KL: Sundhedsklynger bringer os altså ikke tættere på borgerne

Af Jette Skive
Formand for KL's Sundheds- og Ældreudvalg

Fem regioner, 98 kommuner, cirka 3500 praktiserende læger. Det er sundhedsvæsenet i dag. Kjeld Møller Pedersen, Leif Vestergaard og Frede Olesen foreslår hertil at tilføje et administrativt lag på cirka 20 sundhedsklynger.

Der er brug for nytænkning i sundhedsvæsenet. Det er vi vist alle enige om. Så langt så godt. Men et nyt administrativt lag er ikke vejen. Lige nu venter vi spændt på, hvordan regeringens forårsudspil på sundhedsområdet vil bringe sundheden tættere på borgerne i et styrket nært sundhedsvæsen. Men vi bliver altså bekymrede, når sundhedsminister Ellen Trane Nørby onsdag i Altinget kalder sundhedsklyngerne for "spændende tanker".

For et nyt administrativt lag bringer ikke sundhedsvæsenet tættere på borgerne. Det styrker efter vores mening ikke det nære sundhedsvæsen. Derimod vil det afkoble det demokratiske ansvar for sundhedsvæsenet.

Hvis en praktiserende læge, en hjemmesygeplejerske og en person fra hospitalsledelsen får ansvaret for at flytte rundt på sundhedskronerne, hvem kan borgerne så holde ansvarlige for deres dispositioner?

Jette Skive
Formand for KL’s Sundheds- og Ældreudvalg

Hvis en praktiserende læge, en hjemmesygeplejerske og en person fra hospitalsledelsen får ansvaret for at flytte rundt på sundhedskronerne, hvem kan borgerne så holde ansvarlige for deres dispositioner? Der er ikke bare tale om miniamter, som Stefanie Lose siger. Vi risikerer, at et af de vigtigste velfærdsområder afkobles demokratisk.

Samtidig er det slående, at forslaget bygger på et noget ensidigt syn på sundhedsvæsenet. For borgeren er ikke bare patient i et sundhedsvæsen. Borgeren er også noget så komplekst som et rigtigt menneske i et velfærdssamfund. Her mangler der simpelthen syn for sammenhængen til for eksempel beskæftigelses- og socialområdet.

Sundhedsklynger skaber kun større regionale forskelle på tværs af landet.

Jette Skive

De borgere, som virkelig har brug for sammenhæng – også til andre velfærdsområder – bliver kun ringe hjulpet af et sundhedsvæsen med en klyngestruktur, der smalt set lukker sig om sundhedsvæsenet.

Så sundhedsministeren skulle hellere turde gøre alvor af sine høje ambitioner om en storstilet omlægning af opgaver fra sygehusene til det nære sundhedsvæsen. Vel at mærke en planlagt omlægning.

Den kommende kvalitetsplan fra Sundhedsstyrelsen bør således ikke bare opstille kvalitetsstandarder, men rent faktisk også tage tyren ved hornene og lægge et snit for, hvilke opgaver som løses hvor. Og ministeren bør satse på at understøtte de gode samarbejder mellem kommuner og sygehuse, som er under opbygning mange steder, for eksempel ved at sikre bedre muligheder for at dele data om hele borgerens forløb.

Ligeledes bør ministeren også give ro til, at de decentrale politikere kan udfylde den øgede rolle de får i at indgå nye sundhedsaftaler med færre bureaukratiske bånd.

Sundhedsklynger skaber kun større regionale forskelle på tværs af landet. Det er ikke det, vi har brug for.

Vi har brug for, at staten tager ansvar for en reel sundhedsplanlægning i det nære sundhedsvæsen. Fuldstændig på linje med specialeplanlægningen i sygehusvæsenet. For vi har brug for en planlagt udvikling af det nære sundhedsvæsen – så langt er vi enige.