Scleroseforeningen: KL mangler vilje eller evne

Af Nadia Buchard
Ledende socialrådgiver i Scleroseforeningen

"Det er altså ikke sådan, at vi sidder ude i kommunerne og spekulerer i at træffe forkerte afgørelser for at spare penge."

Sådan lød det fra formanden for KL's Social- og Sundhedsudvalg, Thomas Adelskov, da mediernes spotlight for en kort stund blev rettet mod kommunernes grænsesøgende afgørelsespraksis, som i 2014 resulterede i en omgørelsesprocent på alarmerende 35 procent.

Har han – eller nogen anden – et øjeblik tænkt over, hvad den eneste mulige anden forklaring så kan være på de mange kommunale afgørelser, der enten er direkte forkerte eller behæftede med så væsentlige fejl, at Ankestyrelsen må erklære dem for ugyldige og sende dem tilbage i hovedet på kommunerne som ommere?

I 2014 fik vi på baggrund af vores godt 10.000 medlemmer med sclerose 5.300 henvendelser, som krævede vores socialrådgiverbistand. Vi ankede omkring 200 sager og fik medhold i 79 % af de afgjorte sager.

Nadia Buchard
Ledende socialrådgiver i Scleroseforeningen

Hvis det ikke skyldes ond vilje, Adelskov, hvad skyldes det så?

Så må det jo være manglende kompetence.

Kommunerne sender fejlene videre
Det er værd at huske i den forbindelse, at før en sag overhovedet kommer til Ankestyrelsen, er den blevet vurderet og behandlet to gange i kommunen.

Kommunen har dermed haft mulighed for at fange og reparere sine egne fejl.

Det er kun, når kommunen fastholder sin afgørelse, at klagen går videre.

Manglende kompetence ser da også ud til at være den forklaring, KL selv hælder til:

"Så høj en omgørelsesprocent gør selvfølgelig, at man i kommunen må sætte sig ned og kigge på; gør vi det rigtigt, har vi det rigtige uddannelsesniveau," lyder Adelskovs reaktion over for DR.

"Kommunerne er ikke onde, de er bare inkompetente," kunne KL’s social- og sundhedsudvalgsformand nøjagtig lige så godt have sagt.

Lammende ligegyldighed
Desværre er problemstillingen ikke ny. Det er ikke første gang, at Advokatrådet og mange andre, heriblandt Scleroseforeningen, forsøger at trænge igennem ligegyldigheden og få de ansvarliges øjne op for det meget alvorlige retssikkerhedsmæssige problem, vi som samfund har, og som har de allersvageste borgere som gidsler.

Men hver gang bliver det ikke til mere og andet end en hurtig tur i mediemøllen.

Allerede dagen efter er sagen omgærdet af lammende ligegyldighed igen. Alt er tilsyneladende forladt. Og ansvar er der ingen, der tager.

Til trods for den dybt foruroligende indrømmelse fra KL’s side om ikke at være opgaven voksen med at sikre de allermest udsatte borgere en korrekt sagsbehandling fik debatten også lov at dø hen denne gang.

KL skylder skylden på Ankestyrelsen
Hjælp kan ikke gives med tilbagevirkende kraft, og når en borger må gå klagevejen for at få den hjælp, han eller hun retsmæssigt har krav på, sparer kommunen penge, mens den forkerte afgørelse behandles i ankeinstansen.

Her er sagsbehandlingen typisk 10-12 måneder.

For Ankestyrelsen har svært ved at følge med strømmen af forkerte kommunale afgørelser, der ser ud til at have det ene formål at teste lovens nedre grænse.

Det har – meget uambitiøst og uklædeligt ansvarsunddragende – fået KL til at skyde skylden på Ankestyrelsens sagsbehandlingstider for det retstab, borgeren lider ved ikke at få en korrekt afgørelse hurtigere via ankesystemet.

Og Adelskov modsiger da også sig selv i sin kritik af sagsbehandlingstiderne i Ankestyrelsen, når han indrømmer, at kommunerne tester lovgivningen:

"Netop derfor har vi jo også et ankesystem, så vi kan teste den komplicerede lovgivning," lyder det i en udtalelse på KL’s hjemmeside.

Som at lade ræven vogte gæs
At kommunerne tester lovens nedre grænse, er for længst slået fast af Statsforvaltningen i Region Midt, der i starten af årtiet satte sig for at undersøge årsagerne til omgørelsesprocenten i de 19 midtjyske kommuner. Af rapporten fra 2012 fremgår det, at flere kommuner forklarer den uacceptabelt høje omgørelsesprocent med denne grænsesøgende forvaltningspraksis.

At kommunerne har et økonomisk incitament til at sprøjte den ene kommunale afgørelse, der er på vippen, ud efter den anden, skyldes alene den omstændighed, at forvaltningen både er forvaltning og pengekasse.

Når der mangler kontrol med kommunerne, svarer det til at lade ræven vogte gæs.

Netop derfor lyder Advokatrådets anbefaling i dets rapport over retssikkerheden i forvaltningen (2015) på at give kommunernes afgørelser opsættende virkning i forbindelse med anke.

"Dermed fjernes forvaltningens besparelsesincitament, og i stedet bliver fokus rettet på at træffe korrekte materielle afgørelser," lyder begrundelsen i rapporten.

Moderproblemet
Det absolut største problem – moderproblemet, uden hvilket de mange afledte problemer ikke ville være der – er og bliver med ph.d. og lektor i socialret John Klausens ord, at "den offentlige forvaltning træffer rigtig mange afgørelser, som ikke er korrekte."

Den påstand underbygges af tal fra Scleroseforeningens socialrådgivning.

Vi har igennem de sidste mange år oplevet et markant øget pres fra vores medlemmer med sclerose. På årsbasis svarer det til, at hvert andet medlem kommer i klemme i systemet og har brug for vores hjælp til at få en korrekt sagsbehandling.

I 2014 fik vi på baggrund af vores godt 10.000 medlemmer med sclerose 5.300 henvendelser, som krævede vores socialrådgiverbistand. Vi ankede omkring 200 sager og fik medhold i 79 % af de afgjorte sager.

I 2013, 2012, 2011 og 2010 håndterede vi årligt mellem 3.500-3.750 henvendelser og ankede ligeledes omkring 200 sager årligt. Vi fik medhold i henholdvis 72 %, 70 %, 81 % og 75 % af de ankede sager.

Det er tal, der taler for sig selv, og som taler højt om en kommunal afgørelsespraksis på afveje og manglende kommunal vilje (eller evne, om Adelskov foretrækker) til at rette ind og lære af sine fejl.

Kan vi - og vil vi - virkelig leve med så beskæmmende tal?