Selveje Danmark: Sammenhæng skal være psykiatriens ledestjerne

Botilbud og psykiatri skal tale sammen 

De mest sårbare og udsatte målgrupper har ofte flere samtidige udfordringer, som kalder på specialiserede indsatser på tværs af somatik, psykiatri, beskæftigelse og det specialiserede socialområde.

Desværre oplever flere, at de i dag ikke får en tilstrækkelig behandling, fordi sektorerne ikke evner at sikre den nødvendige sammenhæng i deres forløb. 

Det kan være Lise, der bor på et socialpsykiatrisk botilbud og kæmper med svær depression.

Hun har ikke tal på, hvor mange gange hun er blevet tvangsindlagt og udskrevet dagen efter, selvom hun stadig har været selvmordstruet og stærkt udadreagerende. De voldsomme episoder har været meget belastende for både Lise, botilbuddets medarbejdere og de andre beboere. 

Det kan også være Jan, der har levet det meste af sit liv på gaden, men nu har knyttet en god og tæt relation til en af socialpædagogerne på hans forsorgshjem, som støtter ham i at søge hjælp i psykiatrien.

Jan vil gerne have hjælp til at håndtere sine psykiske udfordringer, men har meget svært ved at leve op til de krav psykiatrien stiller for deltagelse i behandling. 

Socialpsykiatriske tilbud oplever ofte at stå i situationer med borgere med alvorlige og svære psykiske udfordringer, som har akut behov for psykiatrisk behandling

Louise Dybdal og Signe Helena Søgaard
Chefkonsulenter, Selveje Danmark

Sådan sikres bedre sammenhæng 

Udfordringerne er både velkendte og store, og de kræver, at de politiske ambitioner omsættes til konkrete indsatser i de politiske aftaler på tværs af sundhed, psykiatri og social- og beskæftigelsesområdet. 

Udfordringerne kræver, at der er en helt særlig opmærksomhed på, at sektorer ikke slipper mennesker i overgange, men at systemet sikrer det nødvendige (sektor)samarbejde, så mennesker oplever at blive grebet, og deres behov mødt. 

Her er tre bud på konkrete forslag, som politikerne kan have for øje i forhandlingerne om 10-årsplanen for psykiatrien, i udmøntningen af sundhedsaftalens initiativer og i den kommende værdighedsreform.  

For det første skal der oprettes et fast-track for socialpsykiatriske tilbud. 

Socialpsykiatriske tilbud oplever ofte at stå i situationer med borgere med alvorlige og svære psykiske udfordringer, som har akut behov for psykiatrisk behandling. Alligevel kan det være vanskeligt for tilbuddene at få borgere indskrevet på en psykiatrisk afdeling. Ligesom de oplever, at borgere ofte bliver udskrevet, før de er færdigbehandlede - hvilket øger risikoen for genindlæggelse. 

Det kalder på et tættere samarbejde mellem de socialpsykiatriske tilbud og psykiatriske afdelinger, så genindlæggelser forebygges. Vi mener, at der bør oprettes en fast-track ordning for borgere på socialpsykiatriske tilbud til psykiatrien, når tilbuddet vurderer, at en indskrivning i psykiatrien er nødvendig. 

For det andet skal det udvidede behandlingsansvar på 96 timer gælde for psykiatriske patienter.  

I den nye sundhedsaftale er aftalepartierne enige om at udvide den nuværende ordning om 72 timers behandlingsansvar efter udskrivning til 96 timer. Ønsket er at skabe mere sammenhængende forløb ved at give sygehusene et større ansvar for borgerne efter udskrivelse og understøtte sundhedspersonalet i kommunerne og på de sociale tilbud.

Med sundhedsaftalen udvides ordningen til 96 timer, ligesom den kommer til at omfatte en større gruppe patienter. I lyset af at en ud af fire borgerne, der udskrives fra psykiatrien, i dag bliver genindlagt inden for en måned, bør ordningen udvides til også at omfatte psykiatriske patienter. 

For det tredje skal sundhedsvæsenet tilbyde en specialiseret, fremskudt indsats. 

I dag oplever mennesker, at der er stor ulighed i adgangen til og brugen af sundhedsvæsenet. Tilgængeligheden afhænger nemlig i høj grad af, hvordan den sundhedsfaglige indsats tilrettelægges, og hvilke krav det stiller til den enkelte.

Psykiske og sociale problemstillinger kan spænde ben for menneskers evne til selv at opsøge relevante tilbud, overholde aftaler og videregive relevante oplysninger. Det er barrierer, som sundhedsvæsenet bliver nødt til at tage højde for i indretningen af behandlingstilbud.  

De mest sårbare og udsatte målgrupper, skal mødes af en fremskudt, specialiseret indsats, der evner at se det enkelte menneskes behov og koordinere på tværs af sektorer, så borgere som Jan ikke efterlades på gaden, men bliver tilbudt en værdig og helhedsorienteret indsats.