Centerleder: Samfundsudviklingen modarbejder de gode intentioner

Af Noemi Katzenelson
Leder af Center for Ungdomsforskning, Aalborg Universitet

Rigtig mange vil udsatte unge det godt. Det gælder de medarbejdere, der bruger deres arbejdsliv på de unge. Men det gælder også for Statsministeren, Undervisnings- og beskæftigelsesministeren, ministeriernes embedsmænd, KL, ekspertudvalg. forskere, konsulenter, fonde, interesseorganisationer, institutioner, virksomheder og mange flere. Interessen er faktisk intet mindre end overvældende. 

Vi ønsker at inkludere flest muligt for den unge og for samfundet skyld. Vi ønsker at gøre flest mulige til vindere, som Statsministeren formulerede det – trods de indlysende udfordringer og paradokser derved.

Men hvordan?

Et lille spørgsmål, som afføder myriader af svar. Og hånden på hjertet – ingen af os kan levere et sikkert og enkelt svar på det spørgsmål. Der er – og der vil i den nærmeste tid komme – mange stålsatte bud, gode erfaringer og formodninger, men havde spørgsmålet et simpelt og entydigt svar, var problemet for længst blevet løst. 

Pointe 1: Husk de udsattes stemme
Med de seneste udspil fra forskellige parter og anbefalingerne fra det ekspertudvalg ’om bedre veje til en ungdomsuddannelse’, jeg selv er en del af, er fokusset på sektorens organisering, struktur, finansiering, styring osv. enorm. Jeg vil dog her slå et slag for to væsentlige pointer, som det er vigtigt at holde for øje i den kommende debat og proces:

Vi er så mange spillere på banen, at vi skal minde hinanden om ikke at glemme bolden – nemlig de unge.

Noemi Katzenelson
Leder af Center for Ungdomsforskning, Aalborg Universitet

Den ene er, at vi er så mange spillere på banen, at vi skal minde hinanden om ikke at glemme bolden – nemlig de unge. Det er afgørende for resultatet af den kommende proces, at den som et væsentligt element indeholder de unges perspektiver og orienteringer, da vi ellers kommer til at spænde ben for selve det resultat, vi ønsker at opnå.

Mange grupper af unge er begyndt at fylde i den offentlige debat og har fået stemme gennem diverse elevorganisationer etc. Men gruppen af udsatte unge har det ikke, og vi har derfor et endnu større ansvar for at tænke netop deres perspektiver, udfordringer og ressourcer ind, når vi forsøger at gør en forskel for dem.

Pointe 2: Faktorer udenfor sektoren 
Den anden pointe er, at de unges udfordringer ikke alene kan løses af den sektor, der i det daglige arbejder med dem. Løsningerne ligger nemlig i høj grad også udenfor sektoren på arbejdsmarkedet og i den resterende del af uddannelsessystemet, for nu at tage de mest oplagte steder.

For gruppen af unge på kanten af uddannelsessystemet er ikke nogen konstant og afgrænset gruppe. Den varierer over tid og er på mange måder et resultat af forandringer, der i sig selv intet har med de unge at gøre.

Det kan være noget så konkret som reformer på erhvervsuddannelserne eller de gymnasiale uddannelser, som helt uafhængigt af de unge placerer dem henholdsvis indenfor eller uden for det formelle uddannelsessystem. Eller ændringer i de økonomiske vilkår på ungdomsuddannelserne, som flytter på mulighederne for at støtte de udsatte unge fagligt og socialt gennem en ungdomsuddannelse.  

Større krav
Men også mere generelle samfundsmæssige forandringer spiller ind på problematikken. For alt imens der i de sidste 23 år er blevet gjort rigtig meget rundt om i det ganske land for at hjælpe flere unge ind i og gennem uddannelsessystemet, så har samfundsudviklingen på mange måder trukket i den modsatte retning. Stadig flere unge kæmper med at leve op til såvel faglige som sociale og personlige krav i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet.

Og normalområdet synes, konkret såvel som kulturelt, tendentielt at blive stadig snævrere. Mange unge oplever, at der skal stadig mindre til for, at de falder ved siden af, og at de skal honorere stadig større krav og forventninger om præstation – formelt og uformelt. 

Skal understøttes af arbejdsmarkedet
Endelig befinder vi os i en historisk omstillingsproces, hvor vi går fra at være et samfund med en væsentlig andel ufaglærte til et samfund, der i langt højere grad har brug for uddannet arbejdskraft. Og hvor vi, samtidigt med at vi skal følge med i udviklingerne og konkurrencen på det globale arbejdsmarked, også skal arbejde i retning af at skabe en plads til alle i vores samfund. Så hele kvalificeringsopgaven er for så vidt blevet en anden.

Pointen er, at der er meget, som de der i hverdagen arbejder med de unge – eller de unge selv – ikke er herre over. Formålet er ikke at fratage de professionelle og de unge et ansvar, men at understrege, at årsagen til problemstillingens vedholdenhed også skal findes andre steder, end i at institutioner og professionelle i dag ikke løfter opgaven godt nok, eller at vi ikke har de rette strukturer og tilbud.

Vi – eller snarere de unge – har brug for, at alle gode viljer kommer i spil, og at ændringer af den sektor, der arbejder med udsatte unge, understøttes af indsatser og tiltag på arbejdsmarkedet og i det ordinære uddannelsessystem.