsfuld beskæftigelse til folk.

Ask Svejstrup
Sekretariatsleder i SAND – De hjemløses landsorganisation

Torsten Gejl ramte hovedet på sømmet i sin anbefaling til en handlingsplan for mindre hjemløshed ved at påpege, at det bureaukratiske system har den modsatte effekt på hjemløse borgere end det var tiltænkt. Frem for at sikre deres retssikkerhed, gør det dem rådvilde og magtesløse.

Jeg vil supplere ham og rette fingeren mod beskæftigelsesindsatsen. Der bruges ufatteligt mange ressourcer i socialforvaltningen – og hos SAND's bisidderkorps for den sags skyld – på at afbøde de skader jobcentrene påfører folk. Folk går frustrerede og afmægtige fra jobcentrene, hvis de overhovedet orker at møde op.

Lad socialforvaltningen klare det
Hjemløse har så mange andre problemer at kæmpe med, at deres kontakt med kommunen bør henlægges til socialforvaltningen, der har langt bedre forudsætninger for at støtte og vejlede borgere med komplekse problemstillinger. Den væsentligste årsag til dette er, at der ganske enkelt er en større lydhørhed over for hjemløse. Hvis man ikke lytter, kan man heller ikke identificere væsentlige ønsker og behov, og man kan heller ikke støtte den hjemløse i at foretage de ”rigtige og sunde valg”.

En anden årsag til, at socialforvaltningerne bør overlades ansvaret, er at de i højere grad har et helhedssyn. Og det er nødvendigt at have en helhedsforståelse, hvis vi for alvor skal gøre en forskel. Når man vil have folk ud af et misbrug, bliver man nødt til at give dem en meningsfuld erstatning.

Hjem til Alle-alliancen, som SAND også er en del af, har i sit koncept netop tænkt både bolig, beskæftigelse/uddannelse, lokalsamfund og social støtte ind i den pakkeløsning, som unge hjemløse skal tilbydes. Det gør vi, fordi vi ved det ikke er nok at placere folk i en bolig og tro på, det går.

Misbrug og psykisk sygdom
Det har hjemløsestrategien heldigvis også blik for i sin Housing First-tilgang. Derfor bør det heller ikke være svært at udvide den socialpædagogiske indsats, som hovedsagligt gives, til også at omhandle andre områder af livet, og her kommer vi ikke uden om arbejds- og studieliv. Men også væsentlige spørgsmål som misbrug og psykiske problemer bør der sættes fokus på.

ACT-metoden, som netop favner både misbrug, psykisk sygdom og så videre, er den mindst benyttede metode af Housing First-metoderne. Hvis kommunerne ikke vil (læs: synes de har råd til at) bruge den, kan de i det mindste lade sig inspirere af den.

Man kan også håbe på, at kommunerne får øjnene op for, at det kan betale sig – både økonomisk og menneskeligt – at holde folk i egen lejlighed. Kommunen skal selvfølgelig give borgeren en økonomisk håndsrækning, hvis de er ved at ryge ud af deres lejlighed, og efterfølgende støtte borgeren i at få løst de problemer, der gør at vedkommende var ved at gå fra hus og hjem.

Vi ser alt for ofte, at kommunen ikke har lært, at denne ”forebyggende Housing First-tilgang” bør være en naturlig del af deres værktøjskasse. For den bedste måde at nedbringe antallet af hjemløse er, som sagt, at undgå at folk bliver hjemløse.